Historierne om os

Igennem vores øjne – historierne om dig og mig
posAbility har efterhånden budt på mange indlæg, der har haft det formål at dele historier, erfaringer og redskaber, du kan bruge, hvis du har et handicap. Disse indlæg er inspireret af, at jeg tror på, at du kan gøre rigtigt meget selv for at få et rigtigt godt liv. Det handler blandt andet om hvilke historier, du fortæller dig selv – om dig selv; og om at lære af dine erfaringer og gribe de muligheder, livet giver dig.

Her fortæller jeg min historie så kronologisk som muligt – og til sidst i indlægget samler jeg op på, hvilke historier jeg på den baggrund kan fortælle mig selv om mig selv. Det er mit håb, at jeg kan inspirere dig lidt til at finde de gode historier om dig :-)

De første år
D. 21. november 1988 kom jeg til verden på Hvidovre Hospital. Jeg er tvilling, og min søster og jeg blev født to måneder for tidligt. Jeg havde brug for ilt for at overleve, og desværre endte ilten med at beskadige mine øjne, hvorfor jeg fik nedsat syn.

Efter som voksen at have fået mine forældres perspektiv på min opvækst ved jeg, at de helt fra jeg var ganske lille har fokuseret på, at jeg skulle udvikle en god fornemmelse for min egen krop, og at de gik op i, at jeg ikke skulle overbeskyttes, men have udfordringer, der ”skubbede” mig ud i verden, så jeg ikke blev isoleret. På den baggrund har jeg gået til springgymnastik, masser af svømning, samt altid cyklet.

Samtidigt har jeg fået den nødvendige ”særlige” hjælp, jeg har haft brug for, blandt andet ved at alt omkring mig blev italesat (hvis jeg ikke kunne se det), og jeg har fået plads til at fokusere på alt det, der var i min nære verden (dvs. ikke fysisk langt væk, hvor jeg ikke kunne se det).

Min skoletid
I folkeskolen kom jeg i en normal klasse, der samtidigt ikke var samme klasse, min tvillingesøster gik i. Jeg ved, at rationalet for dette fra mine forældres side var, at min søster og jeg skulle have lov at gøre os vores egne erfaringer som enkeltindivider, selvom vi var tvillinger. Jeg tror, at lige præcis dette har været rigtigt godt for mig dengang, fordi jeg forestiller mig, at man – måske især når man har et handicap – kan komme til at hægte sig på det nære og trygge, når man står over for nye udfordringer. Dette var ikke en mulighed, når vi kom i separate folkeskoleklasser.

Generelt har folkeskolen været et godt sted for mig. Der har været overgange med mobning, men i det store hele har jeg haft det godt både fagligt og socialt – og jeg har stadig nogle af mine bedste venner fra den tid.

Gymnasiet
Jeg kom trygt ud af folkeskolen og glædede mig til at læse videre på gymnasiet. Det første år var rigtigt svært rent socialt, fordi jeg kom i en klasse, hvor jeg ganske simpelt ikke har passet ind. Når jeg ser tilbage på det tror jeg, at det har været svært for både lærere og klassekammerater at forholde sig til mit syn, og samtidigt var jeg ikke selv moden nok til at kunne være afslappet med det (og fx tale åbent eller humoristisk omkring det). Jeg kan huske, at jeg skammede mig over at være anderledes.

Min knapt så gode start i gymnasiet førte til, at jeg i 2. g flyttede skole til et gymnasium inde i København. Her fandt jeg min hylde og blev en del af fællesskabet i en – fra mit perspektiv – rigtigt god klasse. Som jeg husker det, betød mit syn kun noget for de andre elever i det omfang, det var nødvendigt for dem at ”være mine øjne” engang imellem – og ellers fik alt andet end mit handicap lov at betyde noget. Jeg husker stadig de sidste to år af gymnasiet som nogle af de bedste i mit liv. Også herfra har jeg gode venner i dag.

Psykologistudiet
I 3. g besluttede jeg, at jeg ville læse psykologi. Den menneskelige psyke har altid fascineret mig, og en inspirerende underviser endte med at være årsagen til, at det blev psykologi og ikke for eksempel min interesse i sprog ”vandt”, da jeg skulle vælge uddannelse.

Fagligt har hver eneste dag på studiet været givende og spændende. Socialt set har det været en anden historie – jeg har været en ensom studerende. Jeg ved, at ingen ønskede det sådan. Jeg blev ikke mobbet eller bevidst holdt udenfor, men jeg fandt aldrig en studiegruppe, og når man ikke har det, så bliver et studie som psykologi meget hurtigt primært selvstudier. Dét er hårdt – både fagligt og mentalt. Samtidigt havde jeg lige omkring afslutningen af min bachelor problemer med synet, hvilket fjernede rigtigt meget af mit overskud.

Efter min bachelor besluttede jeg at gå på halv tid i en periode, så jeg kunne komme blandt nye mennesker på kandidaten. Dette skulle vise sig at være den rigtige beslutning – og jeg endte med at føle mig godt tilpas på studiet samt med at få et godt fagligt resultat. Nu er jeg psykolog J

Sideløbende med folkeskolen, gymnasiet og studiet har jeg engang imellem opsøgt andre, der havde dårligt syn. Denne minoritet, som jeg jo (blandt andre) er en del af, har været et godt supplement til min verden derhjemme, fordi jeg har kunnet komme der og vide, at ingen tænkte anderledes om mig på grund af mine øjne. Især i de perioder, hvor jeg har haft det svært, har jeg kunnet søge tilflugt her. Den dag i dag har jeg både nære venner fra den normaltseende og den svagtseende ”verden” (jf. min sidste blog).

I dag
Efter at jeg er blevet færdig på studiet er der sket rigtigt mange gode ting for mig. Jeg er – efter at være kommet ud af et langt forhold – igen kommet meget tæt på mine venner, og jeg har fundet et overskud, jeg ikke har haft i mange år til at udvikle mig personligt og være mere nærværende – og ikke mindst glad. Jeg har startet posAbility, og jeg har fået mit første (psykolog)job. Samtidigt føler jeg, at mit selvværd er bedre nu, end det har været i meget lang tid.

Historierne om mig
Hvilke historier kan du læse, når du nu har set verden igennem mine øjne? Jeg har selv nogle bud.

  1. Én historie handler om det rent faglige, jeg har erfaret igennem mit liv. Den historie kan beskrives som ”Fra skolebarn med dårligt syn til psykolog, der har udnyttet sit svagtseende netværk som en vej til arbejde”: Hvor jeg før i tiden har taget afstand til, at mit syn skulle være noget, jeg overhovedet ville beskæftige mig med, så har jeg i dag forstået, at jeg faktisk – sammen med en masse andre med et handicap – har et unikt indblik i en bestemt befolkningsgruppe, som jeg kan bruge i mit virke som psykolog.
  2. En anden historie kan vi kalde ”Fra skam og en følelse af at være anderledes til stadigt stigende selvaccept”: Jeg er der ikke helt endnu, men jeg er godt på vej.
  3. En tredje historie kunne vi kalde ”Et liv, hvor det har været det rigtige at skifte miljø, når det har brændt på”: Mine erfaringer har sagt mig, at når det virkelig er gået skidt, så har dét, der har hjulpet mest faktisk været at skifte mit nærmiljø ud. Dette gjorde jeg, da det gik dårligt i gymnasiet, og det samme gjorde jeg, da jeg besluttede at gå ned i tid på psykologistudiet. Ligeledes kan man sige, at jeg har ”skiftet miljø” ved at begynde at fokusere på at henvende mig mere til andre med nedsat syn; dels i forhold til at lade dem blive en vigtig del af min omgangskreds, dels i forhold til jobsøgning.

Historierne om dig
Jeg kunne sagtens have fortalt historier om mig selv med mere negativ klang. Dét bliver man god til, hvis man har kæmpet med sit selvværd. Når du skal identificere historierne om dig selv, er det derfor vigtigt, at du tænker på, hvilke gode erfaringer, du har. Hvad er du lykkes med? Hvad har du klaret? Hvad har hjulpet dig? Husk, at du ikke kan ændre din fortid – men at du bestemmer, hvad du vil bruge fra den. Du bestemmer, hvad du vil fokusere på.

Held og lykke 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *