At skjule sit handicap

Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk slet ikke har lyst til at prøve at leve op til eller omgås mennesker, for hvem det er et problem, at jeg ikke ser normalt.

Nogle menneskers handicap kan ikke umiddelbart ses og derfor fristes de engang imellem til ikke at fortælle andre mennesker, at de har et handicap. Dét, man vinder ved ikke at fortælle om sit handicap er, at man så får lov at være ligesom alle andre og dét vil vi mennesker gerne. Som jeg kom ind på i en tidligere blog, er det nemlig vigtigt for mennesket at føle sig som en del af fællesskabet.

Man kan ikke umiddelbart se på mig, at jeg har nedsat syn. Jeg har en plet i mit ene øje, og jeg skeler lidt på det andet, men der er masser af mennesker, der har små ting, der gør, at deres øjne ser lidt anderledes ud. Derfor har ikke alle, jeg har mødt, tænkt over, at der skulle være noget specielt i vejen med mit syn. I nogle sammenhænge har jeg derfor udnyttet, at intet omkring mine øjne er blevet bemærket, fordi jeg har tænkt at så kan jeg slappe af og være lige så god, som alle de normale. Så vælger de mig ikke fra på grund af mit syn.

Imidlertid har det ikke været uden omkostninger, når jeg har ladet som om jeg ikke havde nedsat syn. Jeg er blevet opfattet som værende ikke-imødekommende, fordi jeg ikke så den person, der vinkede til mig fra et sted langt væk. Jeg har følt mig som en løgner, når der er gået lang tid inden jeg har indviet mine (eks)kærester i, hvordan det var fat med mine øjne. Dette har skabt skamfulde og akavede situationer. Jeg har sågar kastet mig op på en cykel og ræset igennem København i myldretid, selvom det efter min bedste overbevisning er halvfarligt at gøre, når man mangler synet på det ene øje.

Alt dette for at passe ind og være som de andre, så de bedre skulle kunne lide mig. Har du oplevet noget lignende?

Vender vi tilbage til dét, jeg har skrevet om i en tidligere blog, med, at vi alle sammen har bestemte overbevisninger om os selv, så har min grundlæggende negative overbevisning været, at jeg var forkert. Forkert og ikke værd at elske pga. mit syn.

Det er helt naturligt at have lyst til at skjule sit handicap, hvis det er muligt. Det er menneskeligt. Men hvad ville der ske, hvis man lod være med at prøve at skjule det?

I dag er jeg nået dertil, hvor min negative overbevisning om at være forkert er blevet udfordret af en masse erfaring med, at mennesker, jeg har fortalt om mit nedsatte syn IKKE har valgt mig fra pga det. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk slet ikke har lyst til at prøve at leve op til eller omgås mennesker, for hvem det er et problem, at jeg ikke ser normalt.

Jeg indrømmer, at jeg ofte ikke fortæller som det første, at jeg har nedsat syn, men jeg forsøger ikke længere at skjule det. Det er ikke nødvendigvis i alle situationer, det vil give mening at omtale sit handicap som det første i en samtale, men det behøver du heller ikke. Bare husk: Du er ikke mindre værd på grund af dit handicap.

 

Stof til eftertanke

På baggrund af, hvordan jeg opfatter dét at prøve at skjule sit handicap i dag, vil jeg give dig et par råd med på vejen:

1. Tænk over, hvorfor du prøver at skjule dit handicap. Hvad er du bange for? Hvad ville der ske, hvis du IKKE prøvede at skjule det?

2. Tænk over, om de mennesker, der reagerer negativt, når du fortæller om dit handicap er nogen, du vil have i dit liv.

3. Tænk også over, om din frygt for at blive afvist af andre mennesker, hvis du fortæller om dit handicap, i virkeligheden bliver større af dit eget negative syn på handicappet? Er du helt sikker på, at andre mennesker har en lige så negativ indstilling til dét at have et handicap, som du selv har, eller er det selv-kritikeren, der taler til dig? :)

Held og lykke! :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *