Er du mon helt rigtig?

Kære læser
Denne blog handler om den lille onde stemme inde i hovedet på os, der fortæller os, at vi ikke er gode nok. De fleste kender den nok – og hvor ond den er, afhænger af, hvilke erfaringer du har med dig fra dit hidtidige liv. Jeg taler naturligvis om lavt selvværd. Selvværdet er din egen vurdering af dig selv. Er du god nok, som du er?
Jeg husker ikke præcist, hvornår jeg opdagede, at jeg var forkert. Var det, da jeg første gang fik en bold i hovedet i en idrætstime, fordi min afstandsbedømmelse er dårlig? Eller var det engang min søster og jeg legede vinkeskjul med de andre børn på vejen, og jeg ikke så, at der blev vinket til mig fra en busk et sted? Eller var det, da jeg første gang oplevede skammen ved at stikke næsen helt ned i bogen for at kunne læse ordene? Jeg husker det ikke – men følelsen kom, og den har aldrig rigtigt forladt mig.
Efter, at jeg som 11-årig blev opereret i mit venstre øje, fik jeg et ar – en ekstra plet – i det øje. Dette betød, at følelsen af at være forkert voksede yderligere. Jeg var, foruden at være bange for at miste synet, også udsat for en del mobning i skolen; relateret til ”det mærkelige øje”. Børn kan være utroligt hårde i deres udmeldinger – også uden at ville det. Jeg ved, at nogle af de kommentarer, jeg fik, var sagt for at såre, mens andre blot var et udtryk for den barnlige umiddelbarhed og nysgerrighed. Ondt gjorde det hele dog. Man kan vel sige, at jeg fik nogle ar på sjælen, som har fået lov at påvirke mit liv en hel del.
I løbet af folkeskolen lærte jeg at kompensere; at lade som om, der ingen problemer var med at se ting, selvom der var. Dette for ikke at falde udenfor. Er der noget, et barn ikke vil, så er det at være anderledes end andre. Ikke at høre til flokken. En af de måder, hvorpå jeg forsøgte at kompensere var ved at høre rigtig godt efter, hvad underviserne sagde. Det resulterede i, at jeg blev god til at lære udenad, og det har været en stor hjælp for mig på min vej igennem uddannelsessystemet. Imidlertid var strategien med at lade som om, jeg godt kunne se noget, når jeg ikke kunne, engang imellem knapt så god. Jeg kom nok nogle gange til at fremstå som sjusket (”Hvorfor fjernede du dog ikke den sidste krumme på bordet, når nu du tog de andre?) eller distræt. På grund af det lille ”baghjul”, jeg fik med mig fra fødslen, har jeg altid knoklet ekstra meget for ikke at falde igennem og helst være helt perfekt, og jeg har i virkeligheden brugt meget af mit liv på slet ikke at ville være ved, at jeg har dårligere syn end det er normalt. Jeg har altid haft det sådan, at hvis nogen kommenterede på det, kunne jeg blive dybt såret eller direkte rasende – for kunne jeg dog ikke bare få lov at lade være at tale om det?
Jeg gik så langt at jeg som 20-årig fik en kunstig kontaktlinse til at sætte i det øje, hvor jeg har en sort plet. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at ”så kan jeg måske slippe for, at nogen kigger underligt på mig”. Linsen kom dog hurtigt ud igen, for den fulgte ikke mit andet øje, hvorfor jeg kom til at se ud som om, jeg stirrede blindt. Og dét ser jo heller ikke smart ud!
Dét med, hvordan jeg ser ud er noget, der altid har fyldt rigtigt meget i mit hoved, og jeg er temmeligt sikker på, det har sin årsag i det ar, jeg har i øjet. I dag er usikkerheden over pletten blevet meget mindre, og jeg er blevet meget bedre til at tale åbent om både pletten og mit syn i det hele taget, når der er brug for det. Jeg blev lidt tvunget ud i det, da jeg fik et job – og det har været godt for mig. Heldigvis har jeg opdaget, at mit syn ikke er et problem i forhold til jobbet; jeg klarer mig godt. Men jeg har skullet lære at bede om hjælp, når jeg har brug for det. Jeg synes, jeg har lært det, og det er en kæmpe lettelse at kunne sætte ord på noget, jeg har skammet mig over og pakket væk i så mange år.
Ikke desto mindre, vedbliver det med udseendet at fylde meget i forhold til, hvordan jeg har det med mig selv. Jeg har nu fundet på en lille strategi med at se mig selv i spejlet hver dag, indtil jeg finder noget, jeg godt kan lide. Det er meget virksomt, og også noget, jeg har givet videre til den klient, jeg pt. behandler for spiseforstyrrelse. Det er et dagligt arbejde, – og jeg arbejder! Det samme gør i øvrigt min meget motiverede klient 🙂
Eftertanke – at lære sig selv at kende
Dét at flytte til Bornholm har budt på både helt fantastiske og rigtigt hårde ting. Det gode har været, at jeg har udviklet mig meget fagligt og har mødt nogle mennesker, jeg er ret sikker på, jeg kommer til at kende længe. Jeg har virkelig været heldig med min arbejdsplads. Jeg trives desuden med at arbejde med børn og unge – og nu får jeg snart min autorisation. Dét er ret sejt, synes jeg. I det hele taget er jeg faktisk helt vildt med mit arbejde, og det er så dejligt at opleve. Hver dag, når jeg går hjem, er jeg fyldt op af de søde mennesker og oplevelser, jeg har haft igennem dagen.
Det svære har til gengæld været, at man er så meget alene, når man bor langt væk fra sit netværk. Det har gjort pokkers ondt nogle gange, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle gøre af mig selv, når 13. vinteraften ramte mig, alene i et byhus i Rønne. Jeg har haft gode venner og familie at hente råd hos, når der har været brug for det – og som sagt har kollegerne støttet. Når man flytter til en lille ø langt væk fra sit netværk finder man ud af, hvor mange tanker, man gør sig. Du har utroligt meget tid til at tænke over livet og tilværelsen. Jeg har tænkt meget over mine øjne – men her er jeg kommet meget videre og er blevet mere rolig i forhold til fremtiden. Jeg har også tænkt meget på drømme om børn og familie; og engang imellem kan en singlepige godt føle sig lidt fanget på lille Bornholm.
Som en del af min stilling yder jeg terapi til unge, der har forskellige følelsesmæssige vanskeligheder. Jeg tror ikke, jeg kan nævne én, der ikke har haft problemer med selvværdet. En klient sagde på et tidspunkt til mig, da jeg spurgte hende, hvad problemet var, at ”jamen, hvis du bare kan gøre mit selvværd bedre, så vil jeg være glad”. Jeg måtte trække på smilebåndet og beklagende meddele, at det altså kræver et solidt stykke arbejde. Et arbejde der, hvis du har et lidt slidt selvværd med dig fra din tidlige barndom, måske er en livslang opgave. Måske skal du hver dag huske at sige noget godt til dig selv. Når man har fået en lidt skrøbelig start på livet, så er man mere sårbar over for de udfordringer, man møder senere hen, og man kan typisk have sværere ved at berolige sig selv, når man er ked af det. Det er mit og mange andres lod her i tilværelsen. Mange af de unge, jeg har talt med er som jeg sårbare fightere.
Jeg har i store dele af mit liv skubbet svære følelser væk. Forsøgt at aflede mig selv fra det svære. Ræset igennem. Nok har jeg gået i behandling for spiseforstyrrelse – men det helt grundlæggende; håndteringen af de svære følelser, kan jeg stadig blive bedre til – indrømmet. Jeg er først startet rigtigt på læringsprocessen her på Bornholm. Ofte har jeg været meget frustreret over, at jeg ikke ”bare kunne være rolig” eller ”hvile i mig selv”. Nu, hvor jeg har fået så megen tid til at tænke herovre på Bornholm, har jeg taget fat på de svære ting. Jeg har lært mig selv bedre at kende, og jeg er nået frem til, at vejen til min ”indre ro” ikke er meditation; det er bare ikke mig. Det er heller ikke sultestrejke (som jeg før har brugt) eller over-præstation på jobbet. Det er at blive ved at bede om støtte, når jeg har brug for den og ikke tænke, at jeg ikke må ligge andre til last med mine bekymringer. Det er at tage en samtale hos en terapeut engang imellem. At lære at acceptere, at livet går op og ned – og at det ikke er farligt. Præcis som jeg ved, det er sandt – og som jeg fortæller mine klienter.
Mønstre og strategier, man har haft hele livet, lader sig ikke bare sådan aflære, men man kan lære at leve med sin sårbarhed. Jeg er følsom, men som psykolog er mine personlige oplevelser rigtigt godt materiale at bruge i arbejdet med klienterne. Min klient med spiseforstyrrelse siger for eksempel ofte, at hun har det som om jeg ved, hvad hun tænker. Det gør jeg naturligvis ikke, men jeg har tit en god idé.
Til sidst har jeg lyst til at sige, at det ovenfor beskrevne naturligvis ikke er hele historien om mig. Jeg har valgt det ud, der var relevant for denne blog; kampen for det gode selvværd. Der har – trods denne kamp – været masser af godt i mit liv. Jeg har meget nære venner og en god, stor familie; og jeg har haft kærester, jeg også har været meget tæt på. Jeg har – som en del af min følsomme natur – også meget let til latter og elsker at få dem omkring mig til at grine.
Måske kan du genkende dig selv i noget af det ovenstående. Der er måske ikke noget galt med dine øjne, og du har det måske udmærket i din krop. Men måske er der andre forhold, der gør, at du skal huske dig selv på, at du er god nok.
Fortsat god kamp 🙂 Og nyd så i øvrigt det gode, du garanteret også har i dit liv. Det gør jeg.

Manden på bænken

Kære læser,

For det meste blogger jeg om dét, der optager mig lige nu. Det er vel det, der er meningen med en blog. Denne blog kommer til at handle om at føle sig truet.

En sommerflirt med et dystert sind
For en uges tid siden sad jeg og slikkede lidt sol på torvet i Rønne. Vejret var dejligt, og jeg nød tilværelsen. Pludselig kom en fyr hen til mig og sagde, han havde lagt mærke til mig – og at han syntes, jeg så rigtigt sød ud og gerne ville snakke lidt, hvis jeg også havde lyst. Jeg blev overrasket, men mest positivt overrasket – for det var da modigt, og han så sød ud. Vi snakkede sammen i næsten to timer, og han endte med at spørge, om han ikke måtte invitere mig på frokost en dag. Det måtte han gerne.

Allerede senere samme aften begyndte sms’erne at skylle ind over mig. Der var ikke det, han ikke ville med mig. Jeg tænkte, han godt nok var lidt frembusende – men at han skulle have en chance, fordi vi havde startet så hyggeligt ud der på torvet. Da vi mødtes til frokost et par dage efter fortalte han mig, at han troede, han havde set mig i byen en dag, hvor jeg havde ignoreret ham. Han havde råbt og skreget ad den stakkels pige, som så ikke var mig. Jeg blev noget skræmt over historien, og efter frokosten sendte jeg ham en SMS, hvor jeg skrev, at jeg ikke syntes, vi skulle ses igen.

Senere samme aften (det var faktisk i går) passede fyren mig op, da jeg skulle købe ind. Han stillede sig helt tæt på mig og råbte, at jeg var en sindssyg kælling, og at jeg ikke skulle føle mig sikker i Rønne mere. At jeg skulle se mig over skulderen for fremtiden. Jeg blev virkelig bange og rystede over det hele. Manden er krigsveteran, så hvad vidste jeg om, hvordan han var indeni? Hvad han kunne finde på? Da jeg noget rystet kom hjem brød jeg helt sammen og fik heldigvis snakket ud om det. I morges var jeg på politistationen for at melde truslerne, selvom det tog lang tid for min sambo at overtale mig til at gå til politiet. For nogle år siden blev jeg truet med en kniv på Nørrebro, og her havde politiet blot sagt, at de ikke kunne gøre noget. Jeg frygtede en ydmygelse på stationen. Omvendt vidste jeg jo godt, at noget var der nødt til at blive gjort. Jeg nægter at gå og være bange i min egen by.

“Det er en menneskeret at have et trygt liv”
På politistationen blev jeg lyttet til, og hele hændelsesforløbet blev skrevet ned. Betjenten, jeg talte med sagde, at det var godt, jeg var kommet. At de ville gøre alt hvad de kunne – så jeg kunne være tryg. At alle har ret til en tryg hverdag. Jeg fik desuden at vide, at betjentene kendte manden i forvejen ; at han er tidligere psykiatrisk patient og kendt af politiet i Rønne, for “gade-uorden” og andet. De kendte ham som en mand med et voldsomt temperament og et i øvrigt meget svingende humør. Som en, der tænker i sort-hvid/enten-eller-billeder. Dette svarede fuldstændigt overens med, hvad jeg havde oplevet. Jeg fik – heldigvis – også at vide, at han mest var sådan en, der havde det hele “i munden”. Det håber jeg så er rigtigt. Men man bliver alligevel bange.

Efter min samtale hos politiet, tog betjentene ud til manden på hans bopæl, hvor han blev meget aggressiv og fortalte dem, at det var MIG, der havde chikaneret ham, og at jeg var syg i hovedet. De sagde, at han var velkommen til at ringe til dem, hvis han følte sig chikaneret af mig ( 😉 ) … Og så fik jeg i øvrigt at vide, at skete der det mindste; dvs. hvis han for eksempel talte til mig igen, så skulle jeg med det samme ringe dem op. Så vil han få et tilhold.

Så nu sidder jeg her. I går var jeg i chok, rystede, græd og lukkede lidt ned. Tidligere på dagen i dag, hvor jeg vidste, politiet var på vej hen for at tale med manden, var jeg nærmest på et stadium af panik. Virkeligt nervøs for, hvilke konsekvenser politiets besøg ville få. Ville han mon gå mere amok? Faktisk ringede jeg til en af betjentene for at få dem til alligevel ikke at tale med ham – men da var det for sent, og nu synes jeg, det er godt, det blev gjort. Jeg er lige nu rigtigt træt, stadig rystet og ked af det – og måske er det også lidt derfor, jeg skriver denne blog. Det hjælper at skrive hændelsesforløbet ned. Og så er det – om ikke en god historie – så i hvert fald en historie, der måske kan minde om, at man virkelig skal være varsom med, hvem man lukker ind i sit liv……. selvom man selvfølgelig ikke regner med, at mennesker, man møder, opfører sig som manden i min historie.

Der kommer nok til at gå noget tid, før jeg føler mig helt tryg i ellers så trygge Rønne igen. Jeg ser frem til det.

 

 

 

 

 

Mød Sofie – et usikkert tilknyttet barn

Kære læser,

Jeg har tidligere skrevet blogs, der handler om selvværd, relationer til andre mennesker – samt lidt om, hvordan vores forældre eller andre, der havde ansvaret for os, da vi var små, har stor betydning for, hvordan vi kommer til at have det med os selv og andre mennesker fremover i livet. Denne blog handler om det, man inden for psykologien kalder tilknytning.

Sikker og usikker tilknytning
Kort fortalt handler det, psykologer kalder for tilknytning om, hvilken relation, du havde til din primære omsorgsperson, da du var helt lille (typisk dine forældre). Var du tryg? Havde du en oplevelse af, at hvis du var ked af det, så kom en af dine forældre og tog dig op eller trøstede dig? Turde du gå ud i verden i tryg forvisning om, at du altid kunne vende tilbage til mor, hvis du for eksempel havde slået knæet? Og: Hvis du husker tilbage på, når du har været igennem voldsomme oplevelser og har haft nogle stærke følelser – har dine forældre så kunnet rumme dette? Hvis du kan svare ja på ovenstående spørgsmål, så er du helt sikkert det, man inden for psykologiens verden kalder “sikkert tilknyttet”. Hvis du er sikker tilknyttet, så har du haft en tryg (tidlig) barndom, hvilket betyder, at du grundlæggende – med mindre der sker noget helt forfærdeligt, der rykker ved din tiltro til andre mennesker – har fået erfaringen, at andre mennesker er nogen, man kan regne med. Du vil endvidere have fået den erfaring, at du er god nok, som du er.

Selvom rigtigt mange mennesker er sikkert tilknyttede, så er der desværre også en stor del af os, der ikke er. Dette sætter sig spor i vores måde at være på; både over for os selv og andre. Det har betydning for, hvor gode vi er til at aflæse og rumme egne og andres følelser. Usikker tilknytning er også en disponerende faktor i forhold til udvikling af psykiske lidelser. Vi er mere skrøbelige, når vi er usikkert tilknyttet.

Forskere har identificeret tre former for usikker tilknytning: Det første tilknytningsmønster er dét, hvor barnet har udviklet et såkaldt ængsteligt/ambivalent forhold til andre mennesker (jeg vil gerne kontakten, men jeg tør alligevel ikke rigtigt nærme mig dig). Det andet mønster er det, hvor barnet er ængsteligt/afvisende (jeg viser ikke andre mine behov, for jeg forventer ikke, der bliver taget hensyn til dem), og det tredje mønster er det såkaldt disorganiserede tilknytningsmønster, hvor barnets adfærd over for de primære omsorgspersoner – og senere hen andre mennesker – er forvirrende og aparte. Barnet ved ikke, hvordan det skal forholde sig til andre, og derfor gør det alt muligt forskelligt. Barnet oplever en indre følelse af kaos, og omgivelserne vil opleve barnets adfærd som underlig og uforudsigelig. Dette tilknytningsmønster er det mest disponerende i forhold til udvikling af psykiske lidelser.

Mød Sofie – et usikkert tilknyttet barn
Jeg er, som de fleste af jer ved, ansat som skolepsykolog på Bornholm. Jeg bliver således kontaktet, hvis lærere eller forældre er bekymrede for et barn. Særligt, hvis problemerne viser sig henne i skolen. Mange af de børn, jeg møder, der har det særligt svært er usikkert tilknyttede. Her skal du lære et af dem at kende – og samtidig får du et indblik i, hvordan arbejdet som PPR-psykolog typisk foregår, når der skal laves udredninger af børn.

Sofie (red.). er 10 år, da jeg modtager skolens bekymring. Man er bekymret, fordi Sofie har truet med at tage sit eget liv mange gange, og fordi hun skiftevis higer efter de andre børn og de voksnes opmærksomhed – og råber og skriger, at de hader hende det næste øjeblik. Fagligt får hun ingenting lavet. Jeg bliver bedt om at foretag en vurdering af Sofie – følelsesmæssigt såvel som begavelsesmæssigt; for er der mon også noget med begavelsen, nu hun intet laver i skolen?

Allerførst har jeg møde med forældrene. Her fortæller mor, at hun altid har haft svært ved at aflæse sin datter, og også selv har svært ved at vise, hvordan hun har det. Mor fortæller endvidere, at hun hele sit liv har kæmpet med psykisk sygdom og stadig har brug for, at alt foregår efter hendes hoved. Hun genkender sin egen datter i sig selv og ønsker, at jeg sender datteren videre til psykiatrien, så hun kan få en diagnose. Ifølge mor er løsningen diagnosen – hun følte selv, at hun begyndte at leve rigtigt, da hun fik sin. Mor fortæller mig endvidere, at hun ikke forstod sin datter som lille, og at hun stadig ikke kan kramme eller kysse sit barn. Sofies far fortæller, at mor og datter opfører sig som to teenagere, der råber og skriger ad hinanden – og at mor både er den værste og den bedste i Sofies verden. Han føler sig tilsidesat. Familien har igennem længere tid modtaget familiebehandling, og mor og datter har fået et særligt tilrettelagt forløb, der fokuserer særligt på deres samspil.

Dernæst har jeg møde med skolen, der fortæller at Sofie intet laver fagligt, ikke kan leve op til de krav, der bliver stillet til hende – og at hun ofte beklager sig over, at ingen af de andre kan lide hende, samtidigt med at hun higer efter voksenkontakt og at være en del af “den seje pigegruppe” på 4. årgang. Sofie har et par gange truet med at tage sit eget liv, og skolen er bange for at “tage ansvaret” for pigens trivsel. De ønsker, jeg sender hende på specialskole, hvor der er færre børn og de samme, gennemgående voksne.

Efterfølgende er jeg nede for at kigge på Sofie i klassen. Jeg ser en pige, der er meget passiv i undervisningssituationen, og som afviser enhver opfordring til at lave noget fagligt. Sofie sidder for sig selv, men henvender sig ind imellem til en anden pige, hvorefter hun straks afviser pigen, når denne tager imod invitationen til at snakke sammen. Sofie løber flere gange ud ad klassen, og den støttepædagog, der er koblet på hende for at holde hende til ilden kan slet ikke nå hende. Støttepædagogen fortæller, at der har været flere støttepædagoger på Sofie – og at de pludselig ikke har været “i kridthuset” længere. Sofie har afvist dem, ligesom de har troet, at de var ved at nå ind på livet ad hende.

Den sidste – og meget vigtige – del af min undersøgelse er samtale med og testning af Sofie. Til enhver undersøgelse af et barn i PPR-regi hører en såkaldt kognitiv udredning, dvs. en vurdering af barnets begavelsesmæssige styrker og svagheder samt for eksempel evne til at koncentrere sig. Jeg tester Sofie, der er normalt begavet, men har meget vanskeligt ved at koncentrere sig og holde sig i ro i længere tid ad gangen. Hendes fokus er hele tiden et andet sted end på opgaven, men holder en neutral, rolig voksen (mig) hende til ilden, så klarer hun begavelsestesten alderssvarende. Jeg tester endvidere Sofies evne til at aflæse og sætte sig i andres sted ved at vise hende en række billeder af mennesker i forskellige “følelsesmæssigt stærke situationer”. Her skal hun fortælle, hvad der sker på billedet –  og kunne gennemskue, hvad de pågældende personer tænker og føler. Her er Sofie meget svag. Det er meget vanskeligt for hende at sætte ord på, hvad der sker inde i hovedet på menneskene på billederne.

Da vi til sidst taler om, hvordan Sofie har det, fortæller hun mig, at hun føler sig meget alene. Hun oplever, at de andre vælger hende fra – og at lærerne slet ikke vil have hende i klassen. At hvis hun bare fik lov ikke at have en støttepædagog på sig, så ville hun føle sig meget mere normal, og de andre ville bedre kunne lide hende. Sofie siger, at hun ikke for alvor vil dø – men så alligevel, at det vil hun gerne nogle gange. Andre gange er det bare sjovt at få de voksnes reaktion, hvis man siger, man gerne vil dø, fortæller hun. Vi folder det lidt ud, det med selvmordstruslerne – og jeg ender med at konkludere, at hun ikke er aktuelt selvmordstruet. Der er hverken planer eller tidligere forsøg. Men hun har truet før, på samme måde som nu.

Mens vi taler sammen ser jeg glimtvis humor i pigens øjne – men øjenkontakt er vanskelig for hende, og det er ikke et godt tegn, set med psykologens briller. Øjenkontakt er noget helt grundlæggende, spædbarnet lærer i kontakten til den nære voksne. Konsekvent manglende øjenkontakt vil ofte være et tegn på følelsesmæssige vanskeligheder. (Hvis ikke autisme, men dette er ikke tilfældet med Sofie). Jeg får indtryk af en pige, der er både nedtrykt og vred over at føle sig uretfærdigt behandlet. Hun vil bare være som alle de andre – men hun kan ikke rigtigt finde ud af, hvorfor de andre ofte ikke vil hende. Hun siger, hun elsker sine forældre, men er ked af, at hende og mor altid bliver så vrede på hinanden.

Hvad kan vi gøre for Sofie?
Til sidst er det så min opgave at komme med en samlet konklusion samt anbefalinger i forhold til, hvad man kan gøre for sådan en pige. Jeg afviser naturligvis, at der er et problem med hendes begavelse og beskriver, hvori hendes følelsesmæssige vanskeligheder består. Som psykolog tænker jeg i relationer mere end i individer – og derfor mener jeg, det er altafgørende, at familien (særligt mor og datter) fortsat får så meget hjælp som overhovedet muligt. Både mor og Sofie lider under, at deres forhold er så turbulent; og det er min vurdering at forholdene i familien er primær årsag til Sofies vanskeligheder i dag. Jeg beslutter desuden at imødekomme forældrenes ønske om at få deres datter indstillet til psykiatrien – men her skriver jeg til psykiateren, at jeg mener, der er tale om en tilknytningsforstyrrelse. Det er altid et dilemma, hvorvidt man skal henvise et barn til psykiatrien – for har et barn godt af at få det stigma klistret på sig så tidligt i livet? Umiddelbart nej. Faktum er dog desværre bare, at diagnoser udløser penge – og får sådan en pige en tilknytningsforstyrrelsesdiagnose, så vil familien typisk få mere hjælp. Desuden er jeg heller ikke i tvivl om rigtigheden af den diagnose. Altså blev hun henvist til psykiatrien. Forældrene var glade – og jeg havde et formål med henvisningen.

Derudover skal jeg komme med et forslag til, hvad jeg tror vil være et godt skoletilbud til Sofie. Efter at have talt meget med Sofies lærere, forældre, hende selv samt have observeret hende, tænker jeg ikke, hun kan rummes i en normal folkeskole. Sofie har brug for hele tiden at blive fastholdt i en aktivitet – altså har brug for, at der sidder nogen ved hendes side, mens hun løser opgaverne – hvis hun skal have lavet noget. Dette er der ikke budget til på hendes folkeskole. Desuden har hun svært ved at navigere i, at der ustandselig er nye lærere, skift af lokaler – og rigtigt meget larm. Som det er nu, er Sofie kommet meget langt bagud fagligt. Det vil, med de ressourcer, skolen har til rådighed ikke være muligt at tilgodese Sofies behov,  fagligt såvel som følelsesmæssigt. Jeg ender med at anbefale, at hun får et mindre skoletilbud, hvor der er færre børn, gennemgående voksne – og særligt fokus på at arbejde med relationerne mellem hende, andre børn og voksne.

I dag har Sofie fået en plads på en specialskole fo børn med særlige følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder. Hun har også fået en tilknytningsforstyrrelsesdiagnose – og familien har fået bevilliget fortsat familiebehandling. Jeg har holdt flere møder med familiens familiebehandlere – og vi er enige om en fortsat kurs for arbejdet med familien. Når Sofie stopper på sin folkeskole her til sommer er hun ude af mine hænder – og jeg kan ikke gøre mere.

Efter endt undersøgelse har jeg en fornemmelse af at have hjulpet Sofie godt på vej – men også en fornemmelse af, hvor meget skade der allerede kan være sket, når man kun er 10 år. Sofie kommer til at få brug for rigtigt megen hjælp med at forstå egne og andres reaktioner og følelser – og det vil sikkert altid være lidt vanskeligt for hende at koncentrere sig i længere tid ad gangen. Særligt det følelsesmæssige er et alvorligt problem. Sofie har haft en opvækst, hvor de voksne ikke har været trygge, stabile voksne – og hun har ikke kunnet danne en tryg tilknytning til sin mor og far. Dette har været en meget væsentlig faktor i forhold til den måde, hun har udviklet sig på – i en gal retning.

Dette var Sofies historie, som nu er slut for mit vedkommende. Jeg håber, at nye voksne vil støtte hende så godt de kan og hjælpe hende med at udvikle de potentialer, hun blandt andet har i kraft af sin gode begavelse. Og ikke mindst – bistå hende i at forstå, hvordan hun selv og andre fungerer indeni. Engang imellem er det frustrerende på den måde at skulle “slippe” et barn efter endt undersøgelse. Man kan godt gå og bekymre sig rigtigt meget for de små. Til gengæld er vi som kolleger også gode til at fortælle hinanden, hvis vi hører, at et barn er kommet godt i vej et andet sted. Jeg håber, jeg kommer til at høre godt om Sofie.

Historien om Martin

Kære læser. I denne blog vil jeg gerne dele Martins (red.) historie med dig. Martin er min ekskæreste og nære ven, og han er et af de mennesker, der har betydet allermest for mig igennem de senere år af mit liv. Grunden til, at jeg vil fortælle om ham her er, at han er vokset op under kår, der gør, at man fra en professionel synsvinkel ville kategorisere ham som et omsorgssvigtet barn. Der har været problemer med misbrug i hjemmet, der har manglet mad – og der har været al for megen uforudsigelighed i kontakten til hans psykisk syge mor. Men der har også været kærlighed og varme – og i dag har han og tvillingebroren Mikkel (red.) stadig en god kontakt til deres forældre. Her er Martins historie – god læselyst 🙂

Barndommen
I starten af 80’erne møder Jens (red.) og Mette (red.) hinanden. Begge har de haft en relativt almindelig opvækst – og nu er de unge og har mod på livet. De to bliver forelskede og beslutter sig for at flytte sammen og blive gift. Mette bliver gravid og føder tvillingerne Martin og Mikkel. Desværre går det hurtigt skævt for den lille familie. Jens er afhængig af stoffer, og Mette har det skidt psykisk. Hun er i perioder indlagt på psykiatrisk afdeling, og Martin og Mikkel kommer på spædbørnehjem, da de kun er nogle måneder gamle.

Efter et stykke tid, får Jens og Mette lov at få deres børn hjem igen. Det bliver imidlertid ved at gå skidt – og på et tidspunkt bliver parret skilt. Martin og Mikkel bor mest hos deres far, for moren får det værre og værre og ryger ind og ud af psykiatrisk afdeling. Når de to brødre er hos deres mor, bliver hun engang imellem underlig, og så stikker de af, hjem til deres far. Hjemme hos far er basen, men det sker også, at børnene oplever ham meget påvirket – og der er altid beskidt i den lille lejlighed i Sydhavnen (red.). Det er sjældent, at man får børstet tænder, og nogle gange er der ikke mad nok. Imidlertid er der kærlighed og varme i hjemmet. Martin fortæller, at hans forældre altid har været varme, gerne har villet høre, hvad han og broren mente om hvad som helst, de måtte interessere sig for – og at han aldrig har været i tvivl om, at de elskede ham og syntes, han var god nok. Ydermere har familien en stor hjælp i morens barndomsveninde Bodil, der bliver en slags aflastningsmor for drengene. Hun tager dem med på museum, laver mad med dem – og opdrager dem “ud i livet”.

Børnehjem
En dag kommer der en fra kommunen og henter tvillingerne. De skal på børnehjem, for det er blevet vurderet, at forældrene ikke kan tilbyde de rammer, børn har brug for. Drengene – og forældrene – er meget kede af det, men beslutningen er truffet. De to kommer på børnehjem, og over de næste par år ser de kun deres forældre, når de engang imellem kommer på besøg. I dag husker Martin en tid med hård pædagogik, savn af forældrene og vennerne, samt episoder, hvor alt for små børn havde seksuel omgang med hinanden – uden at nogle voksne holdt øje med, hvad der foregik. Martin holdt ud, fordi han havde sin bror.

Mens tvillingerne er på børnehjem, kæmper deres far en brav kamp for at få dem hjem igen. Han bliver clean, rydder op i hjemmet, skriver frem og tilbage med kommunen – og en dag lykkes det. Drengene kommer hjem. De er lykkelige. Efterfølgende finder deres far på, at de skal banke på døren efter en bestemt kode, så han altid kan høre, om det er dem, der kommer hjem fra skole – og ikke en fra fx kommunen, der kommer for at se ham efter i sømmene.

Herefter går der nogle år, hvor drengene bor hos deres far. De færdiggør folkeskolen, starter først på HG og så på Handelsgymnasiet, som de begge fuldfører. Mens de går på handelsgymnasiet sover de ofte hos deres farmor. Der er ikke bad i lejligheden hjemme hos far, og hos farmor kan de også få et godt måltid mad. Dette er noget, de to drenge sætter særligt pris på – et godt måltid mad.

Mønsterbrud
Efter at de to brødre er blevet studenter, flytter Mikkel hjemmefra. Han har fundet en kæreste, han flytter sammen med. Martin er nu alene med sin far, og det er en på én gang vanskelig og særlig periode i Martins liv, hvor de to går hinanden på nerverne, når faren har røget for meget hash og Martin er frustreret og træt af ham – men hvor de to også har en helt særlig oplevelse sammen, hvor de køber en lille motorbåd og sejler hele vejen til Amsterdam sammen.

Martin vil gerne flytte hjemmefra. Han er frustreret over, at han ikke har forældre, der kan støtte ham psykisk eller økonomisk i forhold til at finde en bolig. Han prøver alt muligt – og endelig får han et værelse på Øresundskollegiet (red.). Det er også der, han bor, da jeg møder ham. Martin begynder først på pædagogstudiet, men skifter senere til lærerseminariet. Han fortæller mig, at han læser til lærer, fordi en ven har sagt til ham, at han garanteret vil blive en god lærer. Og så vil han gerne gøre en forskel for unge i vanskeligheder. Martin begynder også til kampsport, og her bliver han efterhånden også træner for børneholdet.

Da jeg møder Martin for første gang er han en ung mand med masser af varme, udstråling og selvtillid, som lidt kækt indleder med at fortælle, at han har boet på børnehjem, har en far, der er stofmisbruger og en mor, der er psykisk syg. Og at de er gode mennesker. Wow – tænkte jeg. Den hører man ikke lige hver dag! Nå – men jeg bliver fascineret og må høre mere – og vi bliver kærester. Imens forholdet står på er jeg ofte vidne til, at Martin bliver ringet op af sin mor. Hun ringer flere gange dagligt og siger usammenhængende ting til ham eller er meget ængstelig. Han forsøger hver gang at berolige hende. Andre gange bliver Martin ringet op af morens bosted, fordi de vil høre om han ved, hvor hun er – eller af en taxachauffør, der vil høre, om han kan komme og betale for hendes tur, fordi hun ikke har penge at betale med. Apropos penge – så er det også Martin, der holder styr på sin mors penge. Han har hendes kreditkort, så det ikke skal blive væk for hende, og så hæver han løbende penge til hende. De har den aftale, at han også godt må hæve lidt til sig selv. En fair deal. Vi har mange snakke undervejs – og som man gør det i ethvert forhold, deler vi sorger og glæder. Det er ikke altid let for Martin at have forældre, der kan være så ustabile, men samtidigt er det tydeligt for mig, hvor stor en gensidig kærlighed der er imellem medlemmerne af hans lille familie. En anden ting, jeg erfarer, mens vi er kærester er, hvor stor en betydning god mad har for Martin. Han er vokset op med færdigretter, romkugler og havregryn, og hans far lever i dag primært af flødeis. Vi laver mad sammen, og jeg nyder at give ham en anden oplevelse – af noget, der for mig hænger sammen med “hjem”.

I 2014 bliver Martin færdig som lærer. Jeg er mega stolt af ham – og det samme er hans forældre. Martin fortæller mig med et skævt smil, at hans far praler til “rødderne fra gaden”, som han hænger ud med i løbet af dagen, om at hans sønner ikke er blevet kriminelle, men faktisk har taget gymnasiet – og en uddannelse. Det næste store, der sker i Martins liv er, at han efter længe at have sparet sammen får købt sig en lejlighed. For ham betyder det meget, at han nu har sit eget sted. Det er vigtigt for ham med en base – et sted, hvor ingen kan komme og smide ham ud.

I dag arbejder Martin som skolepædagog på en folkeskole på Nørrebro og desuden som pædagog i en ungdomsklub for unge med indvandrerbaggrund. Det er et hårdt miljø, men han har også meget at give de unge, ikke mindst qua hans egen baggrund som udsat barn. Han har oplevet overfald – men også store smil og udvikling. Derudover har han startet et projekt op, hvor han lægger kampsportsvideoer op på YouTube, blogger og holder foredrag om sine perspektiver på livet.

Afsluttende bemærkninger
Kære læser. Jeg håber, du har været glad for at lære Martin lidt at kende. Hans liv er nok en historie om omsorgssvigt – men også en historie om stor familiekærlighed, omstændighederne til trods. I mit arbejde på Bornholm ser jeg en hel del omsorgssvigt; både fysisk og psykisk. Derudover er omsorgssvigt noget, der fylder meget i medierne, blandt andet repræsenteret ved Lisbeth Zornig Andersen og hendes bog om sit liv som omsorgssvigtet barn – og ved dokumentar-serien “Er du mors lille dreng?”, der følger drengen Jørn, der bor hos forældre, der hverken fysisk eller psykisk er i stand til at tage vare på ham.

Min hensigt med bloggen her var at fortælle en historie om en barndom med omsorgssvigt, hvor alle nuancerne var med. Jeg håber, jeg har ydet familien retfærdighed 🙂

Det bemærkes, at jeg har fået lov at bringe historien og at Martin har læst bloggen igennem, inden jeg lagde den op på hjemmesiden.

Dødsangst

Kære læser. Denne blog handler om dødsangst. Alle ved, at de engang skal dø, men nogen tænker nok mere på det end andre. Jeg er en af dem, der har tænkt og stadig tænker meget over det. Her er min historie – og også lidt om, hvordan jeg i dag forholder mig til at arbejde med mennesker, der har haft døden tæt inde på livet.

De tidlige oplevelser
For nylig skrev jeg en blog om angst. Her fortalte jeg blandt andet, at jeg altid har været bange for at dø – men særligt for kroppens forgængelighed ved sygdom. Nærmere bestemt mener jeg frygten for, hvordan kroppen bliver mere og mere afpillet, og hvordan man måske taber hår og kurver over tid.

I bloggen om angst berettede jeg desuden om, hvordan jeg som meget lille var indlagt mange gange og så meget syge mennesker gå omkring. Det var mens jeg var indlagt på et hospital i Tyskland, og selvom jeg var indlagt på en øjenafdeling havde jeg dagligt min gang i et stort fællesspisningsområde, hvor blandt andre også kræftpatienter gik rundt; afpillede, hulkindede, sammenkrøbne og skaldede. Jeg husker også, at mange af dem var tilkoblet drops – jeg husker slangerne, der udgik fra de tynde arme.

Angsten for cancer
Jeg har altid været meget bange for at fejle noget alvorligt og dø tidligt. Særligt har jeg været bange for at få kræft, og i perioder har jeg faktisk haft det sådan, at jeg var sikker på, jeg ville begå selvmord, hvis jeg fik kræft, fordi jeg simpelthen ikke kunne forestille mig at være i en krop, der var så død-lignende. Jeg husker, at jeg skammede mig over disse tanker, for var det virkelig sådan, at jeg syntes mennesker med kræft var ulækre? Hvad var jeg dog for en? Men nej. Jeg fandt ud af, at jeg sagtens kunne omgås mennesker med kræft, for desværre har vi haft en del med den sygdom i min familie. Nej, det med at få kræft rørte ved noget inde i mig selv. Når jeg tænkte på kræft, så jeg nemlig præcis de billeder for mig, af de tynde mennesker fra det tyske hospital. Kroppe, der lignede en død. Hvordan kunne jeg være i sådan en krop?

Facing my fears
Som 20-årig gik jeg i terapi, fordi jeg på det tidspunkt havde en periode, hvor angsten for at få kræft og dø var alt for stor, og de skræmmende billeder for mit indre blik alt for begrænsende for mig. Jeg havde voldsomme mareridt, hvor et tyndt, skaldet menneske greb ud efter mig og omsluttede mig. Derfor sov jeg i den periode med lyset tændt. I terapien talte vi om, hvordan det gav rigtigt god mening, at jeg var bange for sygdom og død, min historie taget i betragtning. Men vi kom ikke rigtigt videre – jeg følte ikke, jeg fik nogle værktøjer til at håndtere angsten. Det skal siges, at jeg på det tidspunkt var i dyb krise grundet min nyopdagede øjensygdom – så det giver mening, at min grundlæggende dødsangst var særligt stærk da. Måske har hun haft en rigtigt vanskelig opgave, terapeuten.

Jeg fik aldrig genoptaget behandlingen, og da der kom mere ro på ift. øjnene, fortog angsten sig gradvist. Jeg begyndte at kunne sove med lyset slukket, og tankerne om at begå selvmord, hvis jeg fik kræft, forsvandt også. I dag har jeg stadig tidspunkter, hvor jeg bliver skræmt, når det er mørkt – og så må jeg tænde lyset på værelset eller synge i vilden sky, mens jeg løber hjem fra togstationen en sen aften.

For nylig talte jeg med en psykolog, der mente, jeg nok havde en belastningsreaktion. En art PTSD. På en måde giver det god mening for mig – og i så fald burde jeg gå i behandling, hvor jeg lader mig udsætte for de svære, indre billeder jeg har – i et trygt rum. Skal jeg være helt ærlig, så tør jeg ikke 🙂 Men måske gør jeg det en dag.

At udøve terapi om døden – når man selv er bange
Som psykolog er det en del af dét at være professionel, at man kender sig selv rigtig godt. Her tænker jeg særligt på, hvis man har en psykisk sårbarhed, der gør, at man ikke vil kunne forholde sig professionelt i en terapisession; dvs. blive alt for påvirket af situationen. Jeg har overvundet spiseforstyrrelser, og i dag synes jeg, det er en fordel, at jeg har været igennem dette. Jeg er kommet ud på den anden side og kan bruge min personlige erfaring som en styrke i terapisammenhæng. Jeg ved – groft sagt – hvordan man tænker, når man er spiserforstyrret.

På den anden side har jeg altid vidst, at jeg ikke skulle arbejde med langtidssyge eller dødsangste mennesker. Når man selv har været så overvældet af frygten for sygdom og død, og faktisk ikke har fået den behandlet, så er det ikke en opgave, man bør påtage sig. Men! For nylig fik jeg en henvendelse vedr. en ung mand, der for nogle år siden mistede sin bror til kræft. Jeg blev bedt om at tage nogle samtaler med ham, hvor min opgave blev at rumme hans sorg og hjælpe ham videre med livet. Du kan nok regne ud, at jeg havde mine betænkeligheder! Samtidigt tænkte jeg, at det ville blive en stor udfordring, jeg måske kunne lære noget af, så jeg gik i gang.

Jeg har nu haft én samtale med drengen, og tiden gik med, at jeg bad ham genfortælle hele forløbet. Han – som ellers er en lidt fåmælt fyr – snakkede i over en time. Han malede de mest frygtelige billeder, og jeg kunne mærke, hvordan jeg hele tiden sad og skiftede mellem at blive næsten bange – og at have stor medfølelse med ham. Til sidst viste min klient mig et billede af hans bror et par dage før han døde. Jeg havde næsten lyst til at sige, jeg ikke ville se billedet – men selvfølgelig kunne jeg ikke det. Og hvad så jeg? En tynd, skaldet dreng – der smilede. Det var på én gang en ubehagelig oplevelse for mig at se noget, der lignede de skræmmebilleder, jeg nogle gange ser for mit indre blik, og samtidigt forstod jeg, at billedet rummede en helt utrolig kærlighed mellem to brødre. Igen blev jeg både bange og følte omsorg for min klient.

Efter den første samtale havde jeg meget brug for at tale oplevelsen igennem. Jeg ringede til flere venner, mine forældre – og brugte også mine kolleger, simpelthen for at få det bearbejdet og ud af systemet. Det lykkedes nogenlunde. Da jeg lagde mig til at sove om aftenen måtte jeg alligevel lade lyset være tændt. Jeg så den lille drengs ansigt i mørket, og jeg blev opfyldt af frygt og en stor sorg.

Billederne har fortonet sig nogenlunde nu, og jeg har i dag snakket med en psykolog, der udelukkende beskæftiger sig med at behandle mennesker med kræft og deres pårørende. Jeg fortalte hende min egen historie samt min oplevelse i terapien, og hun gav mig faktisk nogle gode redskaber til at komme videre. Jeg fik desuden at vide, at havde jeg igen brug for at snakke, så måtte jeg gerne kontakte hende igen. Dette gør, at jeg nu har mod på og føler mig bedre rustet til at gå videre med terapien.

 

 

 

 

Diagnosen

Kære læser,

Som psykolog i pædagogisk psykologisk rådgivning bliver jeg meget ofte konfronteret med begrebet “diagnoser”. Jeg møder tit forældre, der vil vide, om jeg tror, deres barn har en diagnose – eller lærere, der mistænker, at Martin i 3. klasse har ADHD; eller at Sophie fra 8. har autisme. Desuden er en del af mit arbejde engang imellem også at deltage i møder i psykiatrien – eller at henvise et barn videre til psykiatrisk regi, hvis jeg mistænker, at barnet kunne have brug for lægelig hjælp. I nærværende blog vil jeg forsøge at komme lidt ind på, hvorfor det giver mening at “stemple” og give mennesker diagnoser – og hvor man måske engang imellem skal være varsom. Jeg vil som altid inddrage erfaring fra mit eget liv 🙂

Hvad skal vi med diagnoser?
Man kan spørge sig selv, hvorfor vi overhovedet skal have diagnoser. Når vi diagnosticerer, så putter vi folk i kasser – og hvorfor nu det? Hvorfor kan vi ikke bare konstatere, at alle mennesker er forskellige – og så lade det være ved det? Sociologen Erving Goffmann kan måske hjælpe os lidt på vej i forståelsen af, hvorfor det giver mening at diagnosticere. Han siger, at for at vi kan forstå og holde styr på verden omkring os, så er vi nødt til at dele den ind i kategorier. Vi danner os således lynhurtigt en forestilling om, hvordan en person, vi lige har mødt er (fx på baggrund af fysisk fremtoning) – og vi er ofte hurtige til at gruppere mennesker fra samme kultur som værende i hvert fald relativt ens. Alt dette for, at vi kan genkende og forstå verden omkring os og ikke er nødt til at begynde forfra, hver gang vi møder et nyt menneske. Dét med at putte andre mennesker i kasser er således noget, vi har brug for – og som vi gør helt automatisk hele tiden.

Diagnoser er lægevidenskabens værktøj til at lave et genkendeligt øjebliksbillede, på baggrund af hvilket der er bestemte redskaber at gribe til (fx bestemte former for medicin). Hvor Goffman taler om, at vi har brug for kategorier til at forstå andre mennesker og verden omkring os – så er det i virkeligheden det samme lægerne gør, når de stiller en diagnose. De gør et bestemt, atypisk adfærdsmønster forståeligt ved at kalde det noget. Når vi ved, hvad det er vi snakker om, så kan vi også lettere forstå og handle. Jeg har mødt mange forældre, der oplevede det som en stor lettelse endelig at få deres barn diagnosticeret med enten ADHD eller autisme. Ikke fordi de ønskede at stemple deres barn – men fordi de nu pludselig fik et netværk af andre forældre til et barn med den pågældende diagnose – eller fik en fast læge, de kunne gå til jævnligt.

Derudover udløser diagnoser lettere penge fra systemet, så det kan også være lettere for en familie der er hårdt ramt at få hjælp, hvis et eller flere af medlemmerne har en diagnose. Man kan mene om dette, hvad man vil, men igen handler det nok om, at det er lettere for sagsbehandler at handle, når “alle ved, at det er ADHD, vi taler om”.

Diagnoser, psykologer og læger
Som nævnt indledningsvis, så støder jeg ofte på snak om diagnoser i mit daglige arbejde. På min arbejdsplads er diagnoser noget, vi taler en del om; og selvom samarbejdet mellem min arbejdsplads og børne- og ungdomspsykiatrien for det meste fungerer upåklageligt og til barnets bedste, så kan der engang imellem opstå lidt kurver på tråden. Dette er ikke fordi vi ikke har respekt for hinandens faglighed, men fordi vi ser forskelligt på “genstanden”; dvs. barnet.  Hvor læger stiller diagnoser og udskriver medicin (og har kortere terapeutiske forløb), så har psykologer inden for mit felt typisk en anden mere relationel tilgang til at forstå – og hjælpe – barnet. Man fokuserer typisk på at arbejde med barnet i familien; eller på at forstå barnets vanskeligheder som et produkt af den situation, han eller hun er i. Jeg skal skynde mig at sige, at sige, at jeg bestemt synes, psykiatrisk behandling kan være på sin plads og en nødvendig hjælp – også til børn –  ; jeg har bare lagt mærke til, at læger og psykologer fokuserer forskelligt, når de undersøger et barn. Naturligt nok.

Hvad med den, der får diagnosen?
Erving Goffmann hjalp os med at kaste lys over, hvorfor vi har brug for at putte vores omverden i kasser. Ikke alle kasser er imidlertid lige uproblematiske, og  til forståelsen af dette vil jeg hente et andet af Goffmanns begreber ind, nemlig “stigmatisering”. Et stigma er et “negativt stempel” – en negativ kasse. Et stigma kan for eksempel være et fysisk handicap eller en psykiatrisk diagnose. Til ethvert stigma er knyttet nogle forestillinger – fordomme, om du vil,-  der er bredt accepteret inden for en bestemt kultur. Hvad gør du dig for eksempel af tanker, hvis jeg siger “Han har ADHD” eller “Hun er skizofren”? Sandsynligvis vil du ret hurtigt tænke, at “ham med ADHD er vist en ustyrlig vildbasse” eller at “skizofreni…. er det ikke noget med utilregnelighed og psykoser.. eller.. var det noget med en spaltet personlighed?”.

Vi ved, at det er naturligt og nødvendigt for os at organisere andre mennesker i kasser, men for den, der er såkaldt bærer af et stigma, kan det have meget forskellige konsekvenser.

Jeg har mødt mennesker, for hvem det var en kæmpe lettelse endelig at få stillet en diagnose. At få svaret på, hvorfor de aldrig havde kunnet sidde stille, eller hvorfor de altid har “rod i hovedet”. Pludselig har de, når de har fået stillet ADHD-diagnosen, fundet en ro og et overskud – en forklaring der gør, at de får mere rum til at leve det liv, de gerne vil. Dette ses naturligvis både hos patienter, der får medicin – og patienter, der ikke gør.

Jeg har imidlertid også mødt mennesker, der har oplevet det som en stor krise i deres liv at have fået for eksempel “stemplet” skizofren. Igennem de senere år har det fyldt meget i medierne, at psykiatriske patienter er blevet fejldiagnosticeret, fejlmedicineret – og har følt sig fanget under et forkert stempel. Jeg anerkender, at det nok kan være meget vanskeligt at diagnosticere især børn med mere alvorlige psykiske sygdomme – og heldigvis bliver diagnoser løbende revideret og fjernet, om nødvendigt.

Til dig, der har fået en diagnose – eller er inde på livet af en, der har…
Her til sidst vil jeg sige, at jeg bestemt mener, det giver god mening, at vi opererer med psykiatriske diagnoser i vores sundhedssystem. Det er lettere at tale med hinanden, og derved lettere at samarbejde, hvis vi har en nogenlunde ensartet forståelse af, hvad det er, vi taler om. Således kan mor og sagsbehandler bedre tale om en datter, der har angst, end hvis det blot var beskrevet at “ofte vil hun ikke i skole”. Her bliver det lettere for sagsbehandler at formidle videre, at der er behov for psykologhjælp til den pågældende pige eller familie. Når det er sagt, så er det vigtigt, at vi bliver endnu mere åbne omkring dét at få en diagnose. Psykiatriske diagnoser må ikke være tabubelagte eller behæftet med skam (som det stadig er tilfældet for mange i dag). Da får fordommene lov at leve alt for godt, og mennesker med psykiske vanskeligheder bliver kun yderligere marginaliseret og stigmatiseret.

Husk, hvis du har fået en diagnose, at du stadig er dig. Du har ikke fået en ny personlighed, og det er ikke normen, at psykiske lidelser bliver kroniske. Diagnosen skal opfattes som dét, den er, nemlig et øjebliksbillede, der giver dine nærmeste nogle redskaber til at hjælpe dig videre. Desuden skal du være åben – så kan du selv være med til at bryde med nogle af de fordomme, der gør det svært for mennesker med psykiske sygdomme.

 

 

At skabe kontakt til andre mennesker, når du ikke kan se dem..

Kære læser,

Som du måske husker fra en tidligere blog, så var det – inden jeg fik min nuværende stilling – min plan at skrive en PhD i samarbejde med Københavns Universitet og Institut for Blinde og Svagsynede (IBOS). Formålet med forskningsprojektet skulle være at udvikle et “færdighedstræningsprogram” for stærkt synshandicappede, der skulle hjælpe dem med at skabe kontakt og danne relationer til andre mennesker, dette blandt andet for at få flere mennesker med synshandicap i arbejde. Jeg søgte fonde og fik pengene (hvor var jeg glad!), men på det tidspunkt havde jeg netop sagt ja til stillingen hos PPR, hvor jeg arbejder nu, og jeg ville trods alt hellere have et job, hvor jeg ville få en hverdag blandt kolleger, frem for at sidde tre år, stort set alene på min pind.

Nå! Men emnet er stadig aktuelt, og måske laver jeg PhD’en engang i fremtiden. For nylig blev jeg kontaktet af en læser; en blind mand, der spurgte mig, om jeg ikke ville skrive et blogindlæg om, hvordan man skaber kontakt til andre mennesker, når man har et synshandicap og således har svært ved lige at få øjenkontakt og fx ikke kan se, hvis nogen vinker – eller kigger underligt på én, fordi man har sagt noget forkert. Jeg må naturligvis følge op på sådan en forespørgsel, og det er det, jeg her skal forsøge 🙂

At skabe god kemi med andre mennesker
Som du ved, er jeg psykolog, men derudover har jeg også taget en coachinguddannelse (NLP Practitioner), hvor jeg har fået nogle ret “hands on”-redskaber, der fint supplerer min psykologbaggrund. Noget af dét, vi lærte om på coachingkurserne var, hvordan man kan skabe god kemi med andre mennesker.

Når vi siger, at vi har god kemi med andre, så dækker det ofte over en følelse hos os af, at vi svinger godt med dem. Det kan være svært at definere helt præcist, hvad god kemi er, men her skal jeg alligevel forsøge.

God kemi opstår, når to mennesker signalerer til hinanden, at de respekterer hinandens måde at se verden på, og at jeg er ligesom dig. Hvis du iagttager mennesker, der kender hinanden godt og har det godt sammen, så vil du opdage, at de ofte ligner hinanden i kropssprog og talemåder, når de er sammen. De sidder måske lidt på samme måde eller bruger de samme ord for de samme ting. Venner har ofte en særlig jargon, når de er sammen, og kærestepar sidder ofte synkront over for hinanden, når de taler sammen om dagen, der er gået. Herved signalerer de til  hinanden, at “Jeg er ligesom dig og jeg har respekt for din måde at opleve verden på”.

Når vi ved, at det forholder sig som skrevet ovenfor, så kan vi også udnytte denne viden til at skabe kemi med nye mennesker, vi møder. En meget effektfuld måde at gøre dette på er ved at matche den anden person.

Matching betyder at efterligne uden at karikere. Man kan matche på kropssprog, på ord, på ansigtsmimik, tonefald, gestik osv., for derved at signalere til den person, man gerne vil opnå god kemi med, at man ligner og respekterer vedkommende.

Vi matcher alle sammen helt automatisk de personer, vi har det godt med, og du vil kunne udnytte denne iboende evne i alle livets sammenhænge. Når du skal til jobsamtale, når du ønsker at gøre et godt indtryk på en ønsket partner, når du møder nye samarbejdspartnere, osv.

Det modsatte af matching er mis-matching. Du har sikkert oplevet, når en anden person gør noget, der er meget uhensigtsmæssigt for jeres kemi i en bestemt situation. Det kan være, hvis en anden person kigger ud ad vinduet, mens du forsøger at fortælle vedkommende noget. Det kan være, hvis psykologen tager et opkald eller ofte kigger på sit ur, mens du er til samtale. Det kan være, hvis den person, du taler roligt til tripper for at komme ud ad døren.

Hvis du har fysiske begrænsninger af den ene eller den anden art er det klart, at du må forsøge at matche dér, hvor du kan. Kan du for eksempel ikke se, må du lytte efter andres tonefald, talehastighed eller andet, og forsøge at møde dem dér.

Øvelse:

Prøv at lægge mærke til, hvordan mennesker omkring dig ubevidst matcher hinandens kropssprog, tonefald, sprogbrug osv.

Prøv selv at eksperimentere med matcing: Hvilken effekt har det, hvis du fx med et par sekunders forsinkelse stiller dig på samme måde som den person, du taler med eller bruger nogen af vedkommendes foretrukne vendinger?

Vær opmærksom på ikke at karikere, da matchingen så kan ende med at have modsat (negativ) effekt på kemien.

 At skabe kontakt med en normaltseende, hvis du selv har dårligt syn
Igennem mit liv har jeg – som en person med nedsat syn – engang imellem oplevet, at det har været en udfordring at skabe den indledende kontakt til normaltseende mennesker. Eksempelvis har jeg ikke altid fanget den øjenkontakt, som en person i den anden ende af rummet forsøgte at skabe med mig – eller måske har jeg ikke set, at nogen vinkede til mig på den anden side af gaden. Dette har været frustrerende – for mennesker, der ikke har kendt til mit nedsatte syn har på den måde fået anledning til at tro, at jeg måske ikke gad at reagere på deres ”sociale tegn” til mig.

Ud over mine egne erfaringer, har jeg mødt mange andre med nedsat syn, der engang imellem også har følt sig udfordret, når det gjaldt om at skabe kontakt til og være social med nogen, der ikke havde deres handicap. Når man har nedsat syn, bliver man konfronteret med, HVOR megen kommunikation og kontakt mellem mennesker, der faktisk foregår nonverbalt! Når det er sagt, så husk på, hvad jeg skrev ovenfor: Når du først har et andet menneske på tomandshånd, så kan du nå rigtig langt med matching af stemmeføring, tonefald og andet, der ikke er afhængigt af, hvor meget I begge kan se.

Mortens historie
For et par år siden lavede jeg i den planlagte Phd’s ånd et interview med Morten, der på daværende tidspunkt var studerende på Roskilde UniversitetsCenter. Vi fik en snak om, hvilke erfaringer han som svagsynet havde med at skabe kontakt til normaltseende. Jeg var interesseret i, om han benyttede bestemte “taktikker”, når han skulle skabe og fastholde kontakt til andre uden nedsat syn. Jeg tænker, at uddrag fra interviewet er relevant at bringe her – for der er noget at lære! Morten har et moderat nedsat syn.

Først spurgte jeg Morten, om han oplevede det som svært at komme i kontakt med normaltseende mennesker:

Både og – Jeg har gennem det meste af mit liv primært haft god kontakt og kemi med seende medmennesker, hvilket har været en naturlig tilgang for mig både gennem min opvækst og nu i mit voksenliv. Et sted hvor jeg har oplevet kontaktmæssige udfordringer, har været til fester og i byen, hvor kontakten til andre personer altid har foregået gennem samtale frem for øjenkontakt. På mit studie har jeg oplevet kontaktskabelsen som begge dele, hvor det i min egen optik ikke handler om synet, men derimod om selvværd og selvtillid.

Morten fortæller, at han når han vil tale med en bestemt seende person bruger de andre sanser til at assistere ham i mødet med den anden:

Min taktik beror på anvendelse af aktiv lytte- og taleteknik. Det er min opfattelse, at begrænsningen af mit syn gør mig i stand til at skærpe de auditive evner. Når jeg skal tale med en bestemt person, så lytter jeg til, hvor i rummet vedkommende befinder sig. Dette gøres uanset om jeg kan se vedkommende eller ej.

Venskaber
Når først den indledende kontakt er skabt bliver næste trin i en social relation at bibeholde denne relation. Jeg spørger derfor Morten, om han har nogle normaltseende venner:

Størstedelen af mine venner/sociale relationer har ikke en synsnedsættelse, hvorfor jeg med lethed kan give et eksempel.  Min forlovede og jeg har begge arbejdet frivilligt for Muskelsvindfonden, og mødte hinanden derigennem til en fest kaldet `Eftersluk´. Vi mødte hinanden i en bar, hvor vi begge stod i kø. Jeg fik et lille utilsigtet puf, og derefter endte vi i dialog. Vores samtale omhandlede mangen fællesinteresser, hvilket har været grundstenene i vores snart fem år sammen, som både venner, kærester og nu forlovede. 

Sociale spilleregler
Når vi omgås andre mennesker foregår der meget mere kommunikation mellem mennesker, end den, der går gennem munden. Øjenkontakt, stemmeføring og uskrevne regler spiller en stor rolle i vores samvær med andre mennesker. Sidst i interviewet spørger jeg ind til Mortens erfaring med at afkode disse sociale spilleregler:

Jeg mener at de sociale spilleregler er relativt lette at afkode, og jeg føler mig derfor ikke som stigmatiseret eller normafvigerende. Derimod oplever jeg ofte overraskelse fra normaltseende personer, når jeg fortæller om mit nedsatte syn. Med dette in mente antager jeg at min afkodning, samt min adfærd placerer sig inden for rammen af et normativt accepteret adfærdsmønster. Jeg er selv bevidst om mine synsmæssige begrænsninger, hvorfor jeg ofte gør mine medmennesker opmærksom på disse, således at vi i fælleskab kan løse eventuelle tilknyttede udfordringer.

De afsluttende ord – Hvad kan vi lære her?
Mortens erfaringer vidner om, at åbenhed omkring ens nedsatte syn, samt udnyttelse af de andre sanser, man har (evnen til at orientere sig ved hjælp af hørelsen) kan være en god hjælp, når det handler om at skabe kontakt med normaltseende. Mortens erfaringer ligger fint i forlængelse af, hvad vi indledningsvis lærte om matching.

Det handler altså om, at du dels skal være åben omkring dit handicap og gøre brug af de andre sanser du har. Du skal desuden lytte efter, hvad det er, andre gør – og så læne dig op ad det. Vise dem, at du “respekterer deres måde at være på” ved at gøre brug af matching. Måske skal du øve dig lidt på matchingen – men det er faktisk sjovt at blive sig den bevidst.

Held og lykke 🙂

posAbility – del 2

Velkommen til anden runde af posAbility!

Der er gået to år, hvor jeg har fået en masse erfaring, både personligt og professionelt. Dette håber jeg, man vil kunne læse af bloggen 😉

Hvad angår det professionelle, så startede jeg jo bloggen som arbejdsløs nyuddannet psykolog, der dog havde en hel del erfaring med frivilligt psykologisk arbejde. I dag har jeg næsten opnået min autorisation, hvilket betyder, at jeg har fået en masse bred arbejdserfaring og har modtaget mange vejledningstimer fra psykologer, der er “gamle i gårde”. Jeg føler, jeg har lært rigtigt meget og helt klart er en bedre psykolog nu, end da jeg startede.

Da jeg startede i PPR Bornholm havde jeg ingen idé om, hvordan man laver “praktisk psykologarbejde” med børn. Jeg har mest interesseret mig for og arbejdet med voksne og unge førhen – så det her var virkelig en udfordring. Jeg brugte meget tid på at genopfriske udviklingspsykologien samt at opbygge gradvis erfaring med, hvor meget, man egentlig kan forvente af børn på forskellige alderstrin! Det aner man jo ikke noget om, når man ikke arbejder med det i praksis eller selv har haft børn – jeg gjorde i hvert fald ikke. Det vil jeg så mene, jeg gør nu 🙂 Jeg har opdaget, at jeg faktisk er vild med at arbejde med børn, fordi de er så umiddelbare og sjove – og mange af mine dage er blevet reddet af, at en lille unge har sagt “NEEEEJ – vil du ikke godt komme tilbage i morgen igen?? Du er SÅ sød!”. De kære små. Dog vil jeg tilføje, at jeg nu gradvist har fået mere og mere arbejde, der har med større børn / unge at gøre – og det synes jeg altså også stadig er rigtigt spændende!

Noget af det, jeg synes er vanskeligt ved mit arbejde er ikke at lade mig påvirke for meget af de “sager” (børn), jeg har med at gøre. Der er børn, der lever under kår, så man bliver helt dårlig indeni og får lyst til at tage dem med hjem og låse døren. Her er opgaven for mig at udrede (undersøge børnene), at vejlede skole og forældre samt skrive de papirer, der kan udløse pengebevillinger hos sagsbehandlere til hjælp. Nogle gange er det også diagnoser, der skal til for at et barn kan få hjælp – de udløser bare flere penge. Dette er både godt og skidt – og jeg vil helt sikkert komme tilbage til det med diagnoser i en senere blog.

Selvom det således engang imellem kan være lidt hårdt at arbejde på børneområdet – så er det, der gør det det hele værd, når man kan se, at der faktisk er rigtigt mange professionelle, der sammen “kæmper for børnene” og ofte får gjort en stor forskel. Det er lærerne, pædagogerne, socialrådgiverne, konsulenterne, psykologerne – de kan alle sammen gøre en forskel. Jeg er heldig at arbejde sammen med mange ildsjæle. Og så er det selvfølgelig det allerbedste, når man får lov at følge en sag over længere tid og for eksempel kan se, at der er sket en positiv udvikling hos et barn eller i en familie. Så føler man, at det nytter noget, det man laver 🙂

Sidst vil jeg lige nævne, at jeg også har fået min første private klient ved siden af jobbet. Og HUN er voksen!:) Jeg får altså lov at lave en masse forskelligt, og det trives jeg i.

 

På det personlige plan – ja – så har jeg skullet finde mig til rette i et lille samfund, hvor jeg rykkede til uden at kende nogen. Det har været en af de bedste ting, der er sket i mit liv. Jeg har mødt nogle dejlige mennesker og er blevet taget godt imod på alle måder. Imidlertid har tiden på Bornholm også været præget af savn af mine venner og familie, flere flytninger, ensomhed, for meget tid til tanker – og det har været svært engang imellem. Der har været dage, hvor ensomheden har overvældet mig totalt, og jeg har tænkt, at det da ville komme til at tage 100 år at opbygge et netværk – hvis overhovedet, det kunne lykkes! Heldigvis har min arbejdsplads været lidt af en redningsplanke her; jeg har mødt mennesker, jeg holder meget af i dag og helt sikkert knyttet nogle venskaber. Nu føler jeg faktisk, at jeg lever her. Ikke bare, som jeg tænkte i starten, at jeg var her for at få den første arbejdserfaring. Dét er en dejlig følelse 🙂

Jeg glæder mig til at dele lidt ud af psykologerfaringen fra solskinsøen 😉

 

Angst – det nye sort!

26. april, 2017

Kære læser!

Denne min første blog her i anden ombæring af posAbilitys historie har jeg valgt skal handle om angst. Grunden til dette er for det første, at angst er noget af det, der fylder mest i det arbejde, jeg har som skolepsykolog. For det andet har jeg selv haft angst – jeg har det faktisk stadig i nogen grad. Jeg har således både en professionel og personlig ”aktie” i emnet.

Hvad er angst?
Lad mig først fortælle lidt om, hvad angst er! Evolutionært set giver det god mening, at du bliver bange, når noget livstruende er i nærheden. Det får dig til at reagere og gøre noget, og det er en af grundene til, at mennesket har overlevet. Når vi bliver rigtigt bange, kan vi reagere ved enten at vende os mod vores omverden og forsøge at finde en løsning ved hjælp fra andre, eller vi kan fryse (blive handlingslammede), kæmpe eller flygte. Samtlige disse reaktionsmønstre er helt naturlige responser – og er en vej til overlevelse i den givne, farlige situation.

Når børn er helt små har de svært ved at regulere deres følelser, hvilket betyder, at de let bliver overvældet af udefrakommende oplevelser. Derfor har de brug for stabile, rolige og følelsesmæssigt afstemte voksne til at hjælpe dem med at finde ro og lære, hvad der er farligt, og hvad der ikke er farligt. At man grundlæggende kan have tillid til sin omverden og til andre mennesker. Hvis børn har haft gode nok forældre til at lære dem dette, så kalder man det, at de er ”sikkert tilknyttet”. Hvis børn omvendt har haft forældre, der ikke har formået at skabe den fornødne tryghed og stabilitet i deres tilværelse, så bliver det meget sværere for dem at håndtere de udfordringer og små og store farer, som livet uvægerligt byder på. Når jeg bringer dette om tilknytning ind i bloggen, så er det ikke for at sige, at alle, der har angst, stress eller på anden måde er blevet syge af en belastning udefra har dårlige forældre. Jeg vil med afsnittet blot sige, at nogen af os på grund af vores tidlige erfaringer kan være særligt disponeret i forhold til at udvikle for eksempel angst. Simpelthen fordi, vi ikke har den vigtige, grundlæggende tillid til, at verden omkring os er et sikkert sted, og at andre mennesker er til at regne med.

Når det er sagt, kan angst også komme, hvis du har været udsat for særligt svære oplevelser, der ikke har noget som helst med dine forældre at gøre. Da jeg arbejdede på Livslinien talte jeg med mange mennesker, der led af angst. Mange af dem, jeg talte med, var hjemvendte soldater, hvis liv var fyldt med konstant rædsel og frygtelige flashbacks, hvor de så død og ødelæggelse for sig. Andre var mennesker, der efter lang tids alvorlig sygdom havde udviklet en langvarig frygt for igen at blive syge eller dø. Jeg talte også med flere mennesker – unge som gamle -, der tilsyneladende som et lyn fra en klar himmel var blevet ramt af et angstanfald. Her viste det sig ofte, at de igennem længere tid havde været meget stressede. Når kroppen og sindet er meget presset, så er der ikke så langt til at forsvaret og vores normale, gode strategier mod omverdens ”trusler” kan bryde sammen – og så kan angsten ramme os ”som et lyn fra en klar himmel”.

Min historie
Da jeg var 11 år fik jeg nethindeløsning på mit venstre øje. Det endte med, at jeg måtte opereres mange gange i samme øje i løbet af et års tid, og jeg var endda helt i Tyskland for at blive opereret. Jeg husker især opholdet på det tyske hospital som noget meget skræmmende. Skaldede mennesker koblet til drops og respiratorer gik rundt omkring os på gangene og i kantinen – og for et lille barn, var det hele meget uhyggeligt og overvældende. Jeg husker også, at mine forældre sagde farvel til mig, inden jeg skulle ind på operationsstuen. De måtte ikke følge med, selvom jeg ved, de gerne ville. Jeg var alene, overladt til nogle læger og operationssygeplejersker, hvis sprog jeg ikke forstod. I dag ved jeg, at tidlige hospitalsindlæggelser kan være meget traumatiserende for børn. Det er vigtigt, at børn, når de indlægges, bliver fulgt hele vejen af en tryg voksen – at alt bliver forklaret, at der er god tid, og at de ikke er alene. Jeg har hele mit liv været bange for at være syg; dels for at der skulle ske noget med mine øjne (det synes umiddelbart logisk nok), men også for at blive tynd, skaldet og døende. Altid har jeg set billedet af gamle, uhyggelige lig-agtige mennesker fra den kantine på det tyske hospital. Først senere har jeg forstået, hvor de billeder kom fra.

Min sygdoms- og dødsangst kommer altså et sted fra. Nu, hvor jeg kender mig selv lidt bedre – og også har læst lidt psykologi – så kan jeg tackle den, og det fylder ikke så meget i min hverdag. Dog er jeg stadig bange for mørke, og dét, jeg ser i mørket, er tynde lig, der venter i krogene. Og så skal jeg love for, at jeg fryser, flygter eller kæmper (slår ned i puden eller råber ud i mørket) – og det hjælper. Jeg overlever 🙂 Sidst i dette indlæg vil jeg komme ind på, hvordan man laver moderne angstbehandling. Jeg har ikke direkte arbejdet med min angst for at dø eller se død-lignende mennesker, – men måske, jeg faktisk burde! 🙂

Sidst vil jeg nævne, at jeg efter et længere forløb med spiseforstyrrelse, hvor jeg blev meget svag og syg – og stresset – udviklede dødsangst. Det startede med, at jeg fik et angstanfald, hvor det føltes som om, mit hjerte skulle springe ud ad brystet på mig – og derefter troede jeg hver dag i et halvt år, at hvert sekund kunne være det sidste. Derfor turde jeg ikke være alene, turde ikke dyrke motion – og var ret så ligeglad med det speciale, jeg var ved at skrive. Hvem kan gå op i psykologisk teori, hvis man skal dø? Dette forløb med angst gik i sig selv, da jeg fik bugt med nogle af de mange faktorer, der var stressende for mig i den periode.

Angst – det nye sort!
Da jeg startede som skolepsykolog for nu snart to år siden blev jeg overrasket over, hvor mange henvendelser jeg fik vedrørende børn med angstproblematikker. En skoleleder formulerede det sådan lidt poppet, som at ”angst er det nye sort”. Alle taler om det – alle har haft det eller kender nogen, der har. På min arbejdsplads er det således noget, der fylder meget. Nogle af mine kolleger har grupper for familier, hvis børn har angst – og selv har jeg haft flere individuelle forløb med børn og unge, der lever med en eller anden form for angst. Snart skal jeg holde et oplæg for en forældergruppe, der skal handle om, hvordan de tackler deres teenagere, der har angst – og om et par måneder gælder det et eksamensangstkursus. Som sagt – det fylder meget.

Hensigten med dette blogindlæg var som sagt ikke at gå i dybden med, hvordan man behandler angst, men her til sidst vil jeg helt kort sige, at moderne angstbehandling består af tre komponenter. For det første har klienten brug for en forklaring på, hvad der sker i kroppen, når man bliver bange, samt hvordan disse kropsfornemmelser hænger sammen med de følelser og tanker, man får. For det andet må terapeuten hjælpe klienten til at udfordre de (fejlagtige) tanker, klienter har, der gør vedkommende bange. Her gælder det for eksempel om at finde modbeviser. Er faren for, at du, som ellers er helt rask skal falde død om virkelig reel? Hvor meget tror du på det? Kunne der være alternativer? Det tredje komponent i terapien er det, man kalder ”gradvis eksponering”, det vil sige, at klienten gradvist skal konfronteres med det, han eller hun er bange for. I moderne angstbehandling går man således op i, hvad der vedligeholder angsten; hvad er det for nogle dårlige erfaringer og forkerte overbevisninger du har, der gør, at du bliver ved at være bange? Og så prøver man at samle nye, gode erfaringer, der modbeviser. I tilfældet med børn er det meget vigtigt, at forældrene er en del af arbejdet med angsten. De kan nemlig – helt ubevist – komme til at vedligeholde deres barns angst, fordi de ikke får udfordret barnet på de ting, det er bange for.

Hvis du selv har angst eller kender nogen, der har – så søg hjælp. Angst kan være frygteligt invaliderende for en selv, og faktisk kan angsten også ”lamme” en hel familie, hvis et barn for eksempel ikke kan komme i skole og mor og far må blive hjemme fra deres arbejde. Og der ER virkelig hjælp at hente. Tilbuddene er mange, både til voksne og børn, og behandlingen er for de flestes tilfælde et kortere forløb.

Held og lykke til dig – eller dem, som du kender 🙂

At kaste sig ud på dybt vand – og lære at svømme :-)

Bornholm – og hvad så? :-)
I mandags startede jeg som psykolog i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) på Bornholm. Det er min første lønnede psykologstilling – og desuden inden for at område (skolebørn), hvor jeg endnu ikke har så meget erfaring. Herudover arbejder jeg jo så på – og er flyttet til – Bornholm! J Dét, jeg prøver at sige er, at der virkelig er sket en omvæltning i mit liv. Pludselig er jeg ”rigtig” psykolog med helt nye arbejdsopgaver – og pludselig har jeg en helt ny tilværelse som øboer.

De første dage på øen har budt på alt det, der følger med en flytning, og desuden har jeg fået en masse information og mødt mange nye mennesker; hjemme såvel som på min arbejdsplads. Jeg er blevet taget rigtigt godt imod alle steder, og selvom al begyndelse er svær, gør det det hele lettere, når man bliver mødt med så stor velvilje. Jeg synes, selvom jeg endnu ikke kender så mange, at jeg er faldet godt til.

At gribe boldene i luften
Når man er ansat i PPR, varetager man forskellige opgaver, der har med børn i skoler og børnehaver at gøre. Det betyder, at man tilbringer flere dage om ugen ude på de forskellige institutioner, der er i den kommune, hvor man arbejder. Inden jeg startede i jobbet havde jeg gjort mig mange tanker om, hvordan jeg skulle komme rundt til alle de forskellige steder, når jeg nu ikke har bil. Min arbejdsplads var bekendt med, at jeg ikke kan få kørekort, og derfor havde jeg fået tildelt institutionerne i Rønne (hvor jeg også bor). Dette betyder, at alt i princippet er inden for cykelafstand – og nu har jeg fået en cykel. Det hele fungerer overraskende godt, og indtil videre har jeg ikke haft problemer med at finde rundt nogle steder – hverken til skoler eller PÅ skoler. Dette er virkelig en lettelse J

”Hvorfor har du sådan et mærkeligt øje?”
En anden overvejelse jeg har haft ift. mit syn har været, at jeg jo – som da jeg arbejde på et fritidshjem (se tidligere blog) – i PPR vidste, at jeg ville blive konfronteret med mange nysgerrige børn, der måske ikke altid spørger på den pæneste måde ”hvad det lige er, der er med dine øjne”.

I forgårs var jeg ude på en skole for at lave en observation, og da kom ganske som forventet en masse spørgsmål fra interesserede småbørn. Mange af børnene kiggede meget nysgerrigt, og de modige spurgte ind. Nogen var høflige: ”Hvad er der sket med dit øje?”, andre var mere direkte og lidt grove: ”Hvad er der galt med dig? Dine øjne ser mærkelige ud.. du er lidt skræmmende”. Jeg tog den professionelle maske på og fik fortalt børnene, at jeg havde et ar i mit ene øje, fordi jeg var blevet opereret i øjet, da jeg var omkring deres alder. Jeg fortalte, hvordan ar i øjnene, i modsætning til dem, man kan få på resten af kroppen, er sorte. Jeg endte med at få fremvist en masse ”hvide ar” på børnenes hud – og på den måde fik jeg normaliseret og afmystificeret mine øjne over for dem. De børn, der først fik besked, fik desuden lov at fortælle historien om det mystiske ar videre J Det endte med at blive en god indgangsvinkel til, at de lige lærte mig lidt at kende. Nogle af børnene, der havde spurgt ind på en mindre pæn måde, havde jeg en lille ”hvordan taler vi pænt til hinanden”-snak med – og også dét fungerede rigtig fint.

Trods dét, at jeg havde formået at håndtere børnenes nysgerrighed på en ordentlig måde, så kunne jeg alligevel mærke, kommentarerne om øjnene sad i mig, da jeg kom hjem om eftermiddagen. Jeg ved, jeg kommer til at skulle forklare om mine øjne til børn mange, mange gange i dette job – samt at børn jo for de allerflestes tilfælde intet ondt mener med deres spørgsmål – men uanset hvad, er det aldrig rart at blive kaldt ”skræmmende”, ”grim” eller ”mærkelig”. Jeg skulle kort sagt lige sluge dagens oplevelser. Dagen efter følte jeg mig fint rustet til at gå ud blandt børn og arbejde videre – nu havde jeg fået genopfrisket, hvordan det lige er, jeg bedst håndterer deres nysgerrighed – både i klassesituationen og helt personligt bagefter.

En gave i forklædning
Da jeg i dag kom tilbage i klassen for at foretage endnu en observation, tog ingen af børnene notits af, at mit ene øje ser anderledes ud end hos de fleste mennesker. Tværtimod var mange af de små glade for at se mig igen – og jeg fik lov at indgå som en accepteret flue på væggen. Det er typisk sådan, at børn først reagerer meget direkte, hvis man har et særligt kendetegn ved sit udseende; og at de så efterfølgende, når de ved, hvad det er, er ligeglade. Dette oplevede jeg i dag – ligesom det var tilfældet, da jeg arbejdede på fritidshjemmet. Som jeg har det nu, tænker jeg, at mit øje faktisk lidt er en ”gave”, fordi det skaber en mulighed for at komme lidt ind på livet af børnene, så de lærer mig at kende – og så jeg også får lidt information om dem ad den vej.

En glad tilflytter
Samlet set må jeg sige, at mine første dage på Bornholm har budt på mange både faglige og personlige udfordringer – men udfordringer, som jeg har kunnet tackle og har lært meget af. Jeg har virkeligt gode kollegaer, og jeg kan mærke, jeg kommer til at udvikle mig meget både fagligt og personligt ved at være i mit nye job.

Til allersidst vil jeg bare opfordre dig til, at du griber mulighederne, der kommer til dig, selv hvis du er nervøs for, om dit handicap vil spænde ben for dig. Naturligvis skal man være realistisk omkring, hvilke (fysiske/psykiske) begrænsninger, man har men hvis du tvivler på, om du kan klare noget, som du har lyst til at gøre, så kast dig ud i det. Prøv det. For mig er alt faldet positivt ud – og engang imellem skal man turde, selvom man ikke præcist kender udfaldet :-)