posAbility hos Rækværk, Københavns Universitet

Kære læsere,

I går var jeg ude at besøge studenterforeningen Rækværk af og for studerende med handicap  på Københavns Universitet. Formålet med besøget var, at jeg i min egenskab af stifter af posAbility.dk skulle holde et oplæg ud fra nogle af de emner, jeg behandler her på bloggen. Helt overordnet havde jeg forestillet mig, at dagen skulle have det formål at udfordre negativ tænkring omkring en selv og dét at leve med et handicap,  samt finde ud af,  hvad man faktisk kan netop på grund af handicappet.

Efter at have tænkt over mulige emner et stykke tid, valgte jeg følgende temaer for oplægget:

Selvværd og Overbevisninger
Under denne overskrift fokuserede jeg på, hvordan vi vurderer os selv, og hvordan det er muligt at ændre negative tankemønstre så selvværdet med tiden kan bedres. Som afslutning på dette første punkt bad jeg dels deltagerne finde 4 styrker ved dem selv som mennesker, samt at udfordre negative overbevisninger som fx Jeg er forkert, fordi jeg har et handicap. Formålet med øvelserne var dels at træne blikket hos deltagerne i at se efter positive træk ved dem selv, dels at udfordre negative overbevisningers sandhedsværdi.

Historierne om os
Dette punkt på dagsordenen handlede om, hvordan vi med udgangspunkt i vores (kronologiske) livshistorie kan fortælle forskellige historier om os selv. Her bestod øvelsen i at finde den positive fortælling om en selv. Et eksempel kunne være en bevægelse fra som barn at føle skam over at være handicappet til som voksen at udnytte det i professionel sammenhæng (som dels er, hvad tovholderne i Rækværk gør, dels er, hvad jeg selv har gjort ifb.m. mit arbejde med posAbility).

Fælles for både arbejdet med selvværd, overbevisninger og livshistorier gjaldt det, at det ikke handlede om blot at tænke positivt men mere om at få øjnene op for positive alternativer til de negative tanker om selvet, for på den måde at nuancere ens opfattelse af eget værd.

Positiv kompensation
Til sidst rundede vi af med at tale om, hvad vi netop kan på grund af vores handicap. Jeg har valgt at kalde dette fænomen for positv kompensation. Øvelsen her gik ud på at deltagerne skulle tænke på situationer, hvor de ofte følte sig udfordret på grund af deres handicap og så identificere, hvad de gjorde for at kompensere for handicappet. Et eksempel kunne her være, at ens hukommelse bliver trænet meget over tid, hvis man for eksempel er ordblind eller synshandicappet og ikke altid kan se, hvad der bliver skrevet på tavlen til forelæsning.

Ros og fællesskab
Jeg vil her til sidst gerne rose deltagerne i arrangementet i går for at have grebet alle bolde, jeg kastede ud samt deltage opmærksomt og konstruktivt i plenum-opsamlingerne efter hver øvelse. Et aktivt publikum giver mulighed for gensidig erfaringsudveksling og skaber desuden oplevelser af, at man kan genkende sig selv i andres oplevelser. Dette skaber en følelse af at alle er i samme båd og styrker fællesskabsfølelsen i en forening som Rækværk, hvilket er væsentligt dels for det arbejde, der laves i foreningen, dels for deltagernes selvværd, fordi de, jo mere ligesom de andre, de føler sig, får en fornemmelse af at være som alle andre.

Jeg gik hjem glad og tilfreds :)Super godt gjort af jer alle samen :-)

Holdt som gidsel i et fængsel af selvdestruktiv kontrol

For et par måneder siden beskrev jeg det forløb, jeg var igennem med regnbuehindebetændelse, grå stær og deraf følgende risiko for at miste synet. Jeg kaldte det halve år af 2009, regnbuehindebetændelsen varede, det værste i mit liv. Imidlertid var årene før denne hændelse og især de næste tre år nok i virkeligheden alle sammen næsten lige så slemme. Jeg led af svær spiseforstyrrelse et uhensigtsmæssigt coping-mønster jeg klamrede mig til, når hverdagen blev for svær.

Her følger min beretning således om den mangeårige kamp, jeg har kæmpet imod spiseforstyrrelse. Min hensigt er først og fremmest at pege på, hvor meget gavn, man kan have af at lære at identificere sine uhensigtsmæssige måder at reagere på under pres. For det andet vil jeg sende en varm tanke til det netværk især min familie -, der ikke er veget fra min side, selv da jeg havde det allerværst og endda nok skubbede dem fra mig. Visse kampe kan man ikke tage alene og dette er min tredje grund til at skrive dette indlæg: Det er altid vigtigt at bruge de mennesker, der holder af én, hvis man kommer langt ud. Det ved jeg nu.

Hvis bare, jeg bliver tynd nok
Jeg havde en tryg barndom: så meget, kan jeg sige. Godt nok følte jeg mig altid lidt anderledes, fordi jeg så dårligere end mine klassekammerater, men dette til trods har jeg aldrig manglet venner. På nær en kortere periode med mobning har min folkeskoletid været gnidningsfri fagligt, såvel som socialt.

Da jeg startede i 1. g ændrede situationen sig markant. Jeg kom i en klasse, hvor det blandt jævnaldrende, der var lige så unge og usikre som jeg selv var mig, der blev den, man drillede. Flere gange har jeg eksempelvis oplevet at nogen kaldte mig dum, ignorerede mig eller talte ned til mig. Mange gjorde desuden nar af mig på grund af mit nedsatte syn. Til sidst var det så slemt, at jeg, der ellers altid har været meget ambitiøs, begyndte at pjække fra timerne så meget, at jeg kom en hel del bagud. Og så begyndte jeg at sulte mig.

Som barn har jeg altid været lidt buttet, og selvom det i korte perioder irriterede mig dengang, havde jeg aldrig tænkt på at skulle være decideret tynd. Men der, som fortvivlet 1.ger i en velhavende del af landet, tænkte jeg, at Hvis bare, jeg bliver tynd nok, vil de nok bedre kunne lide mig. Så har de i det mindste ikke noget på mig dér. Der var dage, hvor jeg så godt som ingenting spiste og jeg husker fornemmelsen af altid at være lidt sulten og omtåget, og af aldrig at føle mig tynd nok. Jeg var ked af det på grund af mobningen og frustreret over vægten. Jeg besvimede flere gange på grund af udmattelse. Midt i 2. g. flyttede jeg skole og pludselig oplevede jeg, hvor dejligt det kunne være at gå i gymnasiet. Jeg kom til at gå blandt mennesker, der accepterede mig på trods af mit syn og som så mig, som jeg rigtigt var: en helt almindelig glad og ambitiøs pige. Jeg fik nye venner og en kæreste, og resten af min gymnasietid husker jeg stadig som en af de bedste perioder i mit liv.

Bulimi: Den smarte løsning
Efter gymnasiet startede jeg på psykologistudiet på Københavns Universitet. Fra start af syntes jeg, det var enormt spændende men samtidigt faldt jeg aldrig rigtigt på plads, socialt set. Jeg følte mig alene, og jeg var pludselig så usikker, at jeg følte mig overbevist om at de andre ikke ville have mig med på grund af mit syn. Set i bagklogskabens lys har det nok snarere været de meget få studietimer og dét faktum at min læsegruppe hurtigt gik i stykker, der har medvirket til min ensomhed.

Et år efter påbegyndt studium flyttede jeg i en alder af 19 år hjemmefra. Jeg husker, hvordan jeg følte mig frustreret over ikke at være helt tryg ved at løbe rundt blandt biler eller cykle igennem bytrafikken, og så en dag kom jeg på, at det der med at holde sig slank jo meget let kunne løses ved simpelthen at kaste det op, som jeg spiste. Som tænkt, så gjort. Jeg udviklede bulimi og skiftede således mellem at være fastende, grov-æde og kaste op. Jeg skammede mig, men da jeg først var begyndt, kunne jeg ikke stoppe. Sygdommen gik over, da jeg for det første blev opdaget med hovedet i toilettet af mine søstre og min mor, og da jeg for det andet fik en kæreste, jeg var fuldkommen forgabt i, og som forsikrede mig om, at jeg var fantastisk og ikke behøvede at kaste op. Han tog ansvaret, når jeg spiste noget, jeg syntes var for usundt eller fedende. Som 20-årig havde jeg fået bugt med bulimien.

Kontrollen i kaos
Kort efter, at jeg var holdt op med at overspise og kaste op og desuden var så lykkeligt forelsket, at det halve kunne være nok, skete det værst tænkelige overhovedet: Jeg fik regnbuehindebetændelse. Som fortalt i et tidligere indlæg stod jeg pludselig over for at kunne risikere at miste mit syn. Ikke uden grund sammenligner man truslen om at miste sit syn med dét at få stillet en kræftdiagnose. Jeg var ude af mig selv, og alt dagligdags mistede sin betydning. Jeg var så vred, angst og opfyldt af uretfærdighedsfølelse at det endte med at være meget ødelæggende for mine relationer til mine nærmeste. Jeg var i dyb krise, og jeg rasede og lukkede mig på samme tid inde med min smerte. Jeg kunne ikke rumme den hjælp, min omgangskreds utvivlsomt prøvede at give mig. Jeg følte ikke, at nogen nogensinde ville kunne forstå, hvad jeg gennemgik. Mit forhold til min daværende kæreste blev så godt som ødelagt i den periode, og set i bakspejlet kom vi aldrig over det også selvom forholdet holdt tre år herefter.

Efter at jeg var blevet erklæret rask efter regnbuehindebetændelsen tænkte jeg, at nu ville alt blive godt igen. Sådan blev det imidlertid ikke, for afstanden mellem især min kæreste og jeg var blevet så stor, at vi ikke fandt hinanden igen. Under forløbet med regnbuehindebetændelse havde jeg desuden ikke plejet min krop, men snarere spist og drukket alt godt, jeg kunne komme i nærheden af. Dette udsprang af en følelse af at ville nyde den sidste tid, eftersom jeg var overbevist om, at jeg (1) ville miste synet, og (2) ikke ville have lyst til at leve mere, såfremt dette skete.

Efter raskmeldingen opfyldtes jeg af skam over at have reageret så voldsomt under min krise og samtidigt af lede ved den krop, jeg følte, jeg havde mistet kontrollen over. Løsningen på at stå midt i et dårligt parforhold præget af skyld og mindreværd, samt at være opfyldt af lede ved min egen krop syntes enkel: Jeg måtte tabe mig. Jeg kan huske, jeg tænkte, at Jeg har ikke styr på noget som helst men jeg kan da koncentrere mig om og bestemme-, hvor meget, jeg vil veje.

Således lærte jeg mig at tælle kalorier, og over de næste to år blev jeg gradvist tyndere og tyndere, mere og mere syg og gennemsigtig. Min kæreste og jeg begyndte at spise hver for sig, nærheden forsvandt næsten helt, og jeg husker, hvordan hans i starten omsorgsfulde støtten op omkring mit (sunde) vægttab blev til en evig frustration og harme over, at jeg dog ikke bare kunne holde op med at tænke på, hvad jeg vejede. Jeg krympede mig, og tænkte, at hvis jeg bare kunne lave mig om, vil han se, at jeg er god nok til ham.

Men jeg kunne ikke bare holde op. Jeg gemte mig bag kontrollen og kunne derfor på en eller anden måde leve med, at jeg hver eneste dag følte mig mere og mere langt ude og uelsket. Jeg kunne ingenting, turde ingenting satte aldrig grænser. Jeg lod min ekskæreste håne mig for jeg kunne godt forstå, han ikke brød sig om sådan en som mig. Jeg talte næsten ikke med min familie i de år, og megen kontakt til vennerne var der heller ikke. Jeg kunne igen ikke tage imod den hjælp, jeg nok sagtens kunne have fået.

Til sidst endte det med, at jeg for det første fik en rigtigt dygtig psykolog, og at jeg for det andet kom ud af det destruktive forhold. Det er næsten to år siden nu, og i dag ved jeg, at jeg i pressede situationer skal passe på ikke at reagere med restriktiv spisning. Jeg er kommet meget langt og er nu normalvægtig og væmmes ikke ved min krop. Jeg har genoptaget gamle venskaber, dannet nye og så er jeg kommet meget tæt på min familie igen. Dét er helt fantastisk. I dag kender jeg mine grænser, og jeg er godt hjulpet af mit netværk begyndt at føle mig som den pige, jeg rigtigt er. Jeg er ikke kuet, men handlekraftig. Jeg er for det meste ikke i tvivl om, at jeg har meget at byde på som menneske og rent faktisk er god nok. Jeg har ambitioner, og jeg glæder mig til min fremtid.

Lad andre hjælpe dig
Som beskrevet i starten af indlægget vil jeg gerne opfordre dig til at dele det med nogen, hvis du tumler med noget, der gør dig ked af det alt for tit. I parforhold og i livet generelt skal der være mere godt end skidt, og hvis du mærker, at noget (destruktivt) psykisk tager alt for meget af dit overskud, så skal du søge hjælp; professionelt såvel som blandt dine nærmeste. Så skal du nok vinde kampen.

Kærlig hilsen fra en, der i dag har lært lektien på den hårde måde og som ikke ønsker, at du skal gå alene med dét, der er ødelæggende for dig.

Susanne

Når dit synlige handicap bliver dømt

Denne blog handler om, hvordan man kan håndtere det, hvis man bliver konfronteret med sit synlige handicap på en meget direkte eller ufølsom måde.

For ca. tre uger siden startede jeg som pædagogmedhjælper på et fritidshjem. Jobbet er på mange måder virkelig hyggeligt, og jeg har mange gode kolleger. Det er givende at arbejde med så umiddelbare mennesker, som børn jo er, til hverdag. Du ved næsten altid, hvor du har dem og hvilket humør, de er i. Dette gør ofte arbejdet både lettere og sjovere, end jeg forestiller mig, det ellers ville være.

Netop dette at børn kan være meget umiddelbare har imidlertid også den bagside, at de ofte siger præcis, hvad der falder dem ind også selvom det er mindre pænt, og deres nysgerrighed vækkes ved den mindste ændring fra normalen i udseende og væremåde hos de voksne, de omgås.

Du ser mærkelig ud
Jeg har en (ekstra) sort plet i mit ene øje, fordi jeg blev opereret for nethindeløsning for snart 15 år siden. Operationen efterlod et ar den sorte plet. Hele mit liv har pletten frustreret mig, fordi så mange hæfter sig ved den, når de ser mig. I perioder af mit liv har jeg tøvet med at se folk i øjnene og jeg har endda haft en kunstig kontaktlinse for ikke at skille mig ud fra mængden. I dag har jeg smidt kontaktlinsen ud og jeg tror næsten, jeg er der, hvor jeg har accepteret, at sådan ser jeg bare ud.

Inden jeg tog jobbet på fritidshjemmet, var jeg klar over, at jeg blandt små børn ville få opmærksomhed på grund af pletten i øjet og allerede da jeg mødte ind første dag, kom virkeligt mange børn hen og stirrede undrende på mit øje. Dette kan i sig selv være ubehageligt hvem kan lide at blive stirret på? Mere ubehageligt var det dog, at nogle af børnene sagde ting som Hvorfor ser du så mærkelig ud? eller Uh, du ser altså uhyggelig ud jeg bliver helt bange for dig. Selvom jeg på forhånd havde forsøgt at forberede mig på at møde en masse spørgsmål fra børnene, så ramte det alligevel at få at vide, at de syntes, jeg så mærkelig ud. Jeg blev ked af det, og jeg tænkte, at jeg måske havde valgt forkert, da jeg valgte at tage medhjælperjobbet.

Vær åben og sæt grænser
Da jeg gik hjem efter første arbejdsdag besluttede jeg imidlertid, at jeg ikke ville give op så let. Jeg lavede den aftale med mig selv, at når jeg næste dag igen ville blive spurgt ind til øjet, så ville jeg fortælle børnene historien om, hvor pletten kom fra. Jeg ville anerkende deres sunde nysgerrighed, og samtidigt ville jeg sige fra, hvis der igen skulle komme kommentarer som Du ser mærkelig ud for børnene ville have godt af at lære, at sådan skal man ikke tale til andre mennesker, tænkte jeg.

Som sagt, så gjort: Jeg mødte ind på dag 2 i fritidshjemmet og snart kendte alle børnene til, at jeg var blevet opereret og havde fået et (sejt) sort ar. De få, der kom med kommentarer, der var grimme, satte jeg mig ned med og forklarede dem uden at skælde ud, at de gjorde mig ked af det ved at sige sådan. Vi talte om, hvordan de mon selv ville reagere, hvis nogen kom og sagde, at de så grimme eller mærkelige ud. Børnene forstod det og flere af dem gav mig endda en undskyldning.

Som det ser ud nu, kender alle de børn, jeg indtil videre har mødt, efterhånden historien om arret, og de fortæller den videre til de børn, der endnu ikke har mødt mig. Således ved alle unger, der kommer hen tl mig, hvad der er sket med mig og det har allerede ført til mange gode snakke om menneskers forskellighed og om at være gode ved hinanden.

Som en sidste pointe i forhold til mit arbejde med børnene på fritidshjemmet skal nævnes, at de fleste af ungerne efter at jeg nu har været der i nogle uger slet ikke interesserer sig for mit øje længere. De kender mig og de kommer til mig på præcis samme måde, som det er tilfældet med de andre voksne. Nu ved de, hvad det er, der gør, at jeg ser lidt anderledes ud end de selv gør og så er det ikke spændende længere. Nu er jeg bare en voksen, som flere af dem har opbygget et godt forhold til. Pointen her er, at hvis man i hvert fald i tilfældet med børn afdramatiserer og er åben og ikke bliver vred, men forklarer, så får ens synlige handicap heller ikke lov at fylde så meget.

Hvad så, hvis det er voksne, der taler grimt?
Indtil videre har jeg beskrevet, hvordan man kan håndtere det, når børn meget direkte spørger til ens synlige handicap. I tilfældet ved voksne, der ofte ikke er lige så umiddelbare og direkte, er situationen lidt en anden. Her handler det  om at vurdere motivet bag spørgsmålet. Såfremt du vurderer, at den anden kun spørger ind af nysgerrighed, vil det være på sin plads helt nøgternt at forklare omfanget af dit handicap (eller det synlige bevis for handicappet, som i mit tilfælde med øjet). Ofte vil voksne, når de har fået en forklaring, ligesom børn i høj grad holde op med at finde det interessant. Dette kender du garanteret fra din relation med dine venner: for dem betyder dit handicap ikke noget. Det kan føles ubehageligt at skulle forklare fremmede mennesker omkring sit handicap men hvis du signalerer, at du er afslappet og kan tale om det, så bliver situationen meget mindre farlig og akavet.

Hvis du imidlertid alligevel møder nogen, der taler grimt til dig omkring dit handicap, er det vigtigt, at du får sagt fra, for eksempel ved at sige, at sådan vil du ikke tales til. Hvis du siger fra i tide, undgår du at blive alt for overfuset og såret. Jeg har prøvet at få rigtigt grimme kommentarer om mit øje et par gange. Eksempelvis var der engang en kollega, der som det første, da hun så mig, spurgte: Hvad er der dog galt med dig?. Dengang tog det hårdt på mig, men situationer som disse har medført, at jeg i dag er blevet ret trænet i at sige fra, når jeg en sjælden gang oplever ufølsomhed fra voksne på det punkt. Det kan stadig gøre ondt på mig det gør det jo, hvis nogen rammer én på et punkt, hvor man føler sig sårbar. Men jo flere gange, jeg siger fra over for det, jo stærkere bliver jeg. Det vil du også opleve.

Held og lykke med at erfare, at langt de fleste mennesker ikke spørger af andre årsager end nysgerrighed og med at sige fra, hvis der alligevel bliver behov for dette :-)

Hvad kan du på GRUND af dit handicap?

Siden jeg for 3-4 uger siden begyndte som projektmedarbejder i Sammenslutningen af Unge Med Handicap er meget af min tid gået med at arbejde for dem. Imidlertid har mit foreløbige arbejde der også gjort, at jeg har hentet en masse ny inspiration, som jeg kommer til at dele med jer her på bloggen :-)

Én af de arbejdsopgaver, jeg har haft, har været at transskribere noget interviewmateriale, der skal bruges som et led i en evalueringsrapport, jeg skal skrive. Informanterne har været studerende med et handicap, og noget af dét, jeg synes har været rigtigt spændende ved at gennemlytte disse interviews har været, hvordan mange af de interviewede virkelig har formået at udnytte de styrker, de har på grund af deres handicap.

Hvordan finder jeg mine styrker?
Hvis du husker tilbage på et af de første indlæg, jeg skrev her på bloggen, så handlede det om at lære at identificere dine styrker. Dine gode sider. Her rådede jeg dig til hvis det var svært at sætte ord på dem måske at rådføre dig med en god ven eller et familiemedlem. I senere indlæg har jeg beskrevet, hvordan du kan hente information til at booste dit selvværd i dine tidligere erfaringer, og hvordan det har betydning, hvilke historier, du fortæller dig selv om dig selv. Mange af mine indlæg har således handlet om, hvordan du kan arbejde på at skifte fokus om at stille skarpt på noget positivt ved dig, så dit selvværd kan blive forbedret og du kan få det bedste ud af at være dig.

Positiv kompensation
Når du skal finde de styrker, du har på grund af dit handicap, er det en god idé at tænke tilbage på situationer, hvor dit handicap har udfordret dig. Genkald dig situationen og husk så, hvordan du klarede situationen. Hvordan kompenserede du, så du alligevel opnåede det resultat, du ville? Det er naturligt for mennesket at forsøge at tilpasse sig omstændighederne både fysisk og socialt set. Det er sådan, vi er overlevet. Derfor er det også helt naturligt, at man, når man har et handicap, trækker på andre dele af ens potentiale, hvis handicappet spænder ben for én. Denne mekanisme har jeg valgt at kalde positiv kompensation.

Personligt er jeg ret overbevist om, at jeg er dygtigere sprogligt, end jeg ville have været, hvis jeg ikke havde haft nedsat syn. Årsagen til dette er, at jeg i stedet for eksempelvis at spille basket, som min søster gjorde, brugte meget tid på at læse, da jeg var barn. Derudover har jeg uden tvivl trænet min hukommelse meget igennem min skoletid, fordi jeg når jeg nu ofte ikke kunne læse, hvad der stod på tavlen har måttet stille skarpt på og huske, hvad læreren sagde, mens han skrev det ned.

Hvad er dine erfaringer? Hvad kan du på grund af dit handicap? :)
Held og lykke med at identificere dine styrker! :-)

Historierne om os

Igennem vores øjne – historierne om dig og mig
posAbility har efterhånden budt på mange indlæg, der har haft det formål at dele historier, erfaringer og redskaber, du kan bruge, hvis du har et handicap. Disse indlæg er inspireret af, at jeg tror på, at du kan gøre rigtigt meget selv for at få et rigtigt godt liv. Det handler blandt andet om hvilke historier, du fortæller dig selv – om dig selv; og om at lære af dine erfaringer og gribe de muligheder, livet giver dig.

Her fortæller jeg min historie så kronologisk som muligt – og til sidst i indlægget samler jeg op på, hvilke historier jeg på den baggrund kan fortælle mig selv om mig selv. Det er mit håb, at jeg kan inspirere dig lidt til at finde de gode historier om dig :-)

De første år
D. 21. november 1988 kom jeg til verden på Hvidovre Hospital. Jeg er tvilling, og min søster og jeg blev født to måneder for tidligt. Jeg havde brug for ilt for at overleve, og desværre endte ilten med at beskadige mine øjne, hvorfor jeg fik nedsat syn.

Efter som voksen at have fået mine forældres perspektiv på min opvækst ved jeg, at de helt fra jeg var ganske lille har fokuseret på, at jeg skulle udvikle en god fornemmelse for min egen krop, og at de gik op i, at jeg ikke skulle overbeskyttes, men have udfordringer, der ”skubbede” mig ud i verden, så jeg ikke blev isoleret. På den baggrund har jeg gået til springgymnastik, masser af svømning, samt altid cyklet.

Samtidigt har jeg fået den nødvendige ”særlige” hjælp, jeg har haft brug for, blandt andet ved at alt omkring mig blev italesat (hvis jeg ikke kunne se det), og jeg har fået plads til at fokusere på alt det, der var i min nære verden (dvs. ikke fysisk langt væk, hvor jeg ikke kunne se det).

Min skoletid
I folkeskolen kom jeg i en normal klasse, der samtidigt ikke var samme klasse, min tvillingesøster gik i. Jeg ved, at rationalet for dette fra mine forældres side var, at min søster og jeg skulle have lov at gøre os vores egne erfaringer som enkeltindivider, selvom vi var tvillinger. Jeg tror, at lige præcis dette har været rigtigt godt for mig dengang, fordi jeg forestiller mig, at man – måske især når man har et handicap – kan komme til at hægte sig på det nære og trygge, når man står over for nye udfordringer. Dette var ikke en mulighed, når vi kom i separate folkeskoleklasser.

Generelt har folkeskolen været et godt sted for mig. Der har været overgange med mobning, men i det store hele har jeg haft det godt både fagligt og socialt – og jeg har stadig nogle af mine bedste venner fra den tid.

Gymnasiet
Jeg kom trygt ud af folkeskolen og glædede mig til at læse videre på gymnasiet. Det første år var rigtigt svært rent socialt, fordi jeg kom i en klasse, hvor jeg ganske simpelt ikke har passet ind. Når jeg ser tilbage på det tror jeg, at det har været svært for både lærere og klassekammerater at forholde sig til mit syn, og samtidigt var jeg ikke selv moden nok til at kunne være afslappet med det (og fx tale åbent eller humoristisk omkring det). Jeg kan huske, at jeg skammede mig over at være anderledes.

Min knapt så gode start i gymnasiet førte til, at jeg i 2. g flyttede skole til et gymnasium inde i København. Her fandt jeg min hylde og blev en del af fællesskabet i en – fra mit perspektiv – rigtigt god klasse. Som jeg husker det, betød mit syn kun noget for de andre elever i det omfang, det var nødvendigt for dem at ”være mine øjne” engang imellem – og ellers fik alt andet end mit handicap lov at betyde noget. Jeg husker stadig de sidste to år af gymnasiet som nogle af de bedste i mit liv. Også herfra har jeg gode venner i dag.

Psykologistudiet
I 3. g besluttede jeg, at jeg ville læse psykologi. Den menneskelige psyke har altid fascineret mig, og en inspirerende underviser endte med at være årsagen til, at det blev psykologi og ikke for eksempel min interesse i sprog ”vandt”, da jeg skulle vælge uddannelse.

Fagligt har hver eneste dag på studiet været givende og spændende. Socialt set har det været en anden historie – jeg har været en ensom studerende. Jeg ved, at ingen ønskede det sådan. Jeg blev ikke mobbet eller bevidst holdt udenfor, men jeg fandt aldrig en studiegruppe, og når man ikke har det, så bliver et studie som psykologi meget hurtigt primært selvstudier. Dét er hårdt – både fagligt og mentalt. Samtidigt havde jeg lige omkring afslutningen af min bachelor problemer med synet, hvilket fjernede rigtigt meget af mit overskud.

Efter min bachelor besluttede jeg at gå på halv tid i en periode, så jeg kunne komme blandt nye mennesker på kandidaten. Dette skulle vise sig at være den rigtige beslutning – og jeg endte med at føle mig godt tilpas på studiet samt med at få et godt fagligt resultat. Nu er jeg psykolog J

Sideløbende med folkeskolen, gymnasiet og studiet har jeg engang imellem opsøgt andre, der havde dårligt syn. Denne minoritet, som jeg jo (blandt andre) er en del af, har været et godt supplement til min verden derhjemme, fordi jeg har kunnet komme der og vide, at ingen tænkte anderledes om mig på grund af mine øjne. Især i de perioder, hvor jeg har haft det svært, har jeg kunnet søge tilflugt her. Den dag i dag har jeg både nære venner fra den normaltseende og den svagtseende ”verden” (jf. min sidste blog).

I dag
Efter at jeg er blevet færdig på studiet er der sket rigtigt mange gode ting for mig. Jeg er – efter at være kommet ud af et langt forhold – igen kommet meget tæt på mine venner, og jeg har fundet et overskud, jeg ikke har haft i mange år til at udvikle mig personligt og være mere nærværende – og ikke mindst glad. Jeg har startet posAbility, og jeg har fået mit første (psykolog)job. Samtidigt føler jeg, at mit selvværd er bedre nu, end det har været i meget lang tid.

Historierne om mig
Hvilke historier kan du læse, når du nu har set verden igennem mine øjne? Jeg har selv nogle bud.

  1. Én historie handler om det rent faglige, jeg har erfaret igennem mit liv. Den historie kan beskrives som ”Fra skolebarn med dårligt syn til psykolog, der har udnyttet sit svagtseende netværk som en vej til arbejde”: Hvor jeg før i tiden har taget afstand til, at mit syn skulle være noget, jeg overhovedet ville beskæftige mig med, så har jeg i dag forstået, at jeg faktisk – sammen med en masse andre med et handicap – har et unikt indblik i en bestemt befolkningsgruppe, som jeg kan bruge i mit virke som psykolog.
  2. En anden historie kan vi kalde ”Fra skam og en følelse af at være anderledes til stadigt stigende selvaccept”: Jeg er der ikke helt endnu, men jeg er godt på vej.
  3. En tredje historie kunne vi kalde ”Et liv, hvor det har været det rigtige at skifte miljø, når det har brændt på”: Mine erfaringer har sagt mig, at når det virkelig er gået skidt, så har dét, der har hjulpet mest faktisk været at skifte mit nærmiljø ud. Dette gjorde jeg, da det gik dårligt i gymnasiet, og det samme gjorde jeg, da jeg besluttede at gå ned i tid på psykologistudiet. Ligeledes kan man sige, at jeg har ”skiftet miljø” ved at begynde at fokusere på at henvende mig mere til andre med nedsat syn; dels i forhold til at lade dem blive en vigtig del af min omgangskreds, dels i forhold til jobsøgning.

Historierne om dig
Jeg kunne sagtens have fortalt historier om mig selv med mere negativ klang. Dét bliver man god til, hvis man har kæmpet med sit selvværd. Når du skal identificere historierne om dig selv, er det derfor vigtigt, at du tænker på, hvilke gode erfaringer, du har. Hvad er du lykkes med? Hvad har du klaret? Hvad har hjulpet dig? Husk, at du ikke kan ændre din fortid – men at du bestemmer, hvad du vil bruge fra den. Du bestemmer, hvad du vil fokusere på.

Held og lykke 🙂

Der er “os” og “de andre” – men hvor hører du hjemme?

Dette indlæg er inspireret af dele af mit bachelorprojekt, som du kan finde her på siden under publikationer.

Når man er født med et handicap, er man – i hvert fald hvad angår handicappet unægteligt forskellig fra de fleste. Det estimeres, at der i de vestlige lande er ca. 10 % handicappede.

Mange af de mennesker, jeg har talt med, der har et handicap, beretter, at dét med at føle sig (og reelt være) anderledes, er noget, der fylder rigtigt meget hos dem rent psykisk, og kan være svært at håndtere i dagligdagens interaktioner med andre mennesker. Hvis du husker tilbage på dels bloggen om lavt selvværd, dels om de negative overbevisninger, så kan man sige, at mange med et handicap slås med overbevisningen om ikke at være god nok, fordi de føler sig anderledes – endda forkerte.

different<img class=”alignnone size-medium wp-image-200″ alt=”different” src=”https://web-beta.archive.org/web/20160317121606im_/http://posability.dk/wp-content/uploads/2014/07/different-300×277.jpg” width=”300″ height=”277″/>

På baggrund af dels min personlige erfaring, dels den måde, jeg har set handicappede venner og bekendte agere, har jeg efterhånden observeret tre måder, man kan håndtere dét at være anderledes på grund af sit handicap på:

1. Man kan forsøge at skjule sit handicap / tage afstand til andre handicappede
2. Man kan nøjes med at omgås andre med et handicap
3. Man kan forsøge at forene begge verdener

Hvad enten man tilhører gruppe 1 eller 2, bunder det i, at man primært opfatter sig selv som og ønsker at være en del af én gruppe; hhv. de ”normales” og de handicappedes gruppe. I det følgende vil jeg uddybe, hvad jeg mener med dette:

1: At forsøge at skjule sit handicap eller tage afstand til andre med et handicap
At skjule sit handicap er en mulighed, hvis handicappet ikke er umiddelbart synligt. Fordelen ved denne måde at håndtere sit handicap over for andre mennesker er, at det kan opleves befriende, fordi det åbner op for ikke at blive ”sat i bås som handicappet” med det samme, når man møder nye mennesker. Bagsiden af medaljen her er ikke desto mindre, at når man forsøger at lade som om, man ikke har et handicap, bliver det umuligt at hvile i sig selv og opbygge et godt selvværd, hvor man elsker og accepterer sig selv for den, man er. Det samme er tilfældet, hvis man i sin iver efter kun at tilhøre de normales gruppe lægger afstand til alt, hvad der har med ens handicap at gøre.

2. At nøjes med at omgås mennesker, der selv har et handicap
En anden mulighed er kun at omgås mennesker, der også har et handicap. Jeg har i tidens løb opdaget, at dette er meget udbredt blandt mennesker med handicap, fordi de oplever det som trygt at være blandt andre, der har de samme udfordringer i hverdagen. Mange oplever, at når de er sammen med andre med et handicap, tør de pludselig være sig selv og behøver ikke at forholde sig til andre menneskers reaktion på deres handicap. Er det noget, du kender til? Jeg har fuld forståelse for – og egen erfaring med , at det kan være befriende at være blandt  mennesker, der ligesom jeg har nedsat syn. Imidlertid er faren her, at man kommer til at definere sig selv som ”handicappet” og ikke får givet ”verden udenfor” en chance. Ganske enkelt tillader du ikke dig selv at få erfaringer med, hvordan du kan blive en accepteret del af verden, hvor mennesker med og uden handicap omgås.

3. Selvaccept: Jeg er mig MED et handicap
De to ovenstående måder at håndtere ens handicap på afspejler hhv. (1) at forsøge kun at være en del af ”de normales gruppe” og (2) kun at være en del af ”de handicappedes gruppe”. Der er dog en tredje vej!

Den måde, der for mig at se er den mest optimale måde at håndtere sin anderledeshed på er, at erkende, at man ikke skal dele mennesker op i handicappet og ikke-handicappet. Det handler om at huske, at du er en person, der har et handicap, men som ikke ER sit handicap. Du skal ikke fokusere på at tilhøre en enten ”normal” eller handicappet gruppe – du skal fokusere på at lukke de mennesker ind i dit liv, som er gode for dig. Om disse mennesker har et handicap eller ej er underordnet.

At udfordre sit tilhørsforhold til en gruppe
Det er en udfordring at gøre noget andet end det, man er tryg ved. Imidlertid er det vejen til bedre accept af dig selv og det er hverken farligt eller umuligt. Så: Stil dig selv spørgsmålet: Hvad er vigtigt for mig – og hvor er jeg tryg? Hvis svaret på dette spørgsmål er, at du er tryg, når dit handicap ikke bliver opdaget, eller modsat, at du er mest tryg, når du er blandt andre med et handicap, så vov at undersøge, hvad der ville ske, hvis du ikke prøvede at skjule dit handicap eller vovede at omgås mennesker, der ikke havde et handicap selv. Måske ville du finde nye bekendtskaber, du ikke før har lukket ind i dit liv?

Jeg har brugt mange år af mit liv på i forskellige sammenhænge at prøve at skjule mit handicap. Det har været anstrengende og pinefuldt når det ikke er lykkedes. For mig har det været en stor lettelse midt i teenageårene at stifte bekendtskab med Dansk Blindesamfunds Ungdom, og efterfølgende at få bygget bro mellem mine svagtseende og normaltseende venner. Dette skete ved, at jeg en dag forenede alle mine venner til en stor fest, og siden dengang har jeg efterhånden fået en vennekreds af både svagtseende og normaltseende mennesker. Jeg har mine bedste venner i begge ”lejre”, der kender hinanden på kryds og tværs og når vi mødes, er handicappet kun i fokus i det omfang, der måske er én, der har brug for en arm at holde fast i, hvis han har glemt blindestokken derhjemme :-)

Jeg er mig MED mit handicap
Selvom det har krævet mod at integrere den del af mit liv, der har med mit handicap at gøre i mit ”liv blandt normale”, om man vil, har det været et ekstremt vigtigt skridt på min vej til at acceptere mig selv, som jeg er. Hvis man skal stille det lidt provokerende op, så har jeg nu den overbevisning, at dem, der ikke accepterer mig MED mit handicap ikke er nogen, jeg vil have i mit liv. I virkeligheden føler jeg mig faktisk priviligeret, fordi jeg i kraft af den overbevisning meget hurtigt kan vurdere, om de mennesker, jeg møder, er nogen, der får lov at lære mig at kende.

Her til sidst vil jeg vil opfordre dig til at prøve at tænke det samme: Dem, der ikke accepterer dig MED dit handicap er ikke nogen, du skal have i dit liv. Hvis du har den overbevisning virkelig tager den til dig så bliver det lettere at nå derhen, hvor du har det bedst og accepterer dig selv :-)Verden behøver ikke at være delt op i den gruppe du tilhører og så de andre. Du kan få det bedste, hvis du leder efter mennesker og ikke gruppetilhørsforhold.

Held og lykke! :)

Jeg var bange for mørket

Det halve år regnbuehindebetændelsen varede var et af de værste, jeg har haft i mit liv. Jeg kunne ikke sove om natten, jeg græd hver eneste dag, og jeg kunne ikke rumme at høre om andre menneskers problemer overhovedet. Jeg følte mig fortabt. Hver eneste dag var jeg plaget af tanker om, hvad der ville ske, hvis jeg mistede synet. Ville min kæreste, som jeg var dybt forelsket i, gå? Ville jeg blive totalt afhængig af andre? Ville jeg føle mig fanget i mørket? Ærligt talt, så tænkte jeg, at hvis jeg blev blind, så havde jeg ikke lyst til at leve længere.  Et liv uden syn var et liv uden at leve.

Dette er historien om min erfaring med kronisk regnbuehindebetændelse, grå stær og frygten for at miste synet.

Jeg er næsten blind på mit venstre øje, og så har jeg et rimeligt syn på mit højre. I 2009 fik jeg konstateret regnbuehindebetændelse på mit gode øje. Jeg var ikke nervøs, for jeg havde haft regnbuehindebetændelse før, da jeg var 11 år gammel. Dengang varede betændelsen en uge, hvorefter den gik i sig selv. Jeg tænkte altså der i 2009 at det her blot ville vare et lille stykke tid og derefter gå i sig selv.

Men jeg tog fejl. Det viste sig, at regnbuehindebetændelsen denne gang var kronisk, og jeg fik at vide, det ikke var sikkert, den ville gå i sig selv igen.

Det var et chok. Lægerne fortalte, at hvis regnbuehindebetændelse ikke blev holdt i skak, kunne man risikere at udvikle grøn stær og grøn stær kan man blive blind af.  Samtidigt udviklede jeg på grund af de øjendråber, jeg tog mod regnbuehindebetændelsen begyndende grå stær.

Det halve år regnbuehindebetændelsen varede var et af de værste, jeg har haft i mit liv. Jeg kunne ikke sove om natten, jeg græd hver eneste dag, og jeg kunne ikke rumme at høre om andre menneskers problemer overhovedet. Jeg følte mig fortabt. Hver eneste dag var jeg plaget af tanker om, hvad der ville ske, hvis jeg mistede synet. Ville min kæreste, som jeg var dybt forelsket i, gå? Ville jeg blive totalt afhængig af andre? Ville jeg føle mig fanget i mørket? Ærligt talt, så tænkte jeg, at hvis jeg blev blind, så havde jeg ikke lyst til at leve længere.  Et liv uden syn var et liv uden at leve.

Jeg kan huske, jeg var meget bange for mørket om aftenen og om natten. Når det blev mørkt, forestillede jeg mig, at sådan her ville det blive uden et syn, og jeg udviklede angst for at blive syg af alt muligt. Om dagen flygtede jeg ind i aktiviteter, der kunne distrahere mig fra tankerne om min mulige død. Aktiviteter, der ikke altid var hensigtsmæssige. Jeg drak mig fra sans og samling, hvis der var alkohol på bordet for at flygte fra virkeligheden, og jeg nægtede ikke mig selv nogen former for mad. Jeg skændtes med min kæreste, fordi jeg ikke følte, han forstod mig. Jeg følte ikke, han så angsten bag min udadreagerende adfærd. At han så den lille pige, jeg var, der ville holdes om og glemme virkeligheden i hans arme.

Frygten og vreden skabte afstand i både mit forhold til min kæreste og min familie. Jeg ved, de prøvede at hjælpe, men jeg kunne ikke rumme hjælpen, tror jeg. Intet betød noget, for jeg tænkte, at de aldrig ville kunne sætte sig ind i, hvordan jeg havde det. Jeg kunne ikke rumme andet end mit mørke kaos.

Så en dag fik jeg beskeden, at regnbuehindebetændelsen var gået i sig selv. Jeg tror, det var en af de lykkeligste dage i mit liv. Jeg tænkte, at nu er det hele overstået og at nu kunne jeg leve videre, som før. Men usikkerheden sad stadig i mig. Der var stadig øjenkontroller, der skulle passes, og den mindste lysfølsomhed kunne få mig til at fare sammen og frygte, at nu var regnbuehindebetændelsen tilbage igen. Samtidigt skræmte det mig, at jeg med kun eet godt øje skulle igennem en operation for grå stær på et tidspunkt. Det var svære dage.

Oven i det hele skammede jeg mig og følte skyld over at have reageret så voldsomt udadtil på grund af min frygt for at miste synet. Jeg kunne ikke tilgive mig selv, at jeg havde reageret på, hvad jeg i dag ved er en krisesituation.  Skammen og skyldfølelsen kom da, hvor jeg ikke følte mig akut syg længere og altså kunne rumme at skamme mig. Eksempelvis skammede jeg mig over at have skældt ud over de mindste ubetænksomheder fra min (eks)kærestes side under forløbet, og over, at jeg ikke kunne rumme, at én i min familie også var syg, da jeg var. Jeg brugte lang tid på at pine mig selv med følelser af skyld og skam, og jeg skulle have haft noget hjælp til at tackle alle de følelser dengang.

Jeg har stadig dage, hvor jeg kan blive rigtigt ked af det, når jeg tænker tilbage på den periode af mit liv. Jeg kan stadig bebrejde mig selv, at jeg ikke tacklede det hele bedre men jeg er tættere på at tilgive mig selv. Jeg tænker på det på den måde, at hvis jeg nu betragtede en person i min situation udefra ville jeg så forstå hende og tilgive hende for hendes udadreagerende adfærd? Det ved jeg, at jeg ville.

I dag lever jeg med ét godt øje og med visheden om, at mit gode øje skal opereres en dag. En operation for grå stær er normalt en rutineoperation, men fordi mine øjne er særligt skrøbelige, så er det ikke hvem som helst, der skal operere dét understregede min øjenlæge. Jeg lever med, at jeg er lysfølsom, og med tanken om, at det kan være, operationen går galt. Men jeg er rolig langt det meste af tiden. Jeg er blevet ældre, og jeg er generelt et meget bedre sted i mit liv, end jeg var dengang i 2009. Jeg bruger således ikke så meget tid på at bekymre mig om mit syn.

Trods dét, at jeg er et bedre sted i dag, tror jeg dog ikke, at jeg ville tage det mere roligt, hvis regnbuehindebetændelsen igen blussede op eller operationen for grå stær gik galt, og det værst tænkelige skete: at jeg mistede mit syn. Jeg forestiller mig, at jeg lige som sidst ville blive bange for mørket og for fremtiden, skrige på grund af den store følelse af uretfærdighed, jeg ved, ville overvælde mig. Jeg ved, at jeg ville græde til jeg ikke kunne mere.

Jeg står over for om alt går vel at skulle skrive phD om krisehjælp til mennesker, der akut mister deres syn eller store dele af det. Én af årsagerne til, at jeg gerne vil lave det projekt er, at jeg håber at finde ud af, hvad der får mennesker i den situation videre. At samle deres erfaringer og give dem videre til andre og selv lære af det. Jeg håber at kunne hjælpe mennesker, der er endt der, hvor jeg i mine mørke timer frygter at ende selv en dag.

Normalt slutter jeg mine indlæg af med et godt råd. Hvis jeg skal komme med et her må det være, at det er vigtigt at få noget hjælp, når man er i en situation, der er så svær, at den bliver totalt ødelæggende for ens liv som det var tilfældet med mig dengang. Det ville jeg ønske, at jeg havde fået og i dag ville jeg søge hjælp.

Jeg vil opfordre dig til at opsøge nogen, der ved noget om den situation, du er i, også selvom du godt kan rumme at tale med dit netværk om det. Når man rammes af ulykke, så er man kun et menneske og ikke en ekspert, der for eksempel er læge eller psykolog. Derfor er det vigtigt at få professionel hjælp udefra og også tale med andre, der har oplevet det samme.

Hvis du, der læser dette, har prøvet noget lignende, så vil jeg gerne høre din historie. Måske har du lyst til at dele den med læserne? Her var i hvert fald en historie, jeg har haft svært ved at fortælle, men som jeg håber kan vise andre i min situation, at de ikke er alene.

At være studerende med et handicap – mød Mikkel og Mathias

Tro på dig selv og vær dig selv uanset om det ser sort ud. Det bedste man kan blive er den bedste version af sig selv, og uanset hvem man er, så er det helt fantastisk. Det kan være, man laver fejl på vejen, men det er underordnet, for det er erfaringer, der kan bruges fremadrettet.
svagtseende mand, 27 år, kandidat fra Aalborg Universitet.

Da jeg blev færdig som psykolog i efteråret sidste år afsluttede jeg mit 19. år som studerende. Jeg er 25 år så man kan vist godt sige, jeg har næsten et helt livs erfaring som studerende med et handicap. Rejsen fra første dag i børnehaveklassen til jeg stod med blomster i hånden efter at have forsvaret mit speciale har været lang og har budt på glæder og udfordringer af forskellig art.

Imidlertid er det ikke min historie, der her skal fortælles. Som baggrund for dette blogindlæg og det næste, har jeg været så heldig at få lov at interviewe fire enten nuværende eller tidligere studerende om dét at have et handicap og være studerende. Deltagerne foretrak for de flestes vedkommende at være anonyme, hvilket jeg naturligvis respekterer, hvorfor deres navne eller billeder ikke vil fremgå af bloggen. Jeg har for læsevenlighedens skyld valgt at give informanterne nye navne.

I dette indlæg får du dels en blind lærers historie (Mikkel, red.), dels en svagtseende kandidats (Mathias, red.). Det næste blogindlæg vil bygge på beretninger fra en pædagogstuderende med muskelsvind samt en nybagt student, der er spastiker.

Jeg spurgte alle fire deltagere ind til (1) Hvad de læste, (2) Hvordan deres studietid havde været dels socialt, dels fagligt, samt (3) Om de havde et godt råd, de ville give videre til andre studerende med et handicap.

At indgå som en del af et socialt fællesskab, når man har et handicap
Begge mine informanter Mikkel og Mathias gav udtryk for at have haft det godt på deres studie, så længe de har været tro mod sig selv:

Mikkel fortæller: Jeg har haft det rigtigt godt socialt på mit studie. Jeg er blevet mødt med stor imødekommenhed fra mine medstuderende. Min fornemmelse er, at mit synshandicap ikke har været en barriere for det sociale, og at de fleste ikke har tænkt meget over det. Måske fordi jeg har været meget åben omkring det, og altid har haft en vis form for humor med mig.

Kender du det, kære læser, at åbenhed og humor kan være en vej til at komme uden om dét at føle sig anderledes på grund af sit handicap? Humor kan fungere som en måde at distancere sig fra andre på men det kan også, som i ovenstående tilfælde, fungere som en måde at afdramatisere det med handicappet på.

Mathias beskriver, hvordan der har været en udvikling i hans sociale liv på studiet: I starten var det virkelig skidt, men det blev helt fantastisk. I starten gjorde jeg bare som de andre og prøvede at lave mig selv om, fordi jeg troede, jeg var forkert. Det førte intet godt med sig. Efter jeg begyndte at lytte til mig selv mht. hvilke mennesker, jeg godt kan lide, og hvor jeg godt kan lide at være, begyndte det at gå virkeligt godt. 

Mathias svar understreger vigtigheden af at acceptere, at man er som man er og at lytte til sig selv. Husker du altid at lytte til dig selv?

Det faglige
Når man har et handicap kan der være visse praktiske udfordringer forbundet med at studere. Det kan være, du er afhængig af en sekretær til at notere, hvad der står på tavlen eller det kan være, du har svært ved at koncentrere dig og derfor må bede om ekstra tid ti eksamen.

Mikkel fortæller om sine erfaringer: Fagligt set har jeg været meget heldig med at have en god kommunikation til studieadministrationen, sådan at særlige behov omkring eksamen kunne tilgodeses. Med “særlige behov”mener jeg at have ekstra tid i nogle skriveuger, hvor mine sekretærer også har haft travlt med egne opgaver, hvorfor jeg har bedt om at få lov at aflevere lidt forskudt, så de kunne nå at få deres egen opgave afleveret, før de behøvede at fokusere på at bistå mig med den endelige layouttilpasning osv.

 Mathias historie er af mindre praktisk karakter, men handler om selvværd og selvaccept: Min udfordring har været at lære at acceptere min egen måde at gøre tingene på er rigtigt god. Rent praktisk har mit syn ikke givet mig de store udfordringer, hvorimod selvværdet var en udfordring. Det tog mig lang tid at lære, at min måde at gøre tingene på er god nok og er et ”ubevidst” valg af den måde der fungerer bedst for mig. Indtil jeg lærte det, brugte jeg alt for meget tid på at bebrejde mig selv for, at jeg ikke gjorde tingene på samme måde som en del af de andre, selvom det jeg gjorde egentlig var rigtigt godt. 

Det gode råd
Til sidst spørger jeg de to unge mænd, om de har et godt råd, de vil give videre til andre studerende. Mikkel og Mathias understreger det vigtige i at være sig selv og give sig selv klap på skulderen for de gode resultater, man opnår:

Vær dig selv og vær åben
Mikkel har følgende gode råd til andre studerende med et handicap: Vær dig selv på dit studie og giv dine medstuderende et indblik i, hvad det vil sige at være dig på både godt og ondt. hvis nu eksempelvis bøgerne ikke kommer til tiden, fordi produktionen måske har trukket ud, så vær åben omkring, hvorfor du er lidt bagud i læsningen. Folk er ofte forstående, når de ved, hvad det indebærer at være studerende med handicap på både gode og mindre gode dage.

Fortæl den gode historie
Mathias opfordrer til følgende: Tro på dig selv og vær dig selv uanset om det ser sort ud. Det bedste man kan blive er den bedste version af sig selv og uanset hvem man er så er det helt fantastisk. Det kan være man laver fejl på vejen, men det er underordnet for det er erfaringer der kan bruges fremadrettet. Ingen laver fejl bevidst eller af ond mening; vi træffer det bedst mulige valg ud fra det vi ved. Derudover er mit råd at lære at fortælle sig selv den gode historie om sig selv, f.eks. ”For fem år siden gik jeg på en folkeskole, hvor jeg fik dårlige resultater og havde det skidt, men nu er jeg lige startet på min drømmeuddannelse og har verden for mine fødder”. Søg øjeblikket og nyd det!

Så, husk
Hvis jeg skal forsøge at samle op på de historier, der er blevet fortalt i dette indlæg, er det altså vigtigt, at du som studerende med et handicap:

  • er tro mod dig selv: Hvornår har du det godt, og hvornår har du det ikke godt?
  • husker, at du er lige så god som alle andre, trods dit handicap
  • spørger om hjælp, hvis du har brug for den
  • er åben og husker, at humor kan være et godt redskab i interaktionen med andre, der ikke har et handicap
  • husker at klappe dig selv på skulderen for de sejre, du har opnået undervejs i studiet.

At finde en kæreste, der ikke har et handicap

Tænk over overskriften på denne blog. Dét at finde en kæreste uden et handicap når man selv har et: hvad tænker du om det?

Det er min erfaring, at der overordnet set findes tre forskellige holdninger blandt mennesker med et handicap:

– Det er ikke muligt ingen vil have en kæreste, der er handicappet
Denne holdning vil typisk bunde i den klassiske lavt-selvværds-overbevisning at Jeg er forkert og ikke værd at elske, fordi jeg har et handicap. Hvis du falder inden for denne kategori, så husk hvad jeg skrev i en tidligere blog: Du er ikke mindre værd, pga. dit handicap. Tænk over, hvad du kan bringe med ind i et forhold på baggrund af den person, du er i stedet for at tænke, at ingen gider dig, på grund af dine begrænsninger. Det er simpelthen spild af liv at prøve at leve op til dem, for hvem det er et problem, at du har et handicap. Så lad være :-) Husk desuden, at andre mennesker ofte ikke har en lige så negativ holdning til dit handicap, som du måske tror. Dét er i hvert fald min erfaring.

Jeg SKAL have en kæreste, der ikke er handicappet jeg vil da ikke selv have en kæreste, der har et handicap!
Det der med at have et handicap det er da ikke sexet! Jeg indrømmer, at denne holdning har været den, der har domineret mit syn på dét at få en kæreste. Jeg har tænkt, at en normaltseende kæreste kunne være min billet til de normales verden. Denne holdning bunder også i en holdning til en selv om, at man ikke er god nok; at man har brug for én, der kan gøre én god nok i kraft af ikke at have et handicap. Denne person bliver et bevis på, at man er normal nok. Hvis du falder inde for denne kategori, vil jeg igen opfordre til at huske på dine styrker frem for dine begrænsninger. Hvad har du af gode ting at byde ind med i et forhold og hvad skal der til, for at du har det godt? Er det i virkeligheden så vigtigt, om en kæreste har et handicap?

– Selvfølgelig er det muligt, jeg er en god (og tiltrækkende) person.
Denne holdning er netop, hvad der er det ideelle at bevæge sig henimod. I et forhold er det vigtigt, hvordan man er som person. Det er kemien, der tæller. Vi har alle sammen begrænsninger og selvom en partner måske vil skulle hjælpe dig med et par praktiske ting pga. dit handicap, så behøver det ikke betyde, I ikke er ligeværdige. Du kan helt sikkert gøre noget andet for din partner.

Min opfordring til dig er samlet set at fokusere på dine styrker (som du kan huske fra første blog!), samt på, hvad du kan give i et forhold, frem for hvad du mangler. Dette er i virkeligheden et råd, der gælder alle mennesker. Mange af os kan blive bedre til at fokusere mere på vores styrker frem for vores svagheder.

Dernæst er det virkelig vigtigt, at du finder en, der er ligeglad med, at du har et handicap. Du kan ikke lave det om, og det vil være en umulig kamp at prøve at lade som om, det ikke eksisterer. En sidste ting er, at vi ofte tiltrækker dét, vi udstråler. Hvis du går ud i verden med et smil, så møder du mange flere smil, og du vil virke mere tiltrækkende på alle både dem med handicap og dem uden.

Tænk over de forhold, du har haft. Hvordan har de været? Hvad har føltes godt, og har du været tro mod dig selv? Uanset om du har erfaringer med forhold eller ej, så tænk over, hvad du kan give, og hvad du vil have. Så er der større chance for, at du bliver rigtigt lykkelig :)

Held og lykke med kærligheden :)

posAbility møder Mette fra Rækværk KU

  • I Rækværk er alle i samme båd.

Mød Mette
Mette er 25 år, jurastuderende og glad for at synge og være kreativ. Og nåh ja så har hun muskelsvind og er formand for foreningen Rækværk på Københavns Universitet.

Første gang jeg mødte Mette var i kantinen på Sankt Annæ Gymnasium. Vi gik i 2. g, og jeg havde for nylig skiftet skole dertil fra et andet gymnasium. Jeg kan huske, at mit første indtryk af Mette var, at hun virkede fuld af liv og havde et charmerende glimt i øjet. Jeg kunne med det samme lide hende.

En del år efter gymnasiet hørte jeg, at Mette havde været med til at starte foreningen Rækværk KU. Rækværk er en forening for studerende på Københavns Universitet med handicap eller diagnoser. Foreningen er dels tænkt som en mulighed for et socialt netværk for studerende med handicap, dels en studenterpolitisk forening, der desuden afholder arrangementer, som for eksempel kurser i notat-teknik for studerende, der ikke selv kan skrive.

En forening af de studerende for de studerende
Min første tanke, da jeg hørte om Rækværk var, at jeg ville ønske, sådan en forening havde eksisteret, da jeg læste psykologi. Jeg havde sandt at sige en ret ensom studietid, og det kunne have været dejligt med sådan en forening at støtte sig til, når det kneb med selvværdet ind imellem.

Mette fortæller:

I Rækværk er alle i samme båd. Man kan komme og få andres råd og høre deres erfaringer. Man kan videregive og dele en oplevelse. Hvis man bare har lyst til det sociale et netværk, man måske mangler så er man velkommen. De studerende er meget med til at forme Rækværk, og hvad de ønsker, skal de få så vidt det er muligt. Rækværk er startet af de studerende for de studerende!

 

Mange mennesker med en funktionsnedsættelse er længere tid om at tage deres uddannelse på grund af de fysiske udfordringer i forbindelse med studiet, et handicap kan medføre. Her kan Rækværk også være en støtte:


Jeg selv var først blevet bachelor, da mange dem, jeg startede med på studiet i tidernes morgen, var blevet kandidater eller tæt på. Så den sociale base var væk, og man skulle hver gang, man startede på et nyt fag, skabe et nyt netværk. Så gør det tilværelsen lidt sjovere, når man har Rækværk.

Alle er velkomne
Jeg spørger til sidst i vores samtale Mette, om der er noget, hun har lyst til at sige til dem, der overvejer at melde sig ind i Rækværk. Her slår hun fast, at alle studerende med udfordringer (fysiske eller psykiske) er velkomne. Mette understreger, at man altid er velkommen til at henvende sig, når foreningen holder arrangementer. Rækværk har desuden en facebookside, hvor man kan finde den information, man har brug for, for at komme i kontakt med foreningens medlemmer.

Her til sidst vil jeg gerne takke Mette for at have medvirket på bloggen, samt opfordre alle studerende på de danske universiteter til at finde deres Rækværk og melde sig ind :-)