posAbility – del 2

Velkommen til anden runde af posAbility!

Der er gået to år, hvor jeg har fået en masse erfaring, både personligt og professionelt. Dette håber jeg, man vil kunne læse af bloggen 😉

Hvad angår det professionelle, så startede jeg jo bloggen som arbejdsløs nyuddannet psykolog, der dog havde en hel del erfaring med frivilligt psykologisk arbejde. I dag har jeg næsten opnået min autorisation, hvilket betyder, at jeg har fået en masse bred arbejdserfaring og har modtaget mange vejledningstimer fra psykologer, der er “gamle i gårde”. Jeg føler, jeg har lært rigtigt meget og helt klart er en bedre psykolog nu, end da jeg startede.

Da jeg startede i PPR Bornholm havde jeg ingen idé om, hvordan man laver “praktisk psykologarbejde” med børn. Jeg har mest interesseret mig for og arbejdet med voksne og unge førhen – så det her var virkelig en udfordring. Jeg brugte meget tid på at genopfriske udviklingspsykologien samt at opbygge gradvis erfaring med, hvor meget, man egentlig kan forvente af børn på forskellige alderstrin! Det aner man jo ikke noget om, når man ikke arbejder med det i praksis eller selv har haft børn – jeg gjorde i hvert fald ikke. Det vil jeg så mene, jeg gør nu 🙂 Jeg har opdaget, at jeg faktisk er vild med at arbejde med børn, fordi de er så umiddelbare og sjove – og mange af mine dage er blevet reddet af, at en lille unge har sagt “NEEEEJ – vil du ikke godt komme tilbage i morgen igen?? Du er SÅ sød!”. De kære små. Dog vil jeg tilføje, at jeg nu gradvist har fået mere og mere arbejde, der har med større børn / unge at gøre – og det synes jeg altså også stadig er rigtigt spændende!

Noget af det, jeg synes er vanskeligt ved mit arbejde er ikke at lade mig påvirke for meget af de “sager” (børn), jeg har med at gøre. Der er børn, der lever under kår, så man bliver helt dårlig indeni og får lyst til at tage dem med hjem og låse døren. Her er opgaven for mig at udrede (undersøge børnene), at vejlede skole og forældre samt skrive de papirer, der kan udløse pengebevillinger hos sagsbehandlere til hjælp. Nogle gange er det også diagnoser, der skal til for at et barn kan få hjælp – de udløser bare flere penge. Dette er både godt og skidt – og jeg vil helt sikkert komme tilbage til det med diagnoser i en senere blog.

Selvom det således engang imellem kan være lidt hårdt at arbejde på børneområdet – så er det, der gør det det hele værd, når man kan se, at der faktisk er rigtigt mange professionelle, der sammen “kæmper for børnene” og ofte får gjort en stor forskel. Det er lærerne, pædagogerne, socialrådgiverne, konsulenterne, psykologerne – de kan alle sammen gøre en forskel. Jeg er heldig at arbejde sammen med mange ildsjæle. Og så er det selvfølgelig det allerbedste, når man får lov at følge en sag over længere tid og for eksempel kan se, at der er sket en positiv udvikling hos et barn eller i en familie. Så føler man, at det nytter noget, det man laver 🙂

Sidst vil jeg lige nævne, at jeg også har fået min første private klient ved siden af jobbet. Og HUN er voksen!:) Jeg får altså lov at lave en masse forskelligt, og det trives jeg i.

 

På det personlige plan – ja – så har jeg skullet finde mig til rette i et lille samfund, hvor jeg rykkede til uden at kende nogen. Det har været en af de bedste ting, der er sket i mit liv. Jeg har mødt nogle dejlige mennesker og er blevet taget godt imod på alle måder. Imidlertid har tiden på Bornholm også været præget af savn af mine venner og familie, flere flytninger, ensomhed, for meget tid til tanker – og det har været svært engang imellem. Der har været dage, hvor ensomheden har overvældet mig totalt, og jeg har tænkt, at det da ville komme til at tage 100 år at opbygge et netværk – hvis overhovedet, det kunne lykkes! Heldigvis har min arbejdsplads været lidt af en redningsplanke her; jeg har mødt mennesker, jeg holder meget af i dag og helt sikkert knyttet nogle venskaber. Nu føler jeg faktisk, at jeg lever her. Ikke bare, som jeg tænkte i starten, at jeg var her for at få den første arbejdserfaring. Dét er en dejlig følelse 🙂

Jeg glæder mig til at dele lidt ud af psykologerfaringen fra solskinsøen 😉

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *