At kaste sig ud på dybt vand – og lære at svømme :-)

Bornholm – og hvad så? :-)
I mandags startede jeg som psykolog i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) på Bornholm. Det er min første lønnede psykologstilling – og desuden inden for at område (skolebørn), hvor jeg endnu ikke har så meget erfaring. Herudover arbejder jeg jo så på – og er flyttet til – Bornholm! J Dét, jeg prøver at sige er, at der virkelig er sket en omvæltning i mit liv. Pludselig er jeg ”rigtig” psykolog med helt nye arbejdsopgaver – og pludselig har jeg en helt ny tilværelse som øboer.

De første dage på øen har budt på alt det, der følger med en flytning, og desuden har jeg fået en masse information og mødt mange nye mennesker; hjemme såvel som på min arbejdsplads. Jeg er blevet taget rigtigt godt imod alle steder, og selvom al begyndelse er svær, gør det det hele lettere, når man bliver mødt med så stor velvilje. Jeg synes, selvom jeg endnu ikke kender så mange, at jeg er faldet godt til.

At gribe boldene i luften
Når man er ansat i PPR, varetager man forskellige opgaver, der har med børn i skoler og børnehaver at gøre. Det betyder, at man tilbringer flere dage om ugen ude på de forskellige institutioner, der er i den kommune, hvor man arbejder. Inden jeg startede i jobbet havde jeg gjort mig mange tanker om, hvordan jeg skulle komme rundt til alle de forskellige steder, når jeg nu ikke har bil. Min arbejdsplads var bekendt med, at jeg ikke kan få kørekort, og derfor havde jeg fået tildelt institutionerne i Rønne (hvor jeg også bor). Dette betyder, at alt i princippet er inden for cykelafstand – og nu har jeg fået en cykel. Det hele fungerer overraskende godt, og indtil videre har jeg ikke haft problemer med at finde rundt nogle steder – hverken til skoler eller PÅ skoler. Dette er virkelig en lettelse J

”Hvorfor har du sådan et mærkeligt øje?”
En anden overvejelse jeg har haft ift. mit syn har været, at jeg jo – som da jeg arbejde på et fritidshjem (se tidligere blog) – i PPR vidste, at jeg ville blive konfronteret med mange nysgerrige børn, der måske ikke altid spørger på den pæneste måde ”hvad det lige er, der er med dine øjne”.

I forgårs var jeg ude på en skole for at lave en observation, og da kom ganske som forventet en masse spørgsmål fra interesserede småbørn. Mange af børnene kiggede meget nysgerrigt, og de modige spurgte ind. Nogen var høflige: ”Hvad er der sket med dit øje?”, andre var mere direkte og lidt grove: ”Hvad er der galt med dig? Dine øjne ser mærkelige ud.. du er lidt skræmmende”. Jeg tog den professionelle maske på og fik fortalt børnene, at jeg havde et ar i mit ene øje, fordi jeg var blevet opereret i øjet, da jeg var omkring deres alder. Jeg fortalte, hvordan ar i øjnene, i modsætning til dem, man kan få på resten af kroppen, er sorte. Jeg endte med at få fremvist en masse ”hvide ar” på børnenes hud – og på den måde fik jeg normaliseret og afmystificeret mine øjne over for dem. De børn, der først fik besked, fik desuden lov at fortælle historien om det mystiske ar videre J Det endte med at blive en god indgangsvinkel til, at de lige lærte mig lidt at kende. Nogle af børnene, der havde spurgt ind på en mindre pæn måde, havde jeg en lille ”hvordan taler vi pænt til hinanden”-snak med – og også dét fungerede rigtig fint.

Trods dét, at jeg havde formået at håndtere børnenes nysgerrighed på en ordentlig måde, så kunne jeg alligevel mærke, kommentarerne om øjnene sad i mig, da jeg kom hjem om eftermiddagen. Jeg ved, jeg kommer til at skulle forklare om mine øjne til børn mange, mange gange i dette job – samt at børn jo for de allerflestes tilfælde intet ondt mener med deres spørgsmål – men uanset hvad, er det aldrig rart at blive kaldt ”skræmmende”, ”grim” eller ”mærkelig”. Jeg skulle kort sagt lige sluge dagens oplevelser. Dagen efter følte jeg mig fint rustet til at gå ud blandt børn og arbejde videre – nu havde jeg fået genopfrisket, hvordan det lige er, jeg bedst håndterer deres nysgerrighed – både i klassesituationen og helt personligt bagefter.

En gave i forklædning
Da jeg i dag kom tilbage i klassen for at foretage endnu en observation, tog ingen af børnene notits af, at mit ene øje ser anderledes ud end hos de fleste mennesker. Tværtimod var mange af de små glade for at se mig igen – og jeg fik lov at indgå som en accepteret flue på væggen. Det er typisk sådan, at børn først reagerer meget direkte, hvis man har et særligt kendetegn ved sit udseende; og at de så efterfølgende, når de ved, hvad det er, er ligeglade. Dette oplevede jeg i dag – ligesom det var tilfældet, da jeg arbejdede på fritidshjemmet. Som jeg har det nu, tænker jeg, at mit øje faktisk lidt er en ”gave”, fordi det skaber en mulighed for at komme lidt ind på livet af børnene, så de lærer mig at kende – og så jeg også får lidt information om dem ad den vej.

En glad tilflytter
Samlet set må jeg sige, at mine første dage på Bornholm har budt på mange både faglige og personlige udfordringer – men udfordringer, som jeg har kunnet tackle og har lært meget af. Jeg har virkeligt gode kollegaer, og jeg kan mærke, jeg kommer til at udvikle mig meget både fagligt og personligt ved at være i mit nye job.

Til allersidst vil jeg bare opfordre dig til, at du griber mulighederne, der kommer til dig, selv hvis du er nervøs for, om dit handicap vil spænde ben for dig. Naturligvis skal man være realistisk omkring, hvilke (fysiske/psykiske) begrænsninger, man har men hvis du tvivler på, om du kan klare noget, som du har lyst til at gøre, så kast dig ud i det. Prøv det. For mig er alt faldet positivt ud – og engang imellem skal man turde, selvom man ikke præcist kender udfaldet :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *