Manden på bænken

Kære læser,

For det meste blogger jeg om dét, der optager mig lige nu. Det er vel det, der er meningen med en blog. Denne blog kommer til at handle om at føle sig truet.

En sommerflirt med et dystert sind
For en uges tid siden sad jeg og slikkede lidt sol på torvet i Rønne. Vejret var dejligt, og jeg nød tilværelsen. Pludselig kom en fyr hen til mig og sagde, han havde lagt mærke til mig – og at han syntes, jeg så rigtigt sød ud og gerne ville snakke lidt, hvis jeg også havde lyst. Jeg blev overrasket, men mest positivt overrasket – for det var da modigt, og han så sød ud. Vi snakkede sammen i næsten to timer, og han endte med at spørge, om han ikke måtte invitere mig på frokost en dag. Det måtte han gerne.

Allerede senere samme aften begyndte sms’erne at skylle ind over mig. Der var ikke det, han ikke ville med mig. Jeg tænkte, han godt nok var lidt frembusende – men at han skulle have en chance, fordi vi havde startet så hyggeligt ud der på torvet. Da vi mødtes til frokost et par dage efter fortalte han mig, at han troede, han havde set mig i byen en dag, hvor jeg havde ignoreret ham. Han havde råbt og skreget ad den stakkels pige, som så ikke var mig. Jeg blev noget skræmt over historien, og efter frokosten sendte jeg ham en SMS, hvor jeg skrev, at jeg ikke syntes, vi skulle ses igen.

Senere samme aften (det var faktisk i går) passede fyren mig op, da jeg skulle købe ind. Han stillede sig helt tæt på mig og råbte, at jeg var en sindssyg kælling, og at jeg ikke skulle føle mig sikker i Rønne mere. At jeg skulle se mig over skulderen for fremtiden. Jeg blev virkelig bange og rystede over det hele. Manden er krigsveteran, så hvad vidste jeg om, hvordan han var indeni? Hvad han kunne finde på? Da jeg noget rystet kom hjem brød jeg helt sammen og fik heldigvis snakket ud om det. I morges var jeg på politistationen for at melde truslerne, selvom det tog lang tid for min sambo at overtale mig til at gå til politiet. For nogle år siden blev jeg truet med en kniv på Nørrebro, og her havde politiet blot sagt, at de ikke kunne gøre noget. Jeg frygtede en ydmygelse på stationen. Omvendt vidste jeg jo godt, at noget var der nødt til at blive gjort. Jeg nægter at gå og være bange i min egen by.

“Det er en menneskeret at have et trygt liv”
På politistationen blev jeg lyttet til, og hele hændelsesforløbet blev skrevet ned. Betjenten, jeg talte med sagde, at det var godt, jeg var kommet. At de ville gøre alt hvad de kunne – så jeg kunne være tryg. At alle har ret til en tryg hverdag. Jeg fik desuden at vide, at betjentene kendte manden i forvejen ; at han er tidligere psykiatrisk patient og kendt af politiet i Rønne, for “gade-uorden” og andet. De kendte ham som en mand med et voldsomt temperament og et i øvrigt meget svingende humør. Som en, der tænker i sort-hvid/enten-eller-billeder. Dette svarede fuldstændigt overens med, hvad jeg havde oplevet. Jeg fik – heldigvis – også at vide, at han mest var sådan en, der havde det hele “i munden”. Det håber jeg så er rigtigt. Men man bliver alligevel bange.

Efter min samtale hos politiet, tog betjentene ud til manden på hans bopæl, hvor han blev meget aggressiv og fortalte dem, at det var MIG, der havde chikaneret ham, og at jeg var syg i hovedet. De sagde, at han var velkommen til at ringe til dem, hvis han følte sig chikaneret af mig ( 😉 ) … Og så fik jeg i øvrigt at vide, at skete der det mindste; dvs. hvis han for eksempel talte til mig igen, så skulle jeg med det samme ringe dem op. Så vil han få et tilhold.

Så nu sidder jeg her. I går var jeg i chok, rystede, græd og lukkede lidt ned. Tidligere på dagen i dag, hvor jeg vidste, politiet var på vej hen for at tale med manden, var jeg nærmest på et stadium af panik. Virkeligt nervøs for, hvilke konsekvenser politiets besøg ville få. Ville han mon gå mere amok? Faktisk ringede jeg til en af betjentene for at få dem til alligevel ikke at tale med ham – men da var det for sent, og nu synes jeg, det er godt, det blev gjort. Jeg er lige nu rigtigt træt, stadig rystet og ked af det – og måske er det også lidt derfor, jeg skriver denne blog. Det hjælper at skrive hændelsesforløbet ned. Og så er det – om ikke en god historie – så i hvert fald en historie, der måske kan minde om, at man virkelig skal være varsom med, hvem man lukker ind i sit liv……. selvom man selvfølgelig ikke regner med, at mennesker, man møder, opfører sig som manden i min historie.

Der kommer nok til at gå noget tid, før jeg føler mig helt tryg i ellers så trygge Rønne igen. Jeg ser frem til det.

 

 

 

 

 

Mød Sofie – et usikkert tilknyttet barn

Kære læser,

Jeg har tidligere skrevet blogs, der handler om selvværd, relationer til andre mennesker – samt lidt om, hvordan vores forældre eller andre, der havde ansvaret for os, da vi var små, har stor betydning for, hvordan vi kommer til at have det med os selv og andre mennesker fremover i livet. Denne blog handler om det, man inden for psykologien kalder tilknytning.

Sikker og usikker tilknytning
Kort fortalt handler det, psykologer kalder for tilknytning om, hvilken relation, du havde til din primære omsorgsperson, da du var helt lille (typisk dine forældre). Var du tryg? Havde du en oplevelse af, at hvis du var ked af det, så kom en af dine forældre og tog dig op eller trøstede dig? Turde du gå ud i verden i tryg forvisning om, at du altid kunne vende tilbage til mor, hvis du for eksempel havde slået knæet? Og: Hvis du husker tilbage på, når du har været igennem voldsomme oplevelser og har haft nogle stærke følelser – har dine forældre så kunnet rumme dette? Hvis du kan svare ja på ovenstående spørgsmål, så er du helt sikkert det, man inden for psykologiens verden kalder “sikkert tilknyttet”. Hvis du er sikker tilknyttet, så har du haft en tryg (tidlig) barndom, hvilket betyder, at du grundlæggende – med mindre der sker noget helt forfærdeligt, der rykker ved din tiltro til andre mennesker – har fået erfaringen, at andre mennesker er nogen, man kan regne med. Du vil endvidere have fået den erfaring, at du er god nok, som du er.

Selvom rigtigt mange mennesker er sikkert tilknyttede, så er der desværre også en stor del af os, der ikke er. Dette sætter sig spor i vores måde at være på; både over for os selv og andre. Det har betydning for, hvor gode vi er til at aflæse og rumme egne og andres følelser. Usikker tilknytning er også en disponerende faktor i forhold til udvikling af psykiske lidelser. Vi er mere skrøbelige, når vi er usikkert tilknyttet.

Forskere har identificeret tre former for usikker tilknytning: Det første tilknytningsmønster er dét, hvor barnet har udviklet et såkaldt ængsteligt/ambivalent forhold til andre mennesker (jeg vil gerne kontakten, men jeg tør alligevel ikke rigtigt nærme mig dig). Det andet mønster er det, hvor barnet er ængsteligt/afvisende (jeg viser ikke andre mine behov, for jeg forventer ikke, der bliver taget hensyn til dem), og det tredje mønster er det såkaldt disorganiserede tilknytningsmønster, hvor barnets adfærd over for de primære omsorgspersoner – og senere hen andre mennesker – er forvirrende og aparte. Barnet ved ikke, hvordan det skal forholde sig til andre, og derfor gør det alt muligt forskelligt. Barnet oplever en indre følelse af kaos, og omgivelserne vil opleve barnets adfærd som underlig og uforudsigelig. Dette tilknytningsmønster er det mest disponerende i forhold til udvikling af psykiske lidelser.

Mød Sofie – et usikkert tilknyttet barn
Jeg er, som de fleste af jer ved, ansat som skolepsykolog på Bornholm. Jeg bliver således kontaktet, hvis lærere eller forældre er bekymrede for et barn. Særligt, hvis problemerne viser sig henne i skolen. Mange af de børn, jeg møder, der har det særligt svært er usikkert tilknyttede. Her skal du lære et af dem at kende – og samtidig får du et indblik i, hvordan arbejdet som PPR-psykolog typisk foregår, når der skal laves udredninger af børn.

Sofie (red.). er 10 år, da jeg modtager skolens bekymring. Man er bekymret, fordi Sofie har truet med at tage sit eget liv mange gange, og fordi hun skiftevis higer efter de andre børn og de voksnes opmærksomhed – og råber og skriger, at de hader hende det næste øjeblik. Fagligt får hun ingenting lavet. Jeg bliver bedt om at foretag en vurdering af Sofie – følelsesmæssigt såvel som begavelsesmæssigt; for er der mon også noget med begavelsen, nu hun intet laver i skolen?

Allerførst har jeg møde med forældrene. Her fortæller mor, at hun altid har haft svært ved at aflæse sin datter, og også selv har svært ved at vise, hvordan hun har det. Mor fortæller endvidere, at hun hele sit liv har kæmpet med psykisk sygdom og stadig har brug for, at alt foregår efter hendes hoved. Hun genkender sin egen datter i sig selv og ønsker, at jeg sender datteren videre til psykiatrien, så hun kan få en diagnose. Ifølge mor er løsningen diagnosen – hun følte selv, at hun begyndte at leve rigtigt, da hun fik sin. Mor fortæller mig endvidere, at hun ikke forstod sin datter som lille, og at hun stadig ikke kan kramme eller kysse sit barn. Sofies far fortæller, at mor og datter opfører sig som to teenagere, der råber og skriger ad hinanden – og at mor både er den værste og den bedste i Sofies verden. Han føler sig tilsidesat. Familien har igennem længere tid modtaget familiebehandling, og mor og datter har fået et særligt tilrettelagt forløb, der fokuserer særligt på deres samspil.

Dernæst har jeg møde med skolen, der fortæller at Sofie intet laver fagligt, ikke kan leve op til de krav, der bliver stillet til hende – og at hun ofte beklager sig over, at ingen af de andre kan lide hende, samtidigt med at hun higer efter voksenkontakt og at være en del af “den seje pigegruppe” på 4. årgang. Sofie har et par gange truet med at tage sit eget liv, og skolen er bange for at “tage ansvaret” for pigens trivsel. De ønsker, jeg sender hende på specialskole, hvor der er færre børn og de samme, gennemgående voksne.

Efterfølgende er jeg nede for at kigge på Sofie i klassen. Jeg ser en pige, der er meget passiv i undervisningssituationen, og som afviser enhver opfordring til at lave noget fagligt. Sofie sidder for sig selv, men henvender sig ind imellem til en anden pige, hvorefter hun straks afviser pigen, når denne tager imod invitationen til at snakke sammen. Sofie løber flere gange ud ad klassen, og den støttepædagog, der er koblet på hende for at holde hende til ilden kan slet ikke nå hende. Støttepædagogen fortæller, at der har været flere støttepædagoger på Sofie – og at de pludselig ikke har været “i kridthuset” længere. Sofie har afvist dem, ligesom de har troet, at de var ved at nå ind på livet ad hende.

Den sidste – og meget vigtige – del af min undersøgelse er samtale med og testning af Sofie. Til enhver undersøgelse af et barn i PPR-regi hører en såkaldt kognitiv udredning, dvs. en vurdering af barnets begavelsesmæssige styrker og svagheder samt for eksempel evne til at koncentrere sig. Jeg tester Sofie, der er normalt begavet, men har meget vanskeligt ved at koncentrere sig og holde sig i ro i længere tid ad gangen. Hendes fokus er hele tiden et andet sted end på opgaven, men holder en neutral, rolig voksen (mig) hende til ilden, så klarer hun begavelsestesten alderssvarende. Jeg tester endvidere Sofies evne til at aflæse og sætte sig i andres sted ved at vise hende en række billeder af mennesker i forskellige “følelsesmæssigt stærke situationer”. Her skal hun fortælle, hvad der sker på billedet –  og kunne gennemskue, hvad de pågældende personer tænker og føler. Her er Sofie meget svag. Det er meget vanskeligt for hende at sætte ord på, hvad der sker inde i hovedet på menneskene på billederne.

Da vi til sidst taler om, hvordan Sofie har det, fortæller hun mig, at hun føler sig meget alene. Hun oplever, at de andre vælger hende fra – og at lærerne slet ikke vil have hende i klassen. At hvis hun bare fik lov ikke at have en støttepædagog på sig, så ville hun føle sig meget mere normal, og de andre ville bedre kunne lide hende. Sofie siger, at hun ikke for alvor vil dø – men så alligevel, at det vil hun gerne nogle gange. Andre gange er det bare sjovt at få de voksnes reaktion, hvis man siger, man gerne vil dø, fortæller hun. Vi folder det lidt ud, det med selvmordstruslerne – og jeg ender med at konkludere, at hun ikke er aktuelt selvmordstruet. Der er hverken planer eller tidligere forsøg. Men hun har truet før, på samme måde som nu.

Mens vi taler sammen ser jeg glimtvis humor i pigens øjne – men øjenkontakt er vanskelig for hende, og det er ikke et godt tegn, set med psykologens briller. Øjenkontakt er noget helt grundlæggende, spædbarnet lærer i kontakten til den nære voksne. Konsekvent manglende øjenkontakt vil ofte være et tegn på følelsesmæssige vanskeligheder. (Hvis ikke autisme, men dette er ikke tilfældet med Sofie). Jeg får indtryk af en pige, der er både nedtrykt og vred over at føle sig uretfærdigt behandlet. Hun vil bare være som alle de andre – men hun kan ikke rigtigt finde ud af, hvorfor de andre ofte ikke vil hende. Hun siger, hun elsker sine forældre, men er ked af, at hende og mor altid bliver så vrede på hinanden.

Hvad kan vi gøre for Sofie?
Til sidst er det så min opgave at komme med en samlet konklusion samt anbefalinger i forhold til, hvad man kan gøre for sådan en pige. Jeg afviser naturligvis, at der er et problem med hendes begavelse og beskriver, hvori hendes følelsesmæssige vanskeligheder består. Som psykolog tænker jeg i relationer mere end i individer – og derfor mener jeg, det er altafgørende, at familien (særligt mor og datter) fortsat får så meget hjælp som overhovedet muligt. Både mor og Sofie lider under, at deres forhold er så turbulent; og det er min vurdering at forholdene i familien er primær årsag til Sofies vanskeligheder i dag. Jeg beslutter desuden at imødekomme forældrenes ønske om at få deres datter indstillet til psykiatrien – men her skriver jeg til psykiateren, at jeg mener, der er tale om en tilknytningsforstyrrelse. Det er altid et dilemma, hvorvidt man skal henvise et barn til psykiatrien – for har et barn godt af at få det stigma klistret på sig så tidligt i livet? Umiddelbart nej. Faktum er dog desværre bare, at diagnoser udløser penge – og får sådan en pige en tilknytningsforstyrrelsesdiagnose, så vil familien typisk få mere hjælp. Desuden er jeg heller ikke i tvivl om rigtigheden af den diagnose. Altså blev hun henvist til psykiatrien. Forældrene var glade – og jeg havde et formål med henvisningen.

Derudover skal jeg komme med et forslag til, hvad jeg tror vil være et godt skoletilbud til Sofie. Efter at have talt meget med Sofies lærere, forældre, hende selv samt have observeret hende, tænker jeg ikke, hun kan rummes i en normal folkeskole. Sofie har brug for hele tiden at blive fastholdt i en aktivitet – altså har brug for, at der sidder nogen ved hendes side, mens hun løser opgaverne – hvis hun skal have lavet noget. Dette er der ikke budget til på hendes folkeskole. Desuden har hun svært ved at navigere i, at der ustandselig er nye lærere, skift af lokaler – og rigtigt meget larm. Som det er nu, er Sofie kommet meget langt bagud fagligt. Det vil, med de ressourcer, skolen har til rådighed ikke være muligt at tilgodese Sofies behov,  fagligt såvel som følelsesmæssigt. Jeg ender med at anbefale, at hun får et mindre skoletilbud, hvor der er færre børn, gennemgående voksne – og særligt fokus på at arbejde med relationerne mellem hende, andre børn og voksne.

I dag har Sofie fået en plads på en specialskole fo børn med særlige følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder. Hun har også fået en tilknytningsforstyrrelsesdiagnose – og familien har fået bevilliget fortsat familiebehandling. Jeg har holdt flere møder med familiens familiebehandlere – og vi er enige om en fortsat kurs for arbejdet med familien. Når Sofie stopper på sin folkeskole her til sommer er hun ude af mine hænder – og jeg kan ikke gøre mere.

Efter endt undersøgelse har jeg en fornemmelse af at have hjulpet Sofie godt på vej – men også en fornemmelse af, hvor meget skade der allerede kan være sket, når man kun er 10 år. Sofie kommer til at få brug for rigtigt megen hjælp med at forstå egne og andres reaktioner og følelser – og det vil sikkert altid være lidt vanskeligt for hende at koncentrere sig i længere tid ad gangen. Særligt det følelsesmæssige er et alvorligt problem. Sofie har haft en opvækst, hvor de voksne ikke har været trygge, stabile voksne – og hun har ikke kunnet danne en tryg tilknytning til sin mor og far. Dette har været en meget væsentlig faktor i forhold til den måde, hun har udviklet sig på – i en gal retning.

Dette var Sofies historie, som nu er slut for mit vedkommende. Jeg håber, at nye voksne vil støtte hende så godt de kan og hjælpe hende med at udvikle de potentialer, hun blandt andet har i kraft af sin gode begavelse. Og ikke mindst – bistå hende i at forstå, hvordan hun selv og andre fungerer indeni. Engang imellem er det frustrerende på den måde at skulle “slippe” et barn efter endt undersøgelse. Man kan godt gå og bekymre sig rigtigt meget for de små. Til gengæld er vi som kolleger også gode til at fortælle hinanden, hvis vi hører, at et barn er kommet godt i vej et andet sted. Jeg håber, jeg kommer til at høre godt om Sofie.