Holdt som gidsel i et fængsel af selvdestruktiv kontrol

For et par måneder siden beskrev jeg det forløb, jeg var igennem med regnbuehindebetændelse, grå stær og deraf følgende risiko for at miste synet. Jeg kaldte det halve år af 2009, regnbuehindebetændelsen varede, det værste i mit liv. Imidlertid var årene før denne hændelse og især de næste tre år nok i virkeligheden alle sammen næsten lige så slemme. Jeg led af svær spiseforstyrrelse et uhensigtsmæssigt coping-mønster jeg klamrede mig til, når hverdagen blev for svær.

Her følger min beretning således om den mangeårige kamp, jeg har kæmpet imod spiseforstyrrelse. Min hensigt er først og fremmest at pege på, hvor meget gavn, man kan have af at lære at identificere sine uhensigtsmæssige måder at reagere på under pres. For det andet vil jeg sende en varm tanke til det netværk især min familie -, der ikke er veget fra min side, selv da jeg havde det allerværst og endda nok skubbede dem fra mig. Visse kampe kan man ikke tage alene og dette er min tredje grund til at skrive dette indlæg: Det er altid vigtigt at bruge de mennesker, der holder af én, hvis man kommer langt ud. Det ved jeg nu.

Hvis bare, jeg bliver tynd nok
Jeg havde en tryg barndom: så meget, kan jeg sige. Godt nok følte jeg mig altid lidt anderledes, fordi jeg så dårligere end mine klassekammerater, men dette til trods har jeg aldrig manglet venner. På nær en kortere periode med mobning har min folkeskoletid været gnidningsfri fagligt, såvel som socialt.

Da jeg startede i 1. g ændrede situationen sig markant. Jeg kom i en klasse, hvor det blandt jævnaldrende, der var lige så unge og usikre som jeg selv var mig, der blev den, man drillede. Flere gange har jeg eksempelvis oplevet at nogen kaldte mig dum, ignorerede mig eller talte ned til mig. Mange gjorde desuden nar af mig på grund af mit nedsatte syn. Til sidst var det så slemt, at jeg, der ellers altid har været meget ambitiøs, begyndte at pjække fra timerne så meget, at jeg kom en hel del bagud. Og så begyndte jeg at sulte mig.

Som barn har jeg altid været lidt buttet, og selvom det i korte perioder irriterede mig dengang, havde jeg aldrig tænkt på at skulle være decideret tynd. Men der, som fortvivlet 1.ger i en velhavende del af landet, tænkte jeg, at Hvis bare, jeg bliver tynd nok, vil de nok bedre kunne lide mig. Så har de i det mindste ikke noget på mig dér. Der var dage, hvor jeg så godt som ingenting spiste og jeg husker fornemmelsen af altid at være lidt sulten og omtåget, og af aldrig at føle mig tynd nok. Jeg var ked af det på grund af mobningen og frustreret over vægten. Jeg besvimede flere gange på grund af udmattelse. Midt i 2. g. flyttede jeg skole og pludselig oplevede jeg, hvor dejligt det kunne være at gå i gymnasiet. Jeg kom til at gå blandt mennesker, der accepterede mig på trods af mit syn og som så mig, som jeg rigtigt var: en helt almindelig glad og ambitiøs pige. Jeg fik nye venner og en kæreste, og resten af min gymnasietid husker jeg stadig som en af de bedste perioder i mit liv.

Bulimi: Den smarte løsning
Efter gymnasiet startede jeg på psykologistudiet på Københavns Universitet. Fra start af syntes jeg, det var enormt spændende men samtidigt faldt jeg aldrig rigtigt på plads, socialt set. Jeg følte mig alene, og jeg var pludselig så usikker, at jeg følte mig overbevist om at de andre ikke ville have mig med på grund af mit syn. Set i bagklogskabens lys har det nok snarere været de meget få studietimer og dét faktum at min læsegruppe hurtigt gik i stykker, der har medvirket til min ensomhed.

Et år efter påbegyndt studium flyttede jeg i en alder af 19 år hjemmefra. Jeg husker, hvordan jeg følte mig frustreret over ikke at være helt tryg ved at løbe rundt blandt biler eller cykle igennem bytrafikken, og så en dag kom jeg på, at det der med at holde sig slank jo meget let kunne løses ved simpelthen at kaste det op, som jeg spiste. Som tænkt, så gjort. Jeg udviklede bulimi og skiftede således mellem at være fastende, grov-æde og kaste op. Jeg skammede mig, men da jeg først var begyndt, kunne jeg ikke stoppe. Sygdommen gik over, da jeg for det første blev opdaget med hovedet i toilettet af mine søstre og min mor, og da jeg for det andet fik en kæreste, jeg var fuldkommen forgabt i, og som forsikrede mig om, at jeg var fantastisk og ikke behøvede at kaste op. Han tog ansvaret, når jeg spiste noget, jeg syntes var for usundt eller fedende. Som 20-årig havde jeg fået bugt med bulimien.

Kontrollen i kaos
Kort efter, at jeg var holdt op med at overspise og kaste op og desuden var så lykkeligt forelsket, at det halve kunne være nok, skete det værst tænkelige overhovedet: Jeg fik regnbuehindebetændelse. Som fortalt i et tidligere indlæg stod jeg pludselig over for at kunne risikere at miste mit syn. Ikke uden grund sammenligner man truslen om at miste sit syn med dét at få stillet en kræftdiagnose. Jeg var ude af mig selv, og alt dagligdags mistede sin betydning. Jeg var så vred, angst og opfyldt af uretfærdighedsfølelse at det endte med at være meget ødelæggende for mine relationer til mine nærmeste. Jeg var i dyb krise, og jeg rasede og lukkede mig på samme tid inde med min smerte. Jeg kunne ikke rumme den hjælp, min omgangskreds utvivlsomt prøvede at give mig. Jeg følte ikke, at nogen nogensinde ville kunne forstå, hvad jeg gennemgik. Mit forhold til min daværende kæreste blev så godt som ødelagt i den periode, og set i bakspejlet kom vi aldrig over det også selvom forholdet holdt tre år herefter.

Efter at jeg var blevet erklæret rask efter regnbuehindebetændelsen tænkte jeg, at nu ville alt blive godt igen. Sådan blev det imidlertid ikke, for afstanden mellem især min kæreste og jeg var blevet så stor, at vi ikke fandt hinanden igen. Under forløbet med regnbuehindebetændelse havde jeg desuden ikke plejet min krop, men snarere spist og drukket alt godt, jeg kunne komme i nærheden af. Dette udsprang af en følelse af at ville nyde den sidste tid, eftersom jeg var overbevist om, at jeg (1) ville miste synet, og (2) ikke ville have lyst til at leve mere, såfremt dette skete.

Efter raskmeldingen opfyldtes jeg af skam over at have reageret så voldsomt under min krise og samtidigt af lede ved den krop, jeg følte, jeg havde mistet kontrollen over. Løsningen på at stå midt i et dårligt parforhold præget af skyld og mindreværd, samt at være opfyldt af lede ved min egen krop syntes enkel: Jeg måtte tabe mig. Jeg kan huske, jeg tænkte, at Jeg har ikke styr på noget som helst men jeg kan da koncentrere mig om og bestemme-, hvor meget, jeg vil veje.

Således lærte jeg mig at tælle kalorier, og over de næste to år blev jeg gradvist tyndere og tyndere, mere og mere syg og gennemsigtig. Min kæreste og jeg begyndte at spise hver for sig, nærheden forsvandt næsten helt, og jeg husker, hvordan hans i starten omsorgsfulde støtten op omkring mit (sunde) vægttab blev til en evig frustration og harme over, at jeg dog ikke bare kunne holde op med at tænke på, hvad jeg vejede. Jeg krympede mig, og tænkte, at hvis jeg bare kunne lave mig om, vil han se, at jeg er god nok til ham.

Men jeg kunne ikke bare holde op. Jeg gemte mig bag kontrollen og kunne derfor på en eller anden måde leve med, at jeg hver eneste dag følte mig mere og mere langt ude og uelsket. Jeg kunne ingenting, turde ingenting satte aldrig grænser. Jeg lod min ekskæreste håne mig for jeg kunne godt forstå, han ikke brød sig om sådan en som mig. Jeg talte næsten ikke med min familie i de år, og megen kontakt til vennerne var der heller ikke. Jeg kunne igen ikke tage imod den hjælp, jeg nok sagtens kunne have fået.

Til sidst endte det med, at jeg for det første fik en rigtigt dygtig psykolog, og at jeg for det andet kom ud af det destruktive forhold. Det er næsten to år siden nu, og i dag ved jeg, at jeg i pressede situationer skal passe på ikke at reagere med restriktiv spisning. Jeg er kommet meget langt og er nu normalvægtig og væmmes ikke ved min krop. Jeg har genoptaget gamle venskaber, dannet nye og så er jeg kommet meget tæt på min familie igen. Dét er helt fantastisk. I dag kender jeg mine grænser, og jeg er godt hjulpet af mit netværk begyndt at føle mig som den pige, jeg rigtigt er. Jeg er ikke kuet, men handlekraftig. Jeg er for det meste ikke i tvivl om, at jeg har meget at byde på som menneske og rent faktisk er god nok. Jeg har ambitioner, og jeg glæder mig til min fremtid.

Lad andre hjælpe dig
Som beskrevet i starten af indlægget vil jeg gerne opfordre dig til at dele det med nogen, hvis du tumler med noget, der gør dig ked af det alt for tit. I parforhold og i livet generelt skal der være mere godt end skidt, og hvis du mærker, at noget (destruktivt) psykisk tager alt for meget af dit overskud, så skal du søge hjælp; professionelt såvel som blandt dine nærmeste. Så skal du nok vinde kampen.

Kærlig hilsen fra en, der i dag har lært lektien på den hårde måde og som ikke ønsker, at du skal gå alene med dét, der er ødelæggende for dig.

Susanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *