Hvad kan du på GRUND af dit handicap?

Siden jeg for 3-4 uger siden begyndte som projektmedarbejder i Sammenslutningen af Unge Med Handicap er meget af min tid gået med at arbejde for dem. Imidlertid har mit foreløbige arbejde der også gjort, at jeg har hentet en masse ny inspiration, som jeg kommer til at dele med jer her på bloggen :-)

Én af de arbejdsopgaver, jeg har haft, har været at transskribere noget interviewmateriale, der skal bruges som et led i en evalueringsrapport, jeg skal skrive. Informanterne har været studerende med et handicap, og noget af dét, jeg synes har været rigtigt spændende ved at gennemlytte disse interviews har været, hvordan mange af de interviewede virkelig har formået at udnytte de styrker, de har på grund af deres handicap.

Hvordan finder jeg mine styrker?
Hvis du husker tilbage på et af de første indlæg, jeg skrev her på bloggen, så handlede det om at lære at identificere dine styrker. Dine gode sider. Her rådede jeg dig til hvis det var svært at sætte ord på dem måske at rådføre dig med en god ven eller et familiemedlem. I senere indlæg har jeg beskrevet, hvordan du kan hente information til at booste dit selvværd i dine tidligere erfaringer, og hvordan det har betydning, hvilke historier, du fortæller dig selv om dig selv. Mange af mine indlæg har således handlet om, hvordan du kan arbejde på at skifte fokus om at stille skarpt på noget positivt ved dig, så dit selvværd kan blive forbedret og du kan få det bedste ud af at være dig.

Positiv kompensation
Når du skal finde de styrker, du har på grund af dit handicap, er det en god idé at tænke tilbage på situationer, hvor dit handicap har udfordret dig. Genkald dig situationen og husk så, hvordan du klarede situationen. Hvordan kompenserede du, så du alligevel opnåede det resultat, du ville? Det er naturligt for mennesket at forsøge at tilpasse sig omstændighederne både fysisk og socialt set. Det er sådan, vi er overlevet. Derfor er det også helt naturligt, at man, når man har et handicap, trækker på andre dele af ens potentiale, hvis handicappet spænder ben for én. Denne mekanisme har jeg valgt at kalde positiv kompensation.

Personligt er jeg ret overbevist om, at jeg er dygtigere sprogligt, end jeg ville have været, hvis jeg ikke havde haft nedsat syn. Årsagen til dette er, at jeg i stedet for eksempelvis at spille basket, som min søster gjorde, brugte meget tid på at læse, da jeg var barn. Derudover har jeg uden tvivl trænet min hukommelse meget igennem min skoletid, fordi jeg når jeg nu ofte ikke kunne læse, hvad der stod på tavlen har måttet stille skarpt på og huske, hvad læreren sagde, mens han skrev det ned.

Hvad er dine erfaringer? Hvad kan du på grund af dit handicap? :)
Held og lykke med at identificere dine styrker! :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *