Manden på bænken

Kære læser,

For det meste blogger jeg om dét, der optager mig lige nu. Det er vel det, der er meningen med en blog. Denne blog kommer til at handle om at føle sig truet.

En sommerflirt med et dystert sind
For en uges tid siden sad jeg og slikkede lidt sol på torvet i Rønne. Vejret var dejligt, og jeg nød tilværelsen. Pludselig kom en fyr hen til mig og sagde, han havde lagt mærke til mig – og at han syntes, jeg så rigtigt sød ud og gerne ville snakke lidt, hvis jeg også havde lyst. Jeg blev overrasket, men mest positivt overrasket – for det var da modigt, og han så sød ud. Vi snakkede sammen i næsten to timer, og han endte med at spørge, om han ikke måtte invitere mig på frokost en dag. Det måtte han gerne.

Allerede senere samme aften begyndte sms’erne at skylle ind over mig. Der var ikke det, han ikke ville med mig. Jeg tænkte, han godt nok var lidt frembusende – men at han skulle have en chance, fordi vi havde startet så hyggeligt ud der på torvet. Da vi mødtes til frokost et par dage efter fortalte han mig, at han troede, han havde set mig i byen en dag, hvor jeg havde ignoreret ham. Han havde råbt og skreget ad den stakkels pige, som så ikke var mig. Jeg blev noget skræmt over historien, og efter frokosten sendte jeg ham en SMS, hvor jeg skrev, at jeg ikke syntes, vi skulle ses igen.

Senere samme aften (det var faktisk i går) passede fyren mig op, da jeg skulle købe ind. Han stillede sig helt tæt på mig og råbte, at jeg var en sindssyg kælling, og at jeg ikke skulle føle mig sikker i Rønne mere. At jeg skulle se mig over skulderen for fremtiden. Jeg blev virkelig bange og rystede over det hele. Manden er krigsveteran, så hvad vidste jeg om, hvordan han var indeni? Hvad han kunne finde på? Da jeg noget rystet kom hjem brød jeg helt sammen og fik heldigvis snakket ud om det. I morges var jeg på politistationen for at melde truslerne, selvom det tog lang tid for min sambo at overtale mig til at gå til politiet. For nogle år siden blev jeg truet med en kniv på Nørrebro, og her havde politiet blot sagt, at de ikke kunne gøre noget. Jeg frygtede en ydmygelse på stationen. Omvendt vidste jeg jo godt, at noget var der nødt til at blive gjort. Jeg nægter at gå og være bange i min egen by.

“Det er en menneskeret at have et trygt liv”
På politistationen blev jeg lyttet til, og hele hændelsesforløbet blev skrevet ned. Betjenten, jeg talte med sagde, at det var godt, jeg var kommet. At de ville gøre alt hvad de kunne – så jeg kunne være tryg. At alle har ret til en tryg hverdag. Jeg fik desuden at vide, at betjentene kendte manden i forvejen ; at han er tidligere psykiatrisk patient og kendt af politiet i Rønne, for “gade-uorden” og andet. De kendte ham som en mand med et voldsomt temperament og et i øvrigt meget svingende humør. Som en, der tænker i sort-hvid/enten-eller-billeder. Dette svarede fuldstændigt overens med, hvad jeg havde oplevet. Jeg fik – heldigvis – også at vide, at han mest var sådan en, der havde det hele “i munden”. Det håber jeg så er rigtigt. Men man bliver alligevel bange.

Efter min samtale hos politiet, tog betjentene ud til manden på hans bopæl, hvor han blev meget aggressiv og fortalte dem, at det var MIG, der havde chikaneret ham, og at jeg var syg i hovedet. De sagde, at han var velkommen til at ringe til dem, hvis han følte sig chikaneret af mig ( 😉 ) … Og så fik jeg i øvrigt at vide, at skete der det mindste; dvs. hvis han for eksempel talte til mig igen, så skulle jeg med det samme ringe dem op. Så vil han få et tilhold.

Så nu sidder jeg her. I går var jeg i chok, rystede, græd og lukkede lidt ned. Tidligere på dagen i dag, hvor jeg vidste, politiet var på vej hen for at tale med manden, var jeg nærmest på et stadium af panik. Virkeligt nervøs for, hvilke konsekvenser politiets besøg ville få. Ville han mon gå mere amok? Faktisk ringede jeg til en af betjentene for at få dem til alligevel ikke at tale med ham – men da var det for sent, og nu synes jeg, det er godt, det blev gjort. Jeg er lige nu rigtigt træt, stadig rystet og ked af det – og måske er det også lidt derfor, jeg skriver denne blog. Det hjælper at skrive hændelsesforløbet ned. Og så er det – om ikke en god historie – så i hvert fald en historie, der måske kan minde om, at man virkelig skal være varsom med, hvem man lukker ind i sit liv……. selvom man selvfølgelig ikke regner med, at mennesker, man møder, opfører sig som manden i min historie.

Der kommer nok til at gå noget tid, før jeg føler mig helt tryg i ellers så trygge Rønne igen. Jeg ser frem til det.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *