Er du mon helt rigtig?

Kære læser
Denne blog handler om den lille onde stemme inde i hovedet på os, der fortæller os, at vi ikke er gode nok. De fleste kender den nok – og hvor ond den er, afhænger af, hvilke erfaringer du har med dig fra dit hidtidige liv. Jeg taler naturligvis om lavt selvværd. Selvværdet er din egen vurdering af dig selv. Er du god nok, som du er?
Jeg husker ikke præcist, hvornår jeg opdagede, at jeg var forkert. Var det, da jeg første gang fik en bold i hovedet i en idrætstime, fordi min afstandsbedømmelse er dårlig? Eller var det engang min søster og jeg legede vinkeskjul med de andre børn på vejen, og jeg ikke så, at der blev vinket til mig fra en busk et sted? Eller var det, da jeg første gang oplevede skammen ved at stikke næsen helt ned i bogen for at kunne læse ordene? Jeg husker det ikke – men følelsen kom, og den har aldrig rigtigt forladt mig.
Efter, at jeg som 11-årig blev opereret i mit venstre øje, fik jeg et ar – en ekstra plet – i det øje. Dette betød, at følelsen af at være forkert voksede yderligere. Jeg var, foruden at være bange for at miste synet, også udsat for en del mobning i skolen; relateret til ”det mærkelige øje”. Børn kan være utroligt hårde i deres udmeldinger – også uden at ville det. Jeg ved, at nogle af de kommentarer, jeg fik, var sagt for at såre, mens andre blot var et udtryk for den barnlige umiddelbarhed og nysgerrighed. Ondt gjorde det hele dog. Man kan vel sige, at jeg fik nogle ar på sjælen, som har fået lov at påvirke mit liv en hel del.
I løbet af folkeskolen lærte jeg at kompensere; at lade som om, der ingen problemer var med at se ting, selvom der var. Dette for ikke at falde udenfor. Er der noget, et barn ikke vil, så er det at være anderledes end andre. Ikke at høre til flokken. En af de måder, hvorpå jeg forsøgte at kompensere var ved at høre rigtig godt efter, hvad underviserne sagde. Det resulterede i, at jeg blev god til at lære udenad, og det har været en stor hjælp for mig på min vej igennem uddannelsessystemet. Imidlertid var strategien med at lade som om, jeg godt kunne se noget, når jeg ikke kunne, engang imellem knapt så god. Jeg kom nok nogle gange til at fremstå som sjusket (”Hvorfor fjernede du dog ikke den sidste krumme på bordet, når nu du tog de andre?) eller distræt. På grund af det lille ”baghjul”, jeg fik med mig fra fødslen, har jeg altid knoklet ekstra meget for ikke at falde igennem og helst være helt perfekt, og jeg har i virkeligheden brugt meget af mit liv på slet ikke at ville være ved, at jeg har dårligere syn end det er normalt. Jeg har altid haft det sådan, at hvis nogen kommenterede på det, kunne jeg blive dybt såret eller direkte rasende – for kunne jeg dog ikke bare få lov at lade være at tale om det?
Jeg gik så langt at jeg som 20-årig fik en kunstig kontaktlinse til at sætte i det øje, hvor jeg har en sort plet. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at ”så kan jeg måske slippe for, at nogen kigger underligt på mig”. Linsen kom dog hurtigt ud igen, for den fulgte ikke mit andet øje, hvorfor jeg kom til at se ud som om, jeg stirrede blindt. Og dét ser jo heller ikke smart ud!
Dét med, hvordan jeg ser ud er noget, der altid har fyldt rigtigt meget i mit hoved, og jeg er temmeligt sikker på, det har sin årsag i det ar, jeg har i øjet. I dag er usikkerheden over pletten blevet meget mindre, og jeg er blevet meget bedre til at tale åbent om både pletten og mit syn i det hele taget, når der er brug for det. Jeg blev lidt tvunget ud i det, da jeg fik et job – og det har været godt for mig. Heldigvis har jeg opdaget, at mit syn ikke er et problem i forhold til jobbet; jeg klarer mig godt. Men jeg har skullet lære at bede om hjælp, når jeg har brug for det. Jeg synes, jeg har lært det, og det er en kæmpe lettelse at kunne sætte ord på noget, jeg har skammet mig over og pakket væk i så mange år.
Ikke desto mindre, vedbliver det med udseendet at fylde meget i forhold til, hvordan jeg har det med mig selv. Jeg har nu fundet på en lille strategi med at se mig selv i spejlet hver dag, indtil jeg finder noget, jeg godt kan lide. Det er meget virksomt, og også noget, jeg har givet videre til den klient, jeg pt. behandler for spiseforstyrrelse. Det er et dagligt arbejde, – og jeg arbejder! Det samme gør i øvrigt min meget motiverede klient 🙂
Eftertanke – at lære sig selv at kende
Dét at flytte til Bornholm har budt på både helt fantastiske og rigtigt hårde ting. Det gode har været, at jeg har udviklet mig meget fagligt og har mødt nogle mennesker, jeg er ret sikker på, jeg kommer til at kende længe. Jeg har virkelig været heldig med min arbejdsplads. Jeg trives desuden med at arbejde med børn og unge – og nu får jeg snart min autorisation. Dét er ret sejt, synes jeg. I det hele taget er jeg faktisk helt vildt med mit arbejde, og det er så dejligt at opleve. Hver dag, når jeg går hjem, er jeg fyldt op af de søde mennesker og oplevelser, jeg har haft igennem dagen.
Det svære har til gengæld været, at man er så meget alene, når man bor langt væk fra sit netværk. Det har gjort pokkers ondt nogle gange, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle gøre af mig selv, når 13. vinteraften ramte mig, alene i et byhus i Rønne. Jeg har haft gode venner og familie at hente råd hos, når der har været brug for det – og som sagt har kollegerne støttet. Når man flytter til en lille ø langt væk fra sit netværk finder man ud af, hvor mange tanker, man gør sig. Du har utroligt meget tid til at tænke over livet og tilværelsen. Jeg har tænkt meget over mine øjne – men her er jeg kommet meget videre og er blevet mere rolig i forhold til fremtiden. Jeg har også tænkt meget på drømme om børn og familie; og engang imellem kan en singlepige godt føle sig lidt fanget på lille Bornholm.
Som en del af min stilling yder jeg terapi til unge, der har forskellige følelsesmæssige vanskeligheder. Jeg tror ikke, jeg kan nævne én, der ikke har haft problemer med selvværdet. En klient sagde på et tidspunkt til mig, da jeg spurgte hende, hvad problemet var, at ”jamen, hvis du bare kan gøre mit selvværd bedre, så vil jeg være glad”. Jeg måtte trække på smilebåndet og beklagende meddele, at det altså kræver et solidt stykke arbejde. Et arbejde der, hvis du har et lidt slidt selvværd med dig fra din tidlige barndom, måske er en livslang opgave. Måske skal du hver dag huske at sige noget godt til dig selv. Når man har fået en lidt skrøbelig start på livet, så er man mere sårbar over for de udfordringer, man møder senere hen, og man kan typisk have sværere ved at berolige sig selv, når man er ked af det. Det er mit og mange andres lod her i tilværelsen. Mange af de unge, jeg har talt med er som jeg sårbare fightere.
Jeg har i store dele af mit liv skubbet svære følelser væk. Forsøgt at aflede mig selv fra det svære. Ræset igennem. Nok har jeg gået i behandling for spiseforstyrrelse – men det helt grundlæggende; håndteringen af de svære følelser, kan jeg stadig blive bedre til – indrømmet. Jeg er først startet rigtigt på læringsprocessen her på Bornholm. Ofte har jeg været meget frustreret over, at jeg ikke ”bare kunne være rolig” eller ”hvile i mig selv”. Nu, hvor jeg har fået så megen tid til at tænke herovre på Bornholm, har jeg taget fat på de svære ting. Jeg har lært mig selv bedre at kende, og jeg er nået frem til, at vejen til min ”indre ro” ikke er meditation; det er bare ikke mig. Det er heller ikke sultestrejke (som jeg før har brugt) eller over-præstation på jobbet. Det er at blive ved at bede om støtte, når jeg har brug for den og ikke tænke, at jeg ikke må ligge andre til last med mine bekymringer. Det er at tage en samtale hos en terapeut engang imellem. At lære at acceptere, at livet går op og ned – og at det ikke er farligt. Præcis som jeg ved, det er sandt – og som jeg fortæller mine klienter.
Mønstre og strategier, man har haft hele livet, lader sig ikke bare sådan aflære, men man kan lære at leve med sin sårbarhed. Jeg er følsom, men som psykolog er mine personlige oplevelser rigtigt godt materiale at bruge i arbejdet med klienterne. Min klient med spiseforstyrrelse siger for eksempel ofte, at hun har det som om jeg ved, hvad hun tænker. Det gør jeg naturligvis ikke, men jeg har tit en god idé.
Til sidst har jeg lyst til at sige, at det ovenfor beskrevne naturligvis ikke er hele historien om mig. Jeg har valgt det ud, der var relevant for denne blog; kampen for det gode selvværd. Der har – trods denne kamp – været masser af godt i mit liv. Jeg har meget nære venner og en god, stor familie; og jeg har haft kærester, jeg også har været meget tæt på. Jeg har – som en del af min følsomme natur – også meget let til latter og elsker at få dem omkring mig til at grine.
Måske kan du genkende dig selv i noget af det ovenstående. Der er måske ikke noget galt med dine øjne, og du har det måske udmærket i din krop. Men måske er der andre forhold, der gør, at du skal huske dig selv på, at du er god nok.
Fortsat god kamp 🙂 Og nyd så i øvrigt det gode, du garanteret også har i dit liv. Det gør jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *