Når dit synlige handicap bliver dømt

Denne blog handler om, hvordan man kan håndtere det, hvis man bliver konfronteret med sit synlige handicap på en meget direkte eller ufølsom måde.

For ca. tre uger siden startede jeg som pædagogmedhjælper på et fritidshjem. Jobbet er på mange måder virkelig hyggeligt, og jeg har mange gode kolleger. Det er givende at arbejde med så umiddelbare mennesker, som børn jo er, til hverdag. Du ved næsten altid, hvor du har dem og hvilket humør, de er i. Dette gør ofte arbejdet både lettere og sjovere, end jeg forestiller mig, det ellers ville være.

Netop dette at børn kan være meget umiddelbare har imidlertid også den bagside, at de ofte siger præcis, hvad der falder dem ind også selvom det er mindre pænt, og deres nysgerrighed vækkes ved den mindste ændring fra normalen i udseende og væremåde hos de voksne, de omgås.

Du ser mærkelig ud
Jeg har en (ekstra) sort plet i mit ene øje, fordi jeg blev opereret for nethindeløsning for snart 15 år siden. Operationen efterlod et ar den sorte plet. Hele mit liv har pletten frustreret mig, fordi så mange hæfter sig ved den, når de ser mig. I perioder af mit liv har jeg tøvet med at se folk i øjnene og jeg har endda haft en kunstig kontaktlinse for ikke at skille mig ud fra mængden. I dag har jeg smidt kontaktlinsen ud og jeg tror næsten, jeg er der, hvor jeg har accepteret, at sådan ser jeg bare ud.

Inden jeg tog jobbet på fritidshjemmet, var jeg klar over, at jeg blandt små børn ville få opmærksomhed på grund af pletten i øjet og allerede da jeg mødte ind første dag, kom virkeligt mange børn hen og stirrede undrende på mit øje. Dette kan i sig selv være ubehageligt hvem kan lide at blive stirret på? Mere ubehageligt var det dog, at nogle af børnene sagde ting som Hvorfor ser du så mærkelig ud? eller Uh, du ser altså uhyggelig ud jeg bliver helt bange for dig. Selvom jeg på forhånd havde forsøgt at forberede mig på at møde en masse spørgsmål fra børnene, så ramte det alligevel at få at vide, at de syntes, jeg så mærkelig ud. Jeg blev ked af det, og jeg tænkte, at jeg måske havde valgt forkert, da jeg valgte at tage medhjælperjobbet.

Vær åben og sæt grænser
Da jeg gik hjem efter første arbejdsdag besluttede jeg imidlertid, at jeg ikke ville give op så let. Jeg lavede den aftale med mig selv, at når jeg næste dag igen ville blive spurgt ind til øjet, så ville jeg fortælle børnene historien om, hvor pletten kom fra. Jeg ville anerkende deres sunde nysgerrighed, og samtidigt ville jeg sige fra, hvis der igen skulle komme kommentarer som Du ser mærkelig ud for børnene ville have godt af at lære, at sådan skal man ikke tale til andre mennesker, tænkte jeg.

Som sagt, så gjort: Jeg mødte ind på dag 2 i fritidshjemmet og snart kendte alle børnene til, at jeg var blevet opereret og havde fået et (sejt) sort ar. De få, der kom med kommentarer, der var grimme, satte jeg mig ned med og forklarede dem uden at skælde ud, at de gjorde mig ked af det ved at sige sådan. Vi talte om, hvordan de mon selv ville reagere, hvis nogen kom og sagde, at de så grimme eller mærkelige ud. Børnene forstod det og flere af dem gav mig endda en undskyldning.

Som det ser ud nu, kender alle de børn, jeg indtil videre har mødt, efterhånden historien om arret, og de fortæller den videre til de børn, der endnu ikke har mødt mig. Således ved alle unger, der kommer hen tl mig, hvad der er sket med mig og det har allerede ført til mange gode snakke om menneskers forskellighed og om at være gode ved hinanden.

Som en sidste pointe i forhold til mit arbejde med børnene på fritidshjemmet skal nævnes, at de fleste af ungerne efter at jeg nu har været der i nogle uger slet ikke interesserer sig for mit øje længere. De kender mig og de kommer til mig på præcis samme måde, som det er tilfældet med de andre voksne. Nu ved de, hvad det er, der gør, at jeg ser lidt anderledes ud end de selv gør og så er det ikke spændende længere. Nu er jeg bare en voksen, som flere af dem har opbygget et godt forhold til. Pointen her er, at hvis man i hvert fald i tilfældet med børn afdramatiserer og er åben og ikke bliver vred, men forklarer, så får ens synlige handicap heller ikke lov at fylde så meget.

Hvad så, hvis det er voksne, der taler grimt?
Indtil videre har jeg beskrevet, hvordan man kan håndtere det, når børn meget direkte spørger til ens synlige handicap. I tilfældet ved voksne, der ofte ikke er lige så umiddelbare og direkte, er situationen lidt en anden. Her handler det  om at vurdere motivet bag spørgsmålet. Såfremt du vurderer, at den anden kun spørger ind af nysgerrighed, vil det være på sin plads helt nøgternt at forklare omfanget af dit handicap (eller det synlige bevis for handicappet, som i mit tilfælde med øjet). Ofte vil voksne, når de har fået en forklaring, ligesom børn i høj grad holde op med at finde det interessant. Dette kender du garanteret fra din relation med dine venner: for dem betyder dit handicap ikke noget. Det kan føles ubehageligt at skulle forklare fremmede mennesker omkring sit handicap men hvis du signalerer, at du er afslappet og kan tale om det, så bliver situationen meget mindre farlig og akavet.

Hvis du imidlertid alligevel møder nogen, der taler grimt til dig omkring dit handicap, er det vigtigt, at du får sagt fra, for eksempel ved at sige, at sådan vil du ikke tales til. Hvis du siger fra i tide, undgår du at blive alt for overfuset og såret. Jeg har prøvet at få rigtigt grimme kommentarer om mit øje et par gange. Eksempelvis var der engang en kollega, der som det første, da hun så mig, spurgte: Hvad er der dog galt med dig?. Dengang tog det hårdt på mig, men situationer som disse har medført, at jeg i dag er blevet ret trænet i at sige fra, når jeg en sjælden gang oplever ufølsomhed fra voksne på det punkt. Det kan stadig gøre ondt på mig det gør det jo, hvis nogen rammer én på et punkt, hvor man føler sig sårbar. Men jo flere gange, jeg siger fra over for det, jo stærkere bliver jeg. Det vil du også opleve.

Held og lykke med at erfare, at langt de fleste mennesker ikke spørger af andre årsager end nysgerrighed og med at sige fra, hvis der alligevel bliver behov for dette :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *